Sti

Pengene
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

Hvordan bliver pengene fordelt?
Førtiltrædelsesstøtten til de kommende medlemslande bliver primært fordelt via forskellige programmer og støtteordninger - Phare-programmet, Sapard og Ispa. Alle tre programmer er en del af EU's samlede budget for udvidelsen.

Under Phare-programmet er der siden 1989 givet økonomisk støtte til kandidatlandene i Central- og Østeuropa. Budgettet er i øjeblikket på godt 11 milliarder kroner (1,5 milliarder euro) om året. Formålet med programmet er at hjælpe kandidatlandene med at gennemføre EU's lovgivning. Det foregår blandt andet på den måde, at EU og medlemslandene stiller deres embedsmænd fra de forskellige ministerier, erhvervsorganisationer og andre offentlige kontorer til rådighed, så de kan undervise og rådgive embedsmændene i kandidatlandene. I forlængelse af det kan kandidatlandene få økonomisk støtte til at føre det, de lærer, ud i livet. Det vil sige til at opbygge de systemer og institutioner, som er nødvendige for, at kandidatlandene overhovedet kan leve op til EU's krav.

Sapard-programmet skal hjælpe til at udvikle landbruget og landdistrikterne i kandidatlandene. Budgettet er på omkring 3,7 milliarder kroner (500 millioner euro) om året. De penge bliver blandt andet brugt til at hjælpe de landdistrikter, som har svært ved at klare sig, for eksempel fordi de unge flytter fra landet til byerne. Eller fordi der på grund af beliggenheden ikke er mulighed for at etablere virksomheder, som kan tiltrække arbejdskraft eller investeringer.

Støtten fra Sapard bliver givet dels til projekter, som skal udvikle landbruget, dels til at udvikle virksomheder og skabe arbejdspladser, så der er arbejde til de mennesker, der bor i landdistrikterne.

Under Ispa deles pengene ligeligt mellem miljø- og transportsektoren. Det vil sige, at de 7,5 milliarder kroner (1 milliard euro), der er sat af på Ispas budget hvert år indtil 2006, bliver brugt til projekter, som både forbedrer miljøet og udvikler transportsektoren. Det kan for eksempel være gennem investeringer i miljøvenlige transportformer som tog- eller skibsfragt. Støtten kan også være målrettet direkte mod miljøet og for eksempel gå til behandling af spildevand eller affald. Eller mod transportsektoren til vedligeholdelse af eksisterende eller bygning af nye vejnet.

Fælles for alle tre programmer er, at kandidatlandene selv skal betale en del af projektet for overhovedet at kunne få del i støtten.

Under de tre programmer er der blandt andet givet penge til at uddanne tolderne i Tallinns havn i Estland, så ekspeditionen og kontrollen kunne blive hurtigere og bedre. Der er givet penge til at støtte kvinderne i erhvervslivet i landdistrikterne i Litauen for at mindske arbejdsløsheden og skabe kontakter og uddannelsesmuligheder for kvinderne. Der er også givet penge til at etablere et
varslingssystem langs Donaufloden, så forureningsbekæmpelsen kan blive koordineret mellem de 12 lande, som floden løber igennem. Og der er blevet givet penge til at forbedre flysikkerheden i luften gennem uddannelsesprojekter rettet mod besætninger, ledere og myndigheder i kandidatlandene.

Derudover er der mellem 2000 og 2004 afsat omkring 705 millioner kroner (95 millioner euro) i såkaldt førtiltrædelsesbistand til Cypern og Malta. Grunden til, at de to lande får deres egen pulje, er blandt andet, at de ikke står over for de samme problemer som de øvrige kandidatlande og derfor heller ikke kan behandles helt på samme måde.

Hvad sker der så med støtten fra EU?
EU-støtte bliver primært udbetalt til de fattigste regioner i Unionen. Med udvidelsen vil forskellen mellem indkomsterne i de fattigste og de rigeste lande og regioner blive mere end dobbelt så stor, som den er nu. Derfor frygter nogle af de nuværende medlemslande, at de vil miste penge til fordel for de nye medlemmer.

Det har dog aldrig været meningen med EU's støtteordninger, at et land skulle modtage støtte i al evighed. Formålet med EU's forskellige støtteordninger er at hjælpe landene op på et niveau, der svarer til de øvrige medlemslandes. Det vil sige, at jo mere de fattigste medlemslande udvikler sig, og jo rigere de bliver, jo mindre støtte skal de have.

Derfor er det også bedre at se på udgifterne til udvidelsen som nogle penge, man investerer, i stedet for som en sur pligt. Ligesom da man via støtteordningerne investerede i Irland, Grækenland, Spanien og Portugal, da de blev medlemmer af EU. Deres økonomiske udvikling, som blandt andet blev hjulpet på vej af EU's støtteordninger, har været til gavn for hele Unionen. Sådan vil det også være med de central- og østeuropæiske lande.

Hver gang EU er blevet udvidet med flere lande, så har det samtidig gjort de økonomiske skævheder mellem regionerne mindre - uanset om de nye medlemslande var rige eller fattige. Mellem 1950 og 1990 blev den økonomiske forskel mellem EU-landene reduceret med to tredjedele. Det vil sige, at forskellen mellem de rige og de fattige lande i EU ikke længere er så stor, som den var tidligere.

Udvidelsen er altså umiddelbart en god investering - både for nye og gamle medlemmer af EU. Alligevel er der ingen tvivl om, at EU's budget i fremtiden skal skrues sammen på en ny måde, hvis det skal kunne hænge sammen.

Hvis man vil danne sig et billede af, om udvidelsen overhovedet kan "betale" sig, så vil det til enhver tid være alt for snæversynet kun at se på de budgetterede og umiddelbart synlige udgifter. Der er ingen tvivl om, at der vil være en utrolig økonomisk gevinst ved udvidelsen, som ikke er til at måle lige med det samme.

For eksempel vil markedet vokse fra 375 millioner forbrugere til 500 millioner. Udvidelsen vil også skabe stabilitet og sikkerhed i vores del af verden. Vi skal altså ikke bruge penge på at bekæmpe kriser eller føre krige i vores eget nærområde. Og endelig vil det altid være sådan, at flere vil have lyst til at investere deres penge i en fredelig del af verden end i et område med konflikter og økonomisk usikkerhed.

Seneste

Flere
Seneste opdatering: 30/10/2010  |Til toppen