Sti

Anerkendelse af færdigheder og kvalifikationer

Hvad går det ud på?

Når studerende eller arbejdstagere skifter job eller studie, uanset om det er inden for deres eget land eller i udlandet, bør deres færdigheder og kvalifikationer anerkendes let og hurtigt. Det er afgørende for at hæve kvalifikationsniveauet og øge beskæftigelsesevnen.

EU har udviklet adskillige instrumenter til at støtte åbenheden og anerkendelsen af viden, færdigheder og kompetencer for at gøre det lettere at studere og arbejde andre steder i Europa.

Hvad er der gjort indtil videre?

Der er frem til nu lanceret en lang række initiativer med henblik på at skabe åbenhed og forenkle anerkendelsen af færdigheder og kvalifikationer på tværs af Europa. Disse omfatter:

  • Den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF): Hjælper med at sammenligne nationale kvalifikationssystemer og -rammer og deres niveauer for at gøre kvalifikationerne mere gennemskuelige og forståelige på tværs af forskellige lande og systemer i Europa.
  • Validering af ikkeformel og uformel læring er en måde at anerkende en enkeltpersons fulde viden, færdigheder og kompetencer på, uanset om de er erhvervet i eller uden for det formelle uddannelsessystem. Hvis disse læringserfaringer valideres (kortlægges, dokumenteres, vurderes og/eller certificeres), kan de blive mere synlige og anvendelige for videre studier eller arbejde. EU-landene opfordres til at etablere de nødvendige ordninger for validering inden 2018. Der udarbejdes i øjeblikket retningslinjer for gennemførelsen af sådanne ordninger i medlemslandene. En europæisk fortegnelse, som opdateres jævnligt , giver et overblik over god praksis inden for validering.
  • Europass: En samling af fem standardiserede dokumenter og et kvalifikationspas, som er frit tilgængeligt på 26 sprog, og som giver brugeren mulighed for at præsentere sine færdigheder, kvalifikationer og erfaringer i hele Europa.
  • Meritsystemer: ECTS for videregående uddannelser og ECVET for erhvervsuddannelser.
  • Kvalitetssikringsordninger for videregående uddannelser og erhvervsuddannelser.
Offentlig høring

Europa-Kommissionen gennemførte fra 17. december 2013 til 15. april 2014 en onlineundersøgelse om "det europæiske område for færdigheder og kvalifikationer". Undersøgelsen indsamlede synspunkter om de hindringer, folk støder på i forbindelse med anerkendelse af kvalifikationer i Europa. Undersøgelsen viste, at der er stor opbakning til tiltag, som kan forenkle europæiske værktøjer til anerkendelse af færdigheder og kvalifikationer for at gøre dem mere sammenhængende og lettere at bruge og for at sikre, at der fokuseres mere på behovet blandt elever, studerende arbejdstagere og arbejdsgivere.

 

How can we help?