Repræsentationen i Danmark

Bøde på tæt ved 6 mia. kr. for priskartel til SAS og 10 andre...

Kommissionen har vedtaget en ny afgørelse i en kartelsag rettet mod 11 luftfragtselskaber og pålagt en bøde på i alt 776 465 000 EUR for at deltage i et priskartel. ½ mia. i bøde til SAS alene.

17/03/2017

Kommissionens oprindelige afgørelse blev annulleret af Retten på grund af procedurefejl.

Baggrund:


I november 2010 pålagde Kommissionen 11 luftfragtselskaber bøder for næsten 800 mio. EUR for deltagelse i et priskartel fra december 1999 til februar 2006 på markedet for luftfragttjenester fra, til og indenfor Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Kartelaftalerne kom i stand gennem adskillige kontakter mellem luftfartsselskaberne på både bilateralt og multilateralt plan for at fastsætte niveauet for brændstof- og sikkerhedstillæg.

De virksomheder, der blev pålagt bøder i 2010, var Air Canada, Air France-KLM, British Airways, Cargolux, Cathay Pacific Airways, Japan Airlines, LAN Chile, Martinair, Qantas, SAS og Singapore Airlines. Et 12. kartelmedlem, Lufthansa, og dets datterselskab, Swiss International Air Lines, blev helt fritaget fra bøde.

Alle undtagen én af de virksomheder (Qantas), der var genstand for afgørelsen fra 2010, anfægtede afgørelsen ved EU-Retten. I december 2015 annullerede Retten Kommissionens afgørelse rettet mod de 11 karteldeltagere, som havde appelleret sagen, og fastslog, at der var sket en procedurefejl. Retten tog imidlertid ikke stilling til, om der fandtes et kartel.

Kommissionen fastholder, at disse luftfragtselskaber deltog i et priskartel og har vedtaget en ny afgørelse med samme bøder. I den nye afgørelse er de procedurefejl, som Retten konstaterede, blevet rettet, men afgørelsen er i øvrigt identisk med hensyn til den konkurrencebegrænsende adfærd, som Kommissionen slog ned på. Med afgørelsen slås det fast, at Kommissionen ikke vil lade karteller forblive ustraffede. Karteller er ulovlige og årsag til tab for forbrugere og virksomheder.

Proceduremæssig baggrund

Undersøgelsen blev indledt som følge af en anmodning om bødefritagelse, som Lufthansa indgav i december 2005. I februar 2006 foretog Kommissionen uanmeldte kontrolbesøg hos en række udbydere af luftfragttjenester. I november 2010 vedtog Kommissionen en afgørelse rettet mod 12 luftfragtselskaber og pålagde bøder på i alt 799 445 000 EUR.

Alle luftfartsselskaber undtagen Qantas anfægtede Kommissionens afgørelse fra 2010 ved EU-Retten. Da Qantas ikke anfægtede afgørelsen fra 2010, blev den endelig for denne virksomhed.

I december 2015 annullerede Retten Kommissionens afgørelse fra 2010, efter at have konstateret en afvigelse mellem begrundelsen i og den dispositive del af afgørelsen. I begrundelsen for afgørelsen blev overtrædelsen beskrevet som en enkelt og vedvarende overtrædelse, der omfattede alle adressaterne. Af visse artikler i den dispositive del af afgørelsen fremgik det imidlertid, at der var tale om fire særskilte overtrædelser, og at kun nogle af adressaterne deltog i alle fire.

I Kommissionens afgørelse fra marts 2017 imødekommes Rettens konklusioner ved at bringe den dispositive del i overensstemmelse med begrundelsen.