Sti

Den Økonomiske og Monetære Union

Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) udgør et vigtigt skridt i integrationen af økonomierne i EU. Den indebærer en tæt koordinering af den økonomiske politik og finanspolitikken, en fælles pengepolitik og en fælles valuta, euroen. Mens alle 28 EU-lande deltager i Den Økonomiske Union, er nogle lande gået et skridt videre i integrationen og har indført euroen. Tilsammen udgør disse lande euroområdet.

Beslutningen om at danne en Økonomisk og Monetær Union blev truffet på EU-topmødet i den hollandske by Maastricht i december 1991 og blev senere indarbejdet i traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten). Den Økonomiske og Monetære Union markerer endnu et skridt i den økonomiske integrationsproces i EU, der startede i 1957, hvor grunden til EU blev lagt. Økonomisk integration indebærer fordele i form af størrelse, intern effektivitet og robusthed både for EU's økonomi som helhed og for de enkelte landes økonomier . Det skaber igen muligheder for økonomisk stabilitet, højere vækst og mere beskæftigelse – som alt sammen er til direkte fordel for borgerne i EU. I praksis betyder ØMU'en:

  • Koordination af landenes økonomiske politik.
  • Koordination af finanspolitikken, især ved at lægge loft over den offentlige gæld og det offentlige underskud.
  • En uafhængig pengepolitik, som fastlægges af Den Europæiske Centralbank (ECB).
  • Den fælles valuta og euroområdet.

Økonomisk styring under ØMU'en

Ingen enkelt institution i ØMU'en er ansvarlig for den økonomiske politik. Ansvaret er i stedet delt mellem medlemslandene og EU-institutionerne. Hovedaktørerne i ØMU'en er:

  • Det Europæiske Råd – som fastsætter de overordnede politiske retningslinjer.
  • Rådet for Den Europæiske Union ("Rådet") – som koordinerer EU's økonomiske politik og afgør, om et medlemsland kan indføre euroen.
  • "Eurogruppen" – som koordinerer politikker af fælles interesse for medlemslandene i euroområdet.
  • Medlemslandene – som fastlægger deres nationale budgetter inden for aftalte grænser for underskud og gæld og deres egen strukturpolitik for arbejdsmarkedet, pensioner og kapitalmarkederne
  • Europa-Kommissionen – som overvåger resultater og overholdelse af reglerne.
  • Den Europæiske Centralbank (ECB) – som fastlægger pengepolitikken med prisstabilitet som sit overordnede mål.
  • Europa-Parlamentet - der deler arbejdet med udarbejdelse af forslag til lovgivning med Rådet og står for den demokratiske kontrol med den økonomiske styring, især gennem den nye økonomiske dialog.

Hvad betyder "økonomisk integration"?

Generelt er Økonomisk og Monetær Union et fremskredent skridt i den økonomiske integrationsproces. Økonomisk integration kan opdeles i seks trin:

  1. Præferencehandelsområde (med lavere told mellem bestemte lande).
  2. Frihandelsområde (uden intern told mellem de deltagende lande for nogle eller alle varer).
  3. Toldunion (med fælles ekstern told for tredjelande og en fælles handelspolitik).
  4. Indre marked (med fælles produktbestemmelser og fri bevægelighed for varer, kapital, arbejdskraft og tjenesteydelser).
  5. Økonomisk og monetær union (et indre marked med fælles valuta og pengepolitik).
  6. Fuldstændig økonomisk integration (alt det ovennævnte plus harmoniseret finanspolitik og andre former for økonomisk politik).

Da grunden til EU blev lagt med oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1958, var målet at opbygge en toldunion og et fælles marked for landbrugsvarer. Derefter blev det begrænsede fælles marked udvidet til også at omfatte varer og tjenesteydelser på det indre marked, som i det store og hele var gennemført i 1993. I dag har EU nået det femte trin i udviklingen. Den gradvise økonomiske integration begyndte ikke med beslutningen om at indføre euroen. Det er en lang proces, som udgør en del af EU's historie, og er en af EU's største bedrifter.

Flere værktøjer

  • Printversion 
  • Mindre tekst 
  • Større tekst