Sti

Euroen

Euroen er den fælles valuta for de (i øjeblikket) 17 EU-lande, der tilsammen udgør euroområdet. Euroens indførelse i 1999 var et stort skridt i EU-samarbejdet. Det er også en af de største succeser: Omkring 330 millioner borgere i EU har euroen som valuta i dag – med de fordele, det giver, og som vil vinde endnu større udbredelse, efterhånden som euroen bliver indført i andre lande.

Da euroen blev indført den 1. januar 1999, blev den ny officiel valuta i 11 EU-lande. Den erstattede de tidligere nationale valutaer – f.eks. D-marken og den franske franc – i to etaper. Først eksisterede den kun som elektronisk valuta (kontopenge) til ikke-kontante betalinger og regnskabsformål, og de nationale valutaer, der blev betragtet som "underenheder" af euroen, blev fortsat brugt til at betale kontant. Derefter blev den indført som fysisk betalingsmiddel – sedler og mønter – den 1. januar 2002.

Det er ikke alle EU-lande, der har euroen som valuta. To lande – Danmark og Det Forenede Kongerige – forhandlede sig frem til en undtagelsesklausul i traktaten, der indebærer, at de ikke deltager. De øvrige lande – mange af de nye EU-lande plus Sverige – opfylder endnu ikke betingelserne for at deltage. Når de gør det, udskifter de deres nationale valuta med euroen.


HVILKE LANDE HAR INDFØRT EUROEN – OG HVORNÅR?



Euroen og ØMU'en


Alle EU-landene deltager i Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en), der kan beskrives som høj økonomisk integration i et indre marked. Det indebærer en tæt koordinering af den økonomiske politik og finanspolitikken og – for de lande, der opfylder bestemte betingelser – en fælles pengepolitik og en fælles valuta, euroen.

Udviklingen mod økonomisk og monetær integration i EU forløber parallelt med EU's egen historie. Da EU blev oprettet i 1957, koncentrerede landene sig om at opbygge et "fællesmarked". Som tiden gik, blev det dog klart, at det var hensigtsmæssigt med et tættere økonomisk og monetært samarbejde, så det indre marked kunne udvikle sig yderligere. Men målet om en fuldt gennemført ØMU og en fælles valuta blev først traktatfæstet med Maastricht-traktaten (EU-traktaten) i 1992, som fastsatte de grundlæggende regler. Reglerne bestemmer, hvad der er målet med ØMU'en, hvem der har ansvaret for hvad, og hvilke betingelser et land skal opfylde for at indføre euroen. Disse betingelser kaldes "konvergenskriterierne" (eller "Maastricht-kriterierne") og omfatter bl.a. en lav og stabil inflation, en stabil valutakurs og sunde offentlige finanser.

Hvem forvalter den?


Da euroen blev indført, blev pengepolitikken et anliggende for Den Europæiske Centralbank (ECB), der er helt uafhængig, og som blev oprettet specielt til formålet, og de nationale centralbanker i de lande, der har indført euroen. De udgør tilsammen eurosystemet.

Finanspolitikken (skatter og offentlige udgifter) afgøres stadig af de enkelte landes regeringer, men de har forpligtet sig til at overholde et sæt fælles aftalte regler for de offentlige finanser – den såkaldte stabilitets- og vækstpagt. Landene har også stadig det fulde ansvar for deres egne strukturpolitikker (arbejdsmarked, pensioner og kapitalmarkeder), som de dog har besluttet at koordinere af hensyn til det fælles mål – stabilitet, vækst og beskæftigelse.

Hvem bruger den?


Euroen er valuta for de 330 millioner mennesker, der bor i de 17 lande i euroområdet. Den bruges også – enten formelt som lovligt betalingsmiddel eller af praktiske årsager – i en stribe andre lande, bl.a. nabolande og tidligere kolonier.

Det er derfor ikke overraskende, at euroen hurtigt er blevet den næstvigtigste internationale valuta efter dollaren – og endda har overhalet dollaren på visse punkter (f.eks. værdien af sedler og mønter i omløb).

Hvorfor euroen?


En fælles valuta gør det ikke kun lettere at rejse, men giver også store økonomiske og politiske fordele. De rammer, euroen administreres inden for, gør den til en stabil valuta med lav inflation og lav rente og virker befordrende for sunde offentlige finanser. En fælles valuta er også et logisk supplement til det indre marked, som dermed bliver mere effektivt. En fælles valuta betyder, at det er lettere at sammenligne priser, at man ikke skal betale vekselgebyr, at motoren i europæisk økonomi bliver smurt, at det bliver nemmere at handle med andre lande, og at EU får større indflydelse i verden. I kraft af sin størrelse og styrke er euroområdet også bedre rustet mod økonomiske påvirkninger udefra, f.eks. uventede olieprisstigninger eller uro på valutamarkederne.

Sidst, men ikke mindst, giver euroen borgerne i EU et håndgribeligt symbol på deres europæiske identitet, som de har al mulig grund til at være stolt over, efterhånden som euroområdet vokser og mangedobler fordelene for de nuværende og kommende medlemmer.


Flere værktøjer

  • Printversion 
  • Mindre tekst 
  • Større tekst