 |
EU-lovgivningen
indeholder bestemmelser om markedsføring og
brug af plantebeskyttelsesmidler og
restkoncentrationer heraf i fødevarer.
Af
Rådets direktiv 91/414/EØF
fremgår
det, at aktive stoffer ikke må anvendes i
plantebeskyttelsesmidler, medmindre de er
optaget på EU's positivliste. Et
EU-evalueringsprogram, hvis formål er
oprettelse af denne liste, er under
udarbejdelse. De fleste af de aktive stoffer,
som skal evalueres, er pesticider, men der er
også mange andre stoffer som f.eks.
plantevækstregulatorer, feromoner osv. Alle
anvendelsesformål inden for plantebeskyttelse -
herunder ikke kun i landbruget - er dækket.
Pesticider, som anvendes inden for andre
områder, f.eks. som veterinærlægemidler eller
biocider, er dækket af anden lovgivning. Når et
stof er blevet optaget på positivlisten, kan
medlemsstaterne godkende brugen af midler, som
indeholder det pågældende stof.
Der findes
bestemmelser om restkoncentrationer af
pesticider i fødevarer i følgende fire
direktiver: Rådets direktiv
76/895/EØF
,
86/362/EØF
,
86/363/EØF
and
90/642/EØF
. Forordning
(EF) nr.
396/2005
konsoliderer og ændrer disse. Lovgivningen
dækker fastsættelse af grænseværdier for samt
overvågning og kontrol af restkoncentrationer
af pesticider i produkter af vegetabilsk og
animalsk oprindelse, som kan skyldes anvendelse
af disse i plantebeskyttelsesmidler.
Grænseværdierne er
blevet fastsat i overensstemmelse med god
landbrugspraksis i medlemsstaterne og
tredjelande. Grænseværdierne er blevet fastsat
på grundlag af en evaluering af risikoen for
forbrugere i forskellige aldersgrupper, og der
er kun blevet fastsat grænseværdier, der
betragtes som sikre. Grænseværdierne har til
formål at lette handelen og er ikke
toksikologiske grænser. Overskridelse af
grænseværdierne er i højere grad et tegn på
ukorrekt anvendelse af pesticiderne end på en
risiko for forbrugerne. Ikke desto mindre
foregår der en nøje overvågning og evaluering
af sådanne overskridelser, og der gives
meddelelse om disse til myndighederne i
medlemsstaterne gennem systemet for hurtig
udveksling af oplysninger om fødevarer, hvis
der er tale om en mulig risiko for
forbrugerne.
|  |