IMPORTANT LEGAL NOTICE : The information on this site is subject to a legal notice (http://europa.eu/geninfo/legal_notices_en.htm).
Dyresygdomme - Indledning

Principperne for EU's strategi vedrørende dyresygdomme og de vigtigste gennemførelsesredskaber kan beskrives som følger:

  • Bekæmpelsesforanstaltninger over for EN de mest udbredte epizootier, navnlig OIE-sygdomme på liste A EN, som f.eks. mund- og klovesyge og klassisk svinepest, skal træffes, så snart der er mistanke om sygdommen. .

    I tilfælde af et sygdomsudbrud aflives dyrene på den smitteramte bedrift, og deres kroppe destrueres for at afbryde smittekæden så hurtigt som muligt. Hvis det skønnes nødvendigt, kan der også gennemføres forebyggende aflivning på bedrifter, hvortil der har været kontakt, og som er under mistanke. Nødvaccination kan anvendes som en supplerende foranstaltning med henblik på at opnå udryddelse. Der anvendes ikke generel forebyggende vaccination mod mund- og klovesyge og klassisk svinepest, da dette kan "skjule" de smitsomme agenser og fremme sygdomsspredning. Hvad angår visse sygdomme som f.eks. bluetongue, som ikke kan bekæmpes effektivt med andre midler, anvendes vaccination dog som det vigtigste sygdomsbekæmpelsesredskab.

  • Udryddelses- og overvågningsprogrammer EN: sygdomme, der allerede findes i Fællesskabet som f.eks. rabies, brucellose og tuberkulose, og som behandles inden for rammerne af nationale programmer, som samfinansieres af EU.

  • Anvendelse af konceptet " regionalisering" ved forekomst af sygdomme indebærer, at der anvendes foranstaltninger med henblik på at bekæmpe og udrydde sygdommen i det inficerede område, uden at der anvendes restriktioner i resten af landet.

  • Registrering af bedrifter, identificering af dyr og oprettelse af et edb-system, der skaber forbindelse mellem de centrale og lokale veterinærmyndigheders 2 500 kontorer i hele EU ( ANIMO), hvilket muliggør forhåndsmeddelelser om handel med dyr og produkter heraf. Disse redskaber er af afgørende betydning for at sikre sporbarhed af disse produkter og fremme kontrol i et passende omfang.
  • Gennemsigtighed, hvad angår dyresundhedsforholdene i medlemsstaterne. Tilfælde af de mest udbredte sygdomme skal meddeles Kommissionen og de andre medlemsstater via computersystemet for anmeldelse af sygdomme, som nu også omfatter mange andre europæiske lande (Tiltrædelses- og kandidatlande , Island, Norge, Schweiz osv.). Animal Disease Notification System,
  • Beredskabsplaner vedrørende behandling af epizootier i hver enkelt medlemsstat, således at de kompetente myndigheder kan sikre hurtig gennemførelse af de mest hensigtsmæssige kontrolforanstaltninger under hensyntagen til de lokale epidemiologiske forhold.
  • Referencelaboratorier på EU-plan og nationalt plan med henblik på at sikre ensartet testning og ekspertbistand til Kommissionen og medlemsstaterne.

Gennemførelse af de foranstaltninger, som lovgivningen indeholder bestemmelser om, påhviler medlemsstaterne.De støttes dog økonomisk af EU, hvad angår de udgifter, som de afholder i forbindelse med gennemførelsen af foranstaltningerne, herunder f.eks. kompensation til landmænd, som lider store økonomiske tab på grund af dyresygdomme.

Kommissionen bærer ansvaret for at sikre, at EU-lovgivningen gennemføres korrekt, at foreslå lovgiverne yderligere lovgivning og at vedtage passende gennemførelsesbestemmelser. Før vedtagelse drøftes disse regler med medlemsstaternes eksperter i den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed (Afdelingen for Dyresundhed og Dyrevelfærd), hvor der regelmæssigt udveksles oplysninger om dyresundhedsforholdene.

I nødstilfælde kan Kommissionen også på ad hoc-basis vedtage yderligere kontrolforanstaltninger (beskyttelsesklausuler), hvis de er nødvendige for at beskytte folkesundheden og/eller dyresundheden. Derfor spiller Kommissionen en nøglerolle i forbindelse med håndteringen af de mest presserende og alvorlige dyresundhedsproblemer.



----------------------------------------------------------------------------------------------------

1 EU-lovgivningen om dyresundhed vedtages normalt af Rådet (traktatens artikel 37, høringsprocedure). Hvis fødevaresikkerheden eller sundheden også berøres direkte, spiller Europa-Parlamentet også en ledende rolle i forbindelse med vedtagelsen af lovgivning (traktatens artikel 152, den fælles beslutningsprocedure).