Sti

Eurosedler og mønter

Indførelsen af euroen – først som "kontopenge" i 1999 og senere som håndgribelige sedler og mønter i 2002 – er en af EU's største bedrifter. Eurosedler og –mønter er nu en fast del af folks tilværelse og en kendsgerning i handelen.


Der gik år med at planlægge og forberede designet af euroen for at finde en god balance mellem æstetik, praktiske hensyn og sikkerhedstræk. Resultatet blev de syv sedler og otte mønter, der var klar til lanceringen i januar 2002.

Sedlerne er ens i alle lande i euroområdet. Mønterne har et fælles motiv på den ene side og et motiv fra det enkelte land på den anden.

Den Europæiske Centralbank (ECB) kan som den eneste give de nationale centralbanker i euroområdet tilladelse til at udstede eurosedler. Ansvaret for at producere dem og sætte dem i omløb deles af de nationale centralbanker. Mønterne udstedes af de EU-lande, der er med i euroområdet. Mængderne godkendes hvert år af ECB, og produktionen overlades til de nationale møntanstalter.

Græsk og latinsk inspiration


Som alle andre valutaer har euroen et navn og et symbol:

  • Navnet – euro – blev valgt af Det Europæiske Råd i Madrid i 1995 som led i forberedelserne af den fælles valuta.
  • Eurosymbolet – € – er inspireret af det græske bogstav epsilon (Є). Det står også for det første bogstav i ordet "Europa" i det latinske alfabet, mens de to parallelle linjer gennem symbolet er et tegn på stabilitet. Europa-Kommissionen afholdt en intern konkurrence for at finde frem til eurosymbolet. Omkring 30 forslag blev vurderet – ti af dem blev testet på befolkningen – og det endelige design blev valgt af den daværende formand for Kommissionen, Jacques Santer, og kommissær Yves Thibault de Silguy i 1995 blandt to forslag, der var blevet indstillet.

Alle former og størrelser


Eurosedlernes forskellige størrelser og kontrasterende farver og reliefmønstre hjælper folk – herunder blinde og svagtseende – med at genkende sedlerne. Sedlerne findes med den pålydende værdi 5, 10, 20, 50, 100, 200 og 500 euro. Sedlerne har en række sikkerhedstræk, f.eks. vandmærke, sikkerhedstråd og hologram, der skal afskrække falskmøntnere og gøre det lettere at genkende en ægte pengeseddel.

Der blev desuden udviklet avancerede tekniske specifikationer for mønterne. Derfor er det ekstremt vanskeligt at lave ulovlige efterligninger af især 1- og 2-euromønterne. De otte forskellige mønter varierer i størrelse, farve og tykkelse afhængigt af deres pålydende værdi, der spænder fra 1, 2, 5, 10, 20 og 50 cent til 1 og 2 euro.