Sti

Økonomiske aspekter af EU's udviklingspolitik

EU er verdens største donor af udviklingsbistand og har besluttet at øge bistanden yderligere. Bistand alene er imidlertid ikke nok til at mindske fattigdommen vedvarende. Der skal indføres politikker for at afhjælpe mangler med hensyn til styreformer, handel og geografi og for at udnytte mulighederne som følge af globaliseringen bedst muligt.

Som verdens største donor af officiel udviklingsbistand er EU toneangivende i debatten om finansiering af udvikling. EU har afgivet tilsagn om at nå op på en officiel udviklingsbistand på 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) inden 2015. Der er aftalt to kollektive delmål, nemlig 0,39 % i 2006 og 0,56 % i 2010. I 2006 satte EU rekord med et beløb på næsten 48 mia. EUR, selv om bidragene varierer fra land til land (se diagrammet). De frontløbere, der sikrer EU's succes, er de ni medlemslande, der enten har nået målet på 0,7 % eller besluttet at nå det inden 2015. De ti lande, der blev optaget i EU i 2004, havde et meget lavt udgangspunkt, men har fordoblet deres udviklingsbistand siden tiltrædelsen og dermed vist deres engagement.


Officiel udviklingsbistand i % af BNI, 2006

Source: OECD/DAC and European Commissio


I de senere år har EU-landene indført en række nye måder at finansiere udvikling på for at få en mere pålidelig finansiering. Frankrig og Storbritannien giver tilsammen årlige indtægter på omkring 200 mio. EUR fra en afgift på flybilletter til en international ordning til finansiering af lægemidler, International Drug Purchasing Facility (UNITAID). Storbritannien, Frankrig, Italien, Spanien og Sverige indsamlede (sammen med Norge) den første millard dollars på kapitalmarkederne til Den Internationale Finansieringsfacilitet for Immunisering (IFFIm) til vaccinering af børn. Storbritannien og Italien lancerede (sammen med Canada, Norge, Rusland og Bill & Melinda Gates Foundation) det første forudgående markedsengagement for vacciner (AMC) for at fremskynde udviklingen og markedsføringen af en ny vaccine mod pneumokokinfektion i udviklingslande.


Gældssanering

EU og medlemslandene deltager i gældslettelsesinitiativet for dybt forgældede fattige lande (HIPC). Det overordnede mål med initiativet er at få landenes gældsbyrde ned på et bæredygtigt niveau under forudsætning af tilfredsstillende politiske resultater. Dermed sikrer man, at tilpasnings- og reformbestræbelserne ikke trues af fortsat tunge gælds- og gældsbetjeningsbyrder. Selv om HIPC-initiativet sluttede i 2006, kan lande, der var støtteberettigede inden da, stadig nyde godt af det. EU har ydet et bidrag på 1,6 mia. EUR til HIPC-initiativet. EU-landene deltog også i det multilaterale gældslettelsesinitiativ (MDRI), som eftergav de støtteberettigede HIPC-landes gæld til Verdensbanken, IMF og Den Afrikanske Udviklingsbank.


Globalisering og udvikling

Udviklingslandene har deltaget i globaliseringen i forskellig udstrækning. Asien og Latinamerika har øget deres andele af verdenshandelen og kapitalbevægelserne markant siden 1980, mens de afrikanske lande syd for Sahara har mistet andele. Toldbarriererne i udviklingslandene er sænket, selv om der fortsat er høje ikke-toldmæssige barrierer. De udenlandske direkte investeringer er stadig koncentreret om blot nogle få nye vækstmarkeder, især i Østasien og Latinamerika. Overførsler fra emigranter og udviklingsbistand er vigtige kilder til ekstern finansiering i mange udviklingslande, mens de udgående pengestrømme til gældsbetjening er faldet. Flere og flere af disse bevægelser sker nu i form af syd-syd-strømninger.


For en effektiv handel

Den empiriske litteratur, der er anmeldt i European Economy Review 2005, støtter generelt den opfattelse, at globaliseringen vil føre til højere vækst. Den viser dog også, at handel er en forudsætning for vækst og udvikling, men at handel ikke er nok i sig selv. Økonomi-, arbejdsmarkeds- og socialpolitikken, institutioner og geografiske forhold samt offentlige og private investeringer er også vigtige faktorer, der afgør, om lande er i stand til at udnytte deres handelsmuligheder fuldt ud. Derfor lægger EU stor vægt på, at de lande, der modtager bistand fra EU, har ordentlige udviklingsplaner og forbedrer deres institutioner og ledelsessystemer. Eksperter i Kommissionens forskellige afdelinger og delegationer bidrager til at fastlægge og gennemføre landestrategier og regionale strategier for EU's bistand, men respekterer landenes ejerskab.

Flere værktøjer

  • Printversion 
  • Mindre tekst 
  • Større tekst