Sti

Den Økonomiske og Monetære Union

Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) er et stort fremskridt i integrationen af økonomierne i EU. Den indebærer en tæt koordinering af den økonomiske politik og finanspolitikken, en fælles pengepolitik og en fælles valuta, euroen. Mens alle 28 EU-lande deltager i Den Økonomiske Union, er nogle lande gået et skridt videre med integrationen og har indført euroen. Tilsammen udgør disse lande euroområdet.

Efter finanskrisen ramte, har EU taget hidtil usete initiativer til at forbedre rammerne for den økonomiske styring i ØMU'en (f.eks. styrkelse af stabilitets- og vækstpagten og indførelse af nye mekanismer til at forebygge ubalancer og sikre en bedre samordning af de økonomiske politikker).

Milepæle i udviklingen af den økonomiske styring i EU

Samtidig skal disse nødforanstaltninger konsolideres og færdigøres på lang sigt for at undgå, at en ny krise kan påvirke ØMU'en så voldsomt. Derfor har formændene for fire af EU's institutioner – Kommissionen, Parlamentet, Den Europæiske Centralbank og Det Europæiske Råd (som formand for eurotopmødet) samt formanden for Eurogruppen – i "de fem formænds rapport" fremlagt en køreplan for en dybere ØMU i to faser, som starter i 2015, og som skal være færdiggjort senest i 2025.

  • Fase 1 eller "uddybning gennem handling" (1. juli 2015-30. juni 2017): Målet med denne fase er at benytte eksisterende instrumenter og de nuværende traktater til at fremme konkurrenceevne og strukturel konvergens, at nå frem til ansvarlige finanspolitikker på nationalt plan og i euroområdet, at fuldføre den finansielle union og fremme demokratisk ansvarlighed.
  • Fase 2 eller "fuldførelse af ØMU'en” (senest 2025): Der vil blive iværksat mere vidtrækkende tiltag for at gøre konvergensprocessen mere bindende, f.eks. gennem en række benchmarks for konvergens, der er aftalt i fællesskab, og som er juridisk bindende, samt en finansforvaltning for euroområdet.

I oktober 2015 begyndte Kommissionen at gennemføre "de fem formænds rapport" ved at vedtage en pakke med foranstaltninger. Flere oplysninger, herunder den fuldstændige rapport, er tilgængelige på Kommissionens website om de 10 prioriteter: En dybere og mere retfærdig Økonomisk og Monetær Union

Høring af EU-landene

Som opfølgning på pakken har Kommissionen lanceret en høring af interessenter i hele EU. Der blev stablet over 60 arrangementer på benene i EU-landene for at diskutere, hvad en dybere ØMU betyder.

Beslutningen om at danne en Økonomisk og Monetær Union blev truffet af Det Europæiske Råd i den hollandske by Maastricht i december 1991 og blev senere indarbejdet i traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten). Den Økonomiske og Monetære Union markerer endnu et skridt i retning af den økonomiske integrationsproces i EU, der startede i 1957, hvor grunden til EU blev lagt. Økonomisk integration indebærer fordele i form af størrelse, intern effektivitet og robusthed både for EU's økonomi som helhed og for de enkelte landes økonomier. Det skaber igen muligheder for økonomisk stabilitet, højere vækst og mere beskæftigelse – som alt sammen er til direkte fordel for borgerne i EU. I praksis betyder ØMU'en:

  • Koordination af landenes økonomiske politik.
  • Koordination af finanspolitikken, især ved at lægge loft over den offentlige gæld og det offentlige underskud.
  • En uafhængig pengepolitik, som fastlægges af Den Europæiske Centralbank (ECB)
  • Fælles regler for og tilsyn med de finansielle institutioner i euroområdet
  • Den fælles valuta og euroområdet.

Økonomisk styring under ØMU'en

Der findes ikke én enkelt institution, der har ansvaret for den økonomiske politik i ØMU'en. Ansvaret er i stedet delt mellem medlemslandene og EU-institutionerne. Hovedaktørerne i ØMU'en er:

  • Det Europæiske Råd – som fastsætter de overordnede politiske retningslinjer.
  • Rådet for Den Europæiske Union ("Rådet") – som koordinerer EU's økonomiske politik og afgør, om et medlemsland kan indføre euroen.
  • "Eurogruppen" – som koordinerer politikker af fælles interesse for medlemslandene i euroområdet.
  • Medlemslandene – som fastlægger deres nationale budgetter inden for aftalte grænser for underskud og gæld og deres egen strukturpolitik for arbejdsmarkedet, pensioner og kapitalmarkederne
  • Europa-Kommissionen – som overvåger resultater og overholdelse af reglerne.
  • Den Europæiske Centralbank (ECB) – som fastsætter penge- og valutapolitik med prisstabilitet som det primære mål og fungerer som central tilsynsmyndighed for finansielle institutioner i euroområdet.
  • Europa-Parlamentet – som deler arbejdet med udarbejdelse af forslag til lovgivning med Rådet og står for den demokratiske kontrol med den økonomiske styring, især gennem den nye økonomiske dialog.