Sti

Den europæiske naboskabspolitik

Formålet med den europæiske naboskabspolitik (ENP) er at dele fordelene ved EU med nabolandene og dermed være med til at skabe større stabilitet, sikkerhed og velstand for alle.

Naboskabspolitikken skal forhindre, at der opstår nye skillelinjer mellem det udvidede EU og nabolandene. Desuden skal den give dem mulighed for at deltage i forskellige EU-aktiviteter gennem udvidet politisk, sikkerhedsmæssigt, økonomisk og kulturelt samarbejde.

Dette ambitiøse politiske initiativ, der blev lanceret i 2003, åbner mulighed for gradvis at bevæge sig ud over traditionelle handelsforbindelser og samarbejde i retning af en tættere integration mellem EU og nabolandene. På den økonomiske front tilbyder naboskabspolitikken nabolandene bedre præferencehandelsaftaler, en andel i EU's indre marked, bedre forbindelser til EU (f.eks. inden for energi, transport og telekommunikation), mulighed for at deltage i visse EU-programmer og mere økonomisk og teknisk bistand.

Fordele ved naboskabspolitikken

Naboskabspolitikken kan give betydelige økonomiske fordele. Bedre samordning med EU's lovgivning og regler, især på de områder, der er vigtige for bedre markedsadgang, vil føre til højere investeringer og vækst, navnlig hvis der samtidig sker en større liberalisering af handelen med serviceydelser og landbrugsprodukter.

I forhold til de nugældende rammeaftaler mellem EU og nabolandene vil naboskabspolitikken få en vigtigere rolle som katalysator for strukturreformer og en sund makroøkonomisk politik. De faktiske fremskridt vil dog fortsat afhænge af landenes vilje til at gennemføre interne reformer.

Hvis naboskabspolitikken skal blive en succes, skal de deltagende nabolande sørge for, at de tilsagn, de afgiver som led i politikken, stemmer overens med deres nationale udviklingsstrategier og svarer til deres institutionelle og tekniske formåen. Samtidig skal EU garantere et velfungerende indre marked.

Naboskabspolitikkens handlingsplaner

Handlingsplaner for EU's partnerlande udgør selve kernen i naboskabspolitikken. Disse handlingsplaner er politiske dokumenter, som fastsætter de strategiske målsætninger for samarbejdet mellem nabolandene og EU. De indeholder en udtømmende liste over aftalte prioriteter, der skal gennemføres af nabolandet og EU. Øget økonomisk vækst gennem bedre vilkår for vedvarende investeringer og produktivitetsvækst har høj prioritet. Andre vækstfremmende politiske målsætninger som led i handlingsplanerne:

  • at opnå og opretholde makroøkonomisk stabilitet gennem forsigtig penge- og finanspolitik
  • at udvikle rammerne for finansielle tjenesteydelser for at give bedre adgang til finansiering, forsikring og andre finansielle tjenesteydelser, der er vigtige for virksomheder
  • at fjerne administrative og lovgivningsmæssige hindringer for at oprette og udvikle virksomheder
  • at sikre ejendomsretten, håndhævelse af kontrakter og beskyttelse af investorer
  • at forbedre konkurrencepolitikken
  • at fortsætte liberaliseringen af handelen
  • at fjerne hindringer for kapitalbevægelser
  • at gennemføre institutionelle og juridiske reformer, herunder kapacitetudvidelser
  • at støtte forskning og udvikling og forbedre uddannelsernes kvalitet og
  • at bekæmpe korruption.

 

GD ECFIN bidrager til den europæiske naboskabspolitik ved:

  • at overvåge og analysere den økonomiske og finansielle udvikling i nabolandene og
  • at fungere som ordfører i den regelmæssige økonomiske dialog mellem EU og nabolandene.

 

Den europæiske naboskabspolitik blev første gang beskrevet i en meddelelse fra Kommissionen i marts 2003 om "det bredere europæiske naboskab", der blev fulgt op af et mere detaljeret strategidokument i maj 2004, der skitserer, hvordan EU vil arbejde tættere sammen med disse lande. I sin gennemførelsesrapport fra december 2006 fremsatte Kommissionen desuden forslag til, hvordan politikken kunne styrkes.

Den europæiske naboskabspolitik vedrører EU's nærmeste naboer (land- eller søgrænser) – Algeriet, Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Egypten, Georgien, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Moldova, Marokko, Den Palæstinensiske Myndighed, Syrien, Tunesien og Ukraine. Rusland er også et naboland, men forbindelserne mellem EU og Rusland er dækket af et særskilt strategisk partnerskab.