Fiskeri

INSEPARABLE - Eat, Buy and Sell Sustainable FishINSEPARABLE - Eat, Buy and Sell Sustainable FishINSEPARABLE - Eat, Buy and Sell Sustainable FishINSEPARABLE - Eat, Buy and Sell Sustainable Fish

Søgning
Læs også
Nyheder
In response to the concerns raised by several citizens about animal welfare in fish farming, the European Commission would like to clarify that the health and welfare of farmed fish is important for EU aquaculture.
One of the world's fastest growing food sectors, aquaculture accounts for about half of the fish eaten worldwide every year.
Fish farming is healthy and can help tackle overfishing and protect wild fish stocks. That is the message to be delivered today by European Commissioner for Maritime Affairs and Fisheries, Maria Damanaki, at a specially organised event at the Seafood Expo Global held in Brussels.

Akvakulturmetoder

Den europæiske akvakultur antager mange former. Der sondres mellem de forskellige former på følgende måde: ekstensiv eller intensiv, i naturligt miljø eller bassiner, i ferskvand eller havvand, med konstant vandgennemstrømning eller recirkulationssystem, traditionelt eller moderne, konventionelt eller økologisk, beskyttet eller ikke osv. Og mellem disse yderpunkter findes alle nuancer og en bred vifte af kombinationer. For at få et overblik er det enklest at følge akvakulturens historiske udvikling i Europa.

Informationsblad pdf - 725 KB [725 KB] български (bg) čeština (cs) Deutsch (de) eesti keel (et) ελληνικά (el) English (en) español (es) français (fr) Gaeilge (ga) italiano (it) latviešu valoda (lv) lietuvių kalba (lt) magyar (hu) Malti (mt) Nederlands (nl) polski (pl) português (pt) română (ro) slovenčina (sk) slovenščina (sl) suomi (fi) svenska (sv)

Ekstensiv akvakultur

Den første kendte form for akvakultur bestod i at indfange vilde havdyr i laguner, damme eller små lavvandede søer, således at man altid havde adgang til dem.
Karpeproduktion i Tjekkiet. © Zbynek Mejta

Denne form for opdræt kan føres helt tilbage til stenalderen, hvor mennesket begyndte at udnytte naturens ressourcer, hvilket i Europa vil sige omkring år 4000 før vor tid. Denne minimalistiske form findes ikke længere i Europa, da der i vore dages fiskeopdræt mindst indgår et teknisk samspil med miljøet eller med dyret.

Anden fase i akvakulturens historie består netop i ikke længere udelukkende at være afhængig af naturen, men at indrette et vandmiljø, der kunne bidrage til udviklingen af bestande af fisk, bløddyr og/eller skaldyr. Den mest avancerede form for denne akvakultur er opdræt af karper i damme i Kina, som man har fundet beskrevet i den berømte bog af Fan-Li om fiskeopdræt fra det 5. århundrede f. Kr.

Og i Europa? Allerede romerne indfangede østers og opfedede fisk i særligt indrettede fiskebassiner. Men det var først i middelalderen, at man begyndte at udvikle teknikker til fiskeopdræt i damme. Det foregik i klostre, hvor munkene havde brug for en mager kost i de mange fastedage, som den kristne religion pålagde dem. I Sydeuropa går opdræt af fisk i brakvand også tilbage til denne periode, hvor man begyndte at indrette laguner og kystsøer, så man kunne holde på de fisk, som strømmene førte derind, f.eks. bars, guldbrasen og multe, ofte skiftende med saltindvinding.

Disse former for akvakultur, der kan føres tilbage til oldtidens systemer, findes stadig i vore dage overalt i Europa. Det gælder f.eks. traditionelt ekstensivt dambrug, som det findes fra Lapland til Sicilien og fra Kerry til Thrakien. Det består i at holde damme (både naturlige og kunstige) og laguner i en sådan stand, at den akvatiske fauna kan udvikle sig. Hver vinter oprenses vandet og gødes på en måde, der fremmer den akvatiske vegetation og følgelig intensiverer mængden af mikroorganismer, små bløddyr og skaldyr, larver og orm, der udgør det nederste lag i dette miljøs fødepyramide. På den måde skaber man gunstige forhold for udviklingen af salgbare dyr, som giver et højere udbytte end dyr fra det naturlige økosystem.

I ferskvandsdambrug er de arter, som produceres på denne måde, (afhængigt af området) bækørred, helt, fjeldørred, ål, sandart, gedde og forskellige former for karper, havkat, stør, rejer og frøer. Det er i denne forbindelse, at der førhen blev indført en række fremmede arter i det europæiske økosystem såsom regnbueørred, kildeørred, karper og forskellige frø- og rejearter. Fra opdræt i brakvand, laguner og kystsøer får vi, afhængigt af den geografiske placering, bars, ål, forskellige former for guldbrasen, multe, stør, rejer og skaldyr.





Karpeproduktion i Tjekkiet. © Zbynek Mejta

Denne form for opdræt kan føres helt tilbage til stenalderen, hvor mennesket begyndte at udnytte naturens ressourcer, hvilket i Europa vil sige omkring år 4000 før vor tid. Denne minimalistiske form findes ikke længere i Europa, da der i vore dages fiskeopdræt mindst indgår et teknisk samspil med miljøet eller med dyret.

Anden fase i akvakulturens historie består netop i ikke længere udelukkende at være afhængig af naturen, men at indrette et vandmiljø, der kunne bidrage til udviklingen af bestande af fisk, bløddyr og/eller skaldyr. Den mest avancerede form for denne akvakultur er opdræt af karper i damme i Kina, som man har fundet beskrevet i den berømte bog af Fan-Li om fiskeopdræt fra det 5. århundrede f. Kr.

Og i Europa? Allerede romerne indfangede østers og opfedede fisk i særligt indrettede fiskebassiner. Men det var først i middelalderen, at man begyndte at udvikle teknikker til fiskeopdræt i damme. Det foregik i klostre, hvor munkene havde brug for en mager kost i de mange fastedage, som den kristne religion pålagde dem. I Sydeuropa går opdræt af fisk i brakvand også tilbage til denne periode, hvor man begyndte at indrette laguner og kystsøer, så man kunne holde på de fisk, som strømmene førte derind, f.eks. bars, guldbrasen og multe, ofte skiftende med saltindvinding.

Disse former for akvakultur, der kan føres tilbage til oldtidens systemer, findes stadig i vore dage overalt i Europa. Det gælder f.eks. traditionelt ekstensivt dambrug, som det findes fra Lapland til Sicilien og fra Kerry til Thrakien. Det består i at holde damme (både naturlige og kunstige) og laguner i en sådan stand, at den akvatiske fauna kan udvikle sig. Hver vinter oprenses vandet og gødes på en måde, der fremmer den akvatiske vegetation og følgelig intensiverer mængden af mikroorganismer, små bløddyr og skaldyr, larver og orm, der udgør det nederste lag i dette miljøs fødepyramide. På den måde skaber man gunstige forhold for udviklingen af salgbare dyr, som giver et højere udbytte end dyr fra det naturlige økosystem.

I ferskvandsdambrug er de arter, som produceres på denne måde, (afhængigt af området) bækørred, helt, fjeldørred, ål, sandart, gedde og forskellige former for karper, havkat, stør, rejer og frøer. Det er i denne forbindelse, at der førhen blev indført en række fremmede arter i det europæiske økosystem såsom regnbueørred, kildeørred, karper og forskellige frø- og rejearter. Fra opdræt i brakvand, laguner og kystsøer får vi, afhængigt af den geografiske placering, bars, ål, forskellige former for guldbrasen, multe, stør, rejer og skaldyr.





Skaldyrsopdræt

Skaldyrsopdræt foregår stadig som ekstensivt opdræt. Den er hovedsagelig baseret på individer født i naturen og på næring, der stammer fra miljøet, uden tilsætning af nogen art.
Muslingeopdræt i Irland. © Lionel Flageul

Processen og teknikkerne er udviklet til perfektion og giver mulighed for et optimalt udbytte af det, naturen kan tilbyde. I Europa udgør østers- og muslingeopdræt 90 % af skaldyrsproduktionen. Der er tale om opdrætstyper med rødder helt tilbage i Antikken.

Østersopdræt er i dag en traditionel aktivitet i en række EU-lande som Frankrig (90 % af EU's produktion) og Nederlandene. For nylig er den også blevet taget op i andre lande, navnlig i Irland. De forskellige opdrætsmetoder er baseret på traditionelle metoder. Der opdrættes to arter i Europa: europæisk østers (Ostrea edulis) og stillehavsøsters (Crassostrea gigas), som er den mest udbredte. En østers skal bruge 3 til 4 år for at nå sin salgbare størrelse.

Muslingedyrkningen er også baseret på især to arter afhængig af det geografiske produktionsområde: den mindre, europæiske blåmusling (Mytilus edulis) mod nord og den større Middelhavsblåmusling (Mytilus galloprovincialis) mod syd. Opdrætsmetoderne varierer afhængigt af arter og regioner.

Der opdrættes også andre skaldyrsarter i Europa, f.eks. tæppemuslinger, hjertemuslinger, kammuslinger og søører.

Opdrættet af tæppemuslinger (europæiske eller japanske) er af nyere dato end de øvrige. Det stammer fra 1980'erne, da man ophørte med fangst til fods eller skrabning for at beskytte bestandene. Reproduktionen foregår naturligt på produktionsstederne eller kontrolleret i klækkerier. Yngelen vokser i kasser i bunden af bassiner fyldt med saltvand eller direkte i parker. Efter tre måneder udsættes de unge tæppemuslinger i tidevandsområdet (Normandiet, Bretagne, Cantabrien og Galicien) eller i laguner (Poitou-Charentes, Emilia-Romagna og Veneto) og høstes to år senere. Størstedelen af den europæiske produktion foregår i Italien.





Muslingeopdræt i Irland. © Lionel Flageul

Processen og teknikkerne er udviklet til perfektion og giver mulighed for et optimalt udbytte af det, naturen kan tilbyde. I Europa udgør østers- og muslingeopdræt 90 % af skaldyrsproduktionen. Der er tale om opdrætstyper med rødder helt tilbage i Antikken.

Østersopdræt er i dag en traditionel aktivitet i en række EU-lande som Frankrig (90 % af EU's produktion) og Nederlandene. For nylig er den også blevet taget op i andre lande, navnlig i Irland. De forskellige opdrætsmetoder er baseret på traditionelle metoder. Der opdrættes to arter i Europa: europæisk østers (Ostrea edulis) og stillehavsøsters (Crassostrea gigas), som er den mest udbredte. En østers skal bruge 3 til 4 år for at nå sin salgbare størrelse.

Muslingedyrkningen er også baseret på især to arter afhængig af det geografiske produktionsområde: den mindre, europæiske blåmusling (Mytilus edulis) mod nord og den større Middelhavsblåmusling (Mytilus galloprovincialis) mod syd. Opdrætsmetoderne varierer afhængigt af arter og regioner.

Der opdrættes også andre skaldyrsarter i Europa, f.eks. tæppemuslinger, hjertemuslinger, kammuslinger og søører.

Opdrættet af tæppemuslinger (europæiske eller japanske) er af nyere dato end de øvrige. Det stammer fra 1980'erne, da man ophørte med fangst til fods eller skrabning for at beskytte bestandene. Reproduktionen foregår naturligt på produktionsstederne eller kontrolleret i klækkerier. Yngelen vokser i kasser i bunden af bassiner fyldt med saltvand eller direkte i parker. Efter tre måneder udsættes de unge tæppemuslinger i tidevandsområdet (Normandiet, Bretagne, Cantabrien og Galicien) eller i laguner (Poitou-Charentes, Emilia-Romagna og Veneto) og høstes to år senere. Størstedelen af den europæiske produktion foregår i Italien.





Halvekstensiv akvakultur

Den traditionelle polykultur i damme og laguner går i stigende grad i retning af mere regulerede produktionsformer, som kaldes halvekstensiv akvakultur.

Flydende bure på Cypern. © Lionel Flageul

Producenterne nøjes ikke længere med at forstærke den naturlige udvikling i dammen eller lagunen, men hjælper naturen ved at udsætte yngel, der er født i klækkerier, og tilføre ekstra foder. Det bedste eksempel er karpeopdræt i damme, som er meget udbredt i Mellemeuropa. I brakvandsakvakulturen i Sydeuropa benytter man også i stigende omfang klækkerier og industrifoder, hvorved man kan opveje den faldende naturlige tilgang. I de italienske saltvandsdambrug i Po-deltaet og Adige-deltaet udsættes der yngel af bars og guldbrasen for at opveje nedgangen i de naturlige bestande og kompensere for ålens forsvinden. I de spanske esteros og i Portugal har denne praksis givet mulighed for at indføre nye arter som pighvar, almindelig tunge og Senegal-tunge.

For fuldstændighedens skyld skal vi også nævne opbevaring i bure på havet eller i støbte bassiner på landjorden. Denne praksis hænger sammen med fiskeriet. Den gør det muligt at opbevare og opfede de fangede dyr med henblik på senere salg. Metoden anvendes normalt til dyr, som ikke bevarer deres smagskvalitet, når de udsættes for klassiske opbevaringsmetoder som Appert-sterilisering, almindelig sterilisering eller frysning. Det almindeligste eksempel er de store skaldyr som hummer, jomfruhummer og taskekrabbe, hvor fiskesæsonen ligger om foråret, men hvor skaldyrene traditionelt spises om vinteren i forbindelse med jul og nytår. Et andet og mere kontroversielt eksempel er opfedning af atlantisk tun i flydende bure, som opstod i Middelhavet i 1990'erne. Her kan man om vinteren, når prisen er højere, eksportere fisk, der fanges i fangstsæsonen om foråret.





Flydende bure på Cypern. © Lionel Flageul

Producenterne nøjes ikke længere med at forstærke den naturlige udvikling i dammen eller lagunen, men hjælper naturen ved at udsætte yngel, der er født i klækkerier, og tilføre ekstra foder. Det bedste eksempel er karpeopdræt i damme, som er meget udbredt i Mellemeuropa. I brakvandsakvakulturen i Sydeuropa benytter man også i stigende omfang klækkerier og industrifoder, hvorved man kan opveje den faldende naturlige tilgang. I de italienske saltvandsdambrug i Po-deltaet og Adige-deltaet udsættes der yngel af bars og guldbrasen for at opveje nedgangen i de naturlige bestande og kompensere for ålens forsvinden. I de spanske esteros og i Portugal har denne praksis givet mulighed for at indføre nye arter som pighvar, almindelig tunge og Senegal-tunge.

For fuldstændighedens skyld skal vi også nævne opbevaring i bure på havet eller i støbte bassiner på landjorden. Denne praksis hænger sammen med fiskeriet. Den gør det muligt at opbevare og opfede de fangede dyr med henblik på senere salg. Metoden anvendes normalt til dyr, som ikke bevarer deres smagskvalitet, når de udsættes for klassiske opbevaringsmetoder som Appert-sterilisering, almindelig sterilisering eller frysning. Det almindeligste eksempel er de store skaldyr som hummer, jomfruhummer og taskekrabbe, hvor fiskesæsonen ligger om foråret, men hvor skaldyrene traditionelt spises om vinteren i forbindelse med jul og nytår. Et andet og mere kontroversielt eksempel er opfedning af atlantisk tun i flydende bure, som opstod i Middelhavet i 1990'erne. Her kan man om vinteren, når prisen er højere, eksportere fisk, der fanges i fangstsæsonen om foråret.





Yngelopdræt med henblik på genudsætning

Efter det 17. århundrede oplevede man forskellige steder en tilbagegang i mængden af ferskvandsfisk, sikkert på grund af den stigende befolkning. Derfor begyndte myndighederne at tale om genskabe livet i floderne ved at udsætte yngel, som var født i fangenskab.

Opdræt i klækkerier. © Lionel Flageul

I naturen gyder fisk æg i store mængder, men det lykkes kun for ganske få af dem at vokse op og undslippe rovfisk, sygdom, mangel på føde, forurening, varmechok osv. Et klækkeri skal derfor ikke kun sørge for, at der er nok befrugtede æg, men også styre alle de parametre, der sikrer, at så mange som muligt når frem til ungfiskestadiet, således at disse kan sættes ud i det naturlige miljø med gode chancer for at overleve.

I 1741 anlagde den tyske tværfaglige forsker Stephan Ludwig Jacobi verdens første klækkeri for ørreder i Westfalen. Men der skulle gå et helt århundrede mere, før hans opdagelse blev udnyttet i større målestok til at skabe nyt liv i vandløb og floder i Europa, USA og Japan, som den industrielle revolution havde tømt for liv.

Dengang var de videnskabelige undersøgelser rettet mod kildeørred, helt, atlantisk laks samt i USA regnbueørreden, som blev indført i Europa i 1874 på grund af dens gode opdrætsegenskaber. Men fremskridtet var begrænset til laksefamilien, som viste sig at være let at opdrætte i fangenskab.

Først i 1934 begyndte man i Brasilien at eksperimentere med hormonbehandling af lokale fisk. Denne teknik består i at indsprøjte visse hormoner i fisken for at kunne bestemme både gydetidspunkt og frigivelse af hannens sæd. Denne opdagelse åbnede nye perspektiver for klækkeriet og rettede opmærksomheden mod nye arter, som indtil da var blevet sterile på grund af belastningen ved at leve i fangenskab. I 1935 indsamlede sovjetrussiske forskere yngel af flere størarter og begyndte selv at fremavle hybridstammer.

Også i dag genudsætter man fisk i økosystemerne, både i ferskvand og havmiljø. Klækkerier, der arbejder med genudsætning, er normalt finansieret via offentlige forskningsprogrammer og arbejder hovedsagelig med hjemmehørende arter. Efter at vandets kvalitet er blevet bedre, og der er skabt en infrastruktur, som kan gengive de vandrende arter deres bevægelsesfrihed, er flere klækkerier i Europa begyndt at arbejde med at genudsætte laks og stør i floderne.

Offentlige klækkerier deltager således i såkaldte sea ranching-projekter. Denne praksis kan føres tilbage til det 19. århundrede og består i at udbygge en naturlig bestand med yngel fra klækkerier for at beskytte fiskeriet – det har man f.eks. gjort med laks i Østersøen og almindelig tunge i Nordsøen. Det må ikke glemmes, at disse videnskabelige klækkeriers opdagelser ofte danner grundlag for kommerciel udnyttelse af akvakultur.





Opdræt i klækkerier. © Lionel Flageul

I naturen gyder fisk æg i store mængder, men det lykkes kun for ganske få af dem at vokse op og undslippe rovfisk, sygdom, mangel på føde, forurening, varmechok osv. Et klækkeri skal derfor ikke kun sørge for, at der er nok befrugtede æg, men også styre alle de parametre, der sikrer, at så mange som muligt når frem til ungfiskestadiet, således at disse kan sættes ud i det naturlige miljø med gode chancer for at overleve.

I 1741 anlagde den tyske tværfaglige forsker Stephan Ludwig Jacobi verdens første klækkeri for ørreder i Westfalen. Men der skulle gå et helt århundrede mere, før hans opdagelse blev udnyttet i større målestok til at skabe nyt liv i vandløb og floder i Europa, USA og Japan, som den industrielle revolution havde tømt for liv.

Dengang var de videnskabelige undersøgelser rettet mod kildeørred, helt, atlantisk laks samt i USA regnbueørreden, som blev indført i Europa i 1874 på grund af dens gode opdrætsegenskaber. Men fremskridtet var begrænset til laksefamilien, som viste sig at være let at opdrætte i fangenskab.

Først i 1934 begyndte man i Brasilien at eksperimentere med hormonbehandling af lokale fisk. Denne teknik består i at indsprøjte visse hormoner i fisken for at kunne bestemme både gydetidspunkt og frigivelse af hannens sæd. Denne opdagelse åbnede nye perspektiver for klækkeriet og rettede opmærksomheden mod nye arter, som indtil da var blevet sterile på grund af belastningen ved at leve i fangenskab. I 1935 indsamlede sovjetrussiske forskere yngel af flere størarter og begyndte selv at fremavle hybridstammer.

Også i dag genudsætter man fisk i økosystemerne, både i ferskvand og havmiljø. Klækkerier, der arbejder med genudsætning, er normalt finansieret via offentlige forskningsprogrammer og arbejder hovedsagelig med hjemmehørende arter. Efter at vandets kvalitet er blevet bedre, og der er skabt en infrastruktur, som kan gengive de vandrende arter deres bevægelsesfrihed, er flere klækkerier i Europa begyndt at arbejde med at genudsætte laks og stør i floderne.

Offentlige klækkerier deltager således i såkaldte sea ranching-projekter. Denne praksis kan føres tilbage til det 19. århundrede og består i at udbygge en naturlig bestand med yngel fra klækkerier for at beskytte fiskeriet – det har man f.eks. gjort med laks i Østersøen og almindelig tunge i Nordsøen. Det må ikke glemmes, at disse videnskabelige klækkeriers opdagelser ofte danner grundlag for kommerciel udnyttelse af akvakultur.





Intensivt ferskvandsdambrug

Generelt består et intensivt ferskvandsdambrug af flere rektangulære betonbassiner af forskellig størrelse og dybde, således at de passer til fiskenes forskellige vækststadier. Flodvandet føres via en kanal til det første bassin, derfra videre til de andre, indtil det atter løber ud og videre ned ad floden. Dette system kaldes konstant vandgennemstrømning.

Ørredopdræt i Irland. © Lionel Flageul

I slutningen af det 19. århundrede fungerede regnbueørreden som forsøgskanin i europæisk dambrug. Denne amerikanske art viste sig at være bedre egnet til opdræt end sin europæiske kusine – den er mere robust, vokser hurtigere og kan bedre holde til den store tæthed i et dambrug. Men indtil midten af det 20. århundrede var resultaterne fra akvakulturen begrænsede, fordi man ikke havde ændret på fiskenes føde, der hovedsagelig bestod af uforarbejdet fiskeaffald, og fordi fiskene var for sårbare over for epizootier, som i høj grad rammer fisk i tætte opdræt i områder, der er åbne over for angreb udefra. Imidlertid sker der noget i slutningen af det 20. århundrede.

Man opdager, at hver art har behov for foder, der ikke alene er specifikt for netop denne art, men som også skal ændres alt efter fiskens udviklingsstadium. Mange larver kan kun tåle levende plankton, som så skal produceres i fangenskab beskyttet mod mikrober og vira. For ungfisk og voksne individer var opfindelsen af tørfoder et stort fremskridt, men for hver art skulle man fastlægge den rette mængde animalsk og vegetabilsk protein, fedtstoffer, mineralske salte, vitaminer og andre tilsætningsstoffer samt pillernes form og fodringsfrekvensen. På sundhedsområdet har opdagelser inden for lægemidler, vaccination og forebyggelse bidraget til at undgå sygdomme.

Disse fremskridt gjorde det i 1960'erne muligt at udvikle intensive opdræt af regnbueørred i kommerciel skala, først i Danmark og senere i resten af Europa. I dag er europæisk fiskeopdræt yderst diversificeret i henseende til produkternes kvalitet og de producerede arter. Regnbueørreden er stadig dominerende, men andre ferskvandsfisk opdrættes nu også intensivt. Det gælder fisk som bækørred, kildeørred, fjeldørred, helt, cichlide, sandart, sibirisk stør o.a.

Men den konstante vandgennemstrømning er i dag ved at blive afløst af recirkulationssystemer. Her forbliver vandet i et lukket kredsløb og recirkuleres, så det via et rørsystem kan cirkulere i alle bassiner. En af fordelene ved dette system er, at det er isoleret fra det ydre miljø, og at alle parametre derfor kan kontrolleres – temperatur, surhedsgrad, saltindhold, desinfektion osv. Derved bliver det også muligt at behandle organisk affald, før det sendes tilbage til naturen. Ulempen ved systemet er – ud over de store investeringer – udgifterne til energi og dets afhængighed af kompleks teknologi.

Recirkulation er ikke nogen ny opfindelse. Dette system har længe været brugt i akvarier og klækkerier. I 1980'erne indførte man det i opfedningsanlæg, og det nyder i dag en vis succes, især i lande med store udsving i klimaet, hvor man både sommer og vinter kan styre vandtemperaturen. I ferskvand bruges systemet især til regnbueørred, havkat og ål, men det er også egnet til alle andre arter, herunder havarter som pighvar.





Ørredopdræt i Irland. © Lionel Flageul

I slutningen af det 19. århundrede fungerede regnbueørreden som forsøgskanin i europæisk dambrug. Denne amerikanske art viste sig at være bedre egnet til opdræt end sin europæiske kusine – den er mere robust, vokser hurtigere og kan bedre holde til den store tæthed i et dambrug. Men indtil midten af det 20. århundrede var resultaterne fra akvakulturen begrænsede, fordi man ikke havde ændret på fiskenes føde, der hovedsagelig bestod af uforarbejdet fiskeaffald, og fordi fiskene var for sårbare over for epizootier, som i høj grad rammer fisk i tætte opdræt i områder, der er åbne over for angreb udefra. Imidlertid sker der noget i slutningen af det 20. århundrede.

Man opdager, at hver art har behov for foder, der ikke alene er specifikt for netop denne art, men som også skal ændres alt efter fiskens udviklingsstadium. Mange larver kan kun tåle levende plankton, som så skal produceres i fangenskab beskyttet mod mikrober og vira. For ungfisk og voksne individer var opfindelsen af tørfoder et stort fremskridt, men for hver art skulle man fastlægge den rette mængde animalsk og vegetabilsk protein, fedtstoffer, mineralske salte, vitaminer og andre tilsætningsstoffer samt pillernes form og fodringsfrekvensen. På sundhedsområdet har opdagelser inden for lægemidler, vaccination og forebyggelse bidraget til at undgå sygdomme.

Disse fremskridt gjorde det i 1960'erne muligt at udvikle intensive opdræt af regnbueørred i kommerciel skala, først i Danmark og senere i resten af Europa. I dag er europæisk fiskeopdræt yderst diversificeret i henseende til produkternes kvalitet og de producerede arter. Regnbueørreden er stadig dominerende, men andre ferskvandsfisk opdrættes nu også intensivt. Det gælder fisk som bækørred, kildeørred, fjeldørred, helt, cichlide, sandart, sibirisk stør o.a.

Men den konstante vandgennemstrømning er i dag ved at blive afløst af recirkulationssystemer. Her forbliver vandet i et lukket kredsløb og recirkuleres, så det via et rørsystem kan cirkulere i alle bassiner. En af fordelene ved dette system er, at det er isoleret fra det ydre miljø, og at alle parametre derfor kan kontrolleres – temperatur, surhedsgrad, saltindhold, desinfektion osv. Derved bliver det også muligt at behandle organisk affald, før det sendes tilbage til naturen. Ulempen ved systemet er – ud over de store investeringer – udgifterne til energi og dets afhængighed af kompleks teknologi.

Recirkulation er ikke nogen ny opfindelse. Dette system har længe været brugt i akvarier og klækkerier. I 1980'erne indførte man det i opfedningsanlæg, og det nyder i dag en vis succes, især i lande med store udsving i klimaet, hvor man både sommer og vinter kan styre vandtemperaturen. I ferskvand bruges systemet især til regnbueørred, havkat og ål, men det er også egnet til alle andre arter, herunder havarter som pighvar.





Intensivt havbrug

I Japan skete der i 1960'erne en vigtig fornyelse inden for akvakultur: det flydende bur.

Lakseproduktion i Irland. © Lionel Flageul

Fiskene holdes fanget i et stort, lommeformet net, der er forankret på bunden, og som trækkes op til overfladen ved hjælp af en rektangulær eller cirkelformet ramme, som oprindeligt var af bambus, men som nu laves af plastik. Her opfeder japanerne ravfisk og brasen. Idéen er blevet eksporteret til Europa, hvor man først anvendte flydende bure til opdræt af regnbueørred i det beskyttede farvand i de norske fjorde.

Men her i slutningen af 1960'erne kom burene som kaldet til forsøg med en ny art: atlanterhavslaksen. Klækkerierne har gennem flere år været færdigudviklede og har produceret store mængder lakseyngel eller »laksesmolt«, det vil sige ungfisk, der er i stand til at leve i havet. Derfra er der kun kort vej til at opfede disse laks i havet i flydende bure, indtil de når voksenstørrelse. Europæisk lakseopdræt bliver en af succeshistorierne i 1970'erne og 1980'erne. Laksen var sjælden i fri natur og blev derfor et virkeligt luksusprodukt. Den nye forsyning til en rimelig pris bliver en salgssucces uden fortilfælde, som sender havbrug op blandt fremtidens sektorer i Europa. Fjorde og bugter langs Nordsøen og på De Britiske Øers vestkyst fyldes af havbrug, især i Norge og Skotland.

Denne nordiske succes får også fans andre steder. Middelhavslandene studerer og indfører opdræt af bars og guldbrasen. I løbet af 1990'erne breder dette opdræt sig i hele Middelhavet og på De Kanariske Øer. Laks, bars og guldbrasen er den dag i dag spydspidserne i europæisk havbrug med en kvalitativ diversificering, der modsvarer segmenteringen af markedet. Men der dukker efterhånden også andre arter op i burene som f.eks. almindelig ørnefisk i syd og torsk i nord.

I 1990'erne og 2000'erne udvikler der sig en anden form for intensivt havbrug: opdræt af fladfisk. De flydende bure egner sig ikke til disse fisk, som lever på sandbunden. Man bruger derfor bassiner på land, der forsynes med havvand, til opdræt af pighvar i Galicien. Men de teknologiske fremskridt med recirkulation åbner nye perspektiver for havbrug på land. Man eksperimenterer med nye arter som almindelig tunge, der opdrættes i stablede, flade kasser. Desuden kan man takket være muligheden for at kontrollere vandparametrene, navnlig temperaturen, sætte sig ud over det omskiftelige vejrlig. Opdræt af pighvar, bars og brasen bevæger sig derfor nordpå i Europa.

Men her i starten af det 21. århundrede tegner der sig en ny stor udfordring for akvakulturen. De europæiske kystområder er overbefolkede, og der er ikke plads til at udvide de områder, der anvendes til akvakultur. Derfor må havbrugene placeres væk fra kysten. Eller inde i landet takket være recirkulationsteknikken, hvilket dog har den ulempe, at kunstig genskabelse af havvand kræver investeringer. Eller til havs, langt fra de beskyttede områder langs kysten. Havbrug til havs er et nyt område, som den europæiske akvakultur er i færd med at udforske. De teknologiske udfordringer er imidlertid kolossale. Middelhavet er et af verdens dybeste have, og Nordøstatlanten er et af de mest stormomsuste og urolige havområder i verden. Der skal derfor udvikles nye systemer til at holde på fisken, f.eks. nedsænkelige bure, men ligeledes til fjernfodring og fjernovervågning.





Lakseproduktion i Irland. © Lionel Flageul

Fiskene holdes fanget i et stort, lommeformet net, der er forankret på bunden, og som trækkes op til overfladen ved hjælp af en rektangulær eller cirkelformet ramme, som oprindeligt var af bambus, men som nu laves af plastik. Her opfeder japanerne ravfisk og brasen. Idéen er blevet eksporteret til Europa, hvor man først anvendte flydende bure til opdræt af regnbueørred i det beskyttede farvand i de norske fjorde.

Men her i slutningen af 1960'erne kom burene som kaldet til forsøg med en ny art: atlanterhavslaksen. Klækkerierne har gennem flere år været færdigudviklede og har produceret store mængder lakseyngel eller »laksesmolt«, det vil sige ungfisk, der er i stand til at leve i havet. Derfra er der kun kort vej til at opfede disse laks i havet i flydende bure, indtil de når voksenstørrelse. Europæisk lakseopdræt bliver en af succeshistorierne i 1970'erne og 1980'erne. Laksen var sjælden i fri natur og blev derfor et virkeligt luksusprodukt. Den nye forsyning til en rimelig pris bliver en salgssucces uden fortilfælde, som sender havbrug op blandt fremtidens sektorer i Europa. Fjorde og bugter langs Nordsøen og på De Britiske Øers vestkyst fyldes af havbrug, især i Norge og Skotland.

Denne nordiske succes får også fans andre steder. Middelhavslandene studerer og indfører opdræt af bars og guldbrasen. I løbet af 1990'erne breder dette opdræt sig i hele Middelhavet og på De Kanariske Øer. Laks, bars og guldbrasen er den dag i dag spydspidserne i europæisk havbrug med en kvalitativ diversificering, der modsvarer segmenteringen af markedet. Men der dukker efterhånden også andre arter op i burene som f.eks. almindelig ørnefisk i syd og torsk i nord.

I 1990'erne og 2000'erne udvikler der sig en anden form for intensivt havbrug: opdræt af fladfisk. De flydende bure egner sig ikke til disse fisk, som lever på sandbunden. Man bruger derfor bassiner på land, der forsynes med havvand, til opdræt af pighvar i Galicien. Men de teknologiske fremskridt med recirkulation åbner nye perspektiver for havbrug på land. Man eksperimenterer med nye arter som almindelig tunge, der opdrættes i stablede, flade kasser. Desuden kan man takket være muligheden for at kontrollere vandparametrene, navnlig temperaturen, sætte sig ud over det omskiftelige vejrlig. Opdræt af pighvar, bars og brasen bevæger sig derfor nordpå i Europa.

Men her i starten af det 21. århundrede tegner der sig en ny stor udfordring for akvakulturen. De europæiske kystområder er overbefolkede, og der er ikke plads til at udvide de områder, der anvendes til akvakultur. Derfor må havbrugene placeres væk fra kysten. Eller inde i landet takket være recirkulationsteknikken, hvilket dog har den ulempe, at kunstig genskabelse af havvand kræver investeringer. Eller til havs, langt fra de beskyttede områder langs kysten. Havbrug til havs er et nyt område, som den europæiske akvakultur er i færd med at udforske. De teknologiske udfordringer er imidlertid kolossale. Middelhavet er et af verdens dybeste have, og Nordøstatlanten er et af de mest stormomsuste og urolige havområder i verden. Der skal derfor udvikles nye systemer til at holde på fisken, f.eks. nedsænkelige bure, men ligeledes til fjernfodring og fjernovervågning.