Sti

Kriterier
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

Publikationen er udgået - Arkiv - siden bliver ikke opdateret!

Hvem kommer ikke med i denne omgang?
Rumænien, Bulgarien og Tyrkiet er de tre lande, som endnu ikke er blevet tilbudt medlemskab af EU. Det skyldes, at de endnu ikke lever op til EU's krav for optagelse, de såkaldte Københavnskriterier.

I forhold til Rumænien og Bulgarien, så er målet, at de bliver fuldgyldige medlemmer af EU i løbet af 2007. Det kræver dog, at de to lande opfylder EU's kriterier. Indtil da fortsætter optagelsesforhandlingerne med landene som hidtil, hvor landene bliver vurderet på grundlag af egne resultater. EU vil dog yde mere støtte til landene i deres bestræbelser på at opnå medlemskab. Det er specielt på det retslige og administrative område, at både Rumænien og Bulgarien skal gøre store fremskridt.

Tyrkiets kommende medlemskab af EU afhænger i høj grad af det kommende års fremskridt. Selvom Tyrkiet har taget vigtige skridt i retningen mod opfyldelse af Københavnskriterierne, så afhænger eventuelle optagelsesforhandlinger af resultaterne af en rapport og en henstilling fra Europa-Kommissionen, som EU's stats- og regeringschefer skal tage stilling til i december 2004. Hvis Rådet beslutter, at Tyrkiet opfylder Københavnskriterierne, vil EU snarest muligt
herefter indlede optagelsesforhandlinger med landet.

For at hjælpe Tyrkiet på vej vil landet – på samme måde som det er tilfældet med Rumænien og Bulgarien – modtage ekstra økonomisk støtte både for at fremskynde optagelsen og for at sikre, at det ligesom Rumænien og Bulgarien fortsætter sit arbejde mod at skabe et demokratisk,
stabilt og fredeligt samfund.

Er de nye medlemslande overhovedet klar til at komme med?
For at blive medlem af EU skal man altså overholde de samme regler og leve op til de samme standarder som de øvrige medlemslande. Det vil for eksempel sige, at landene skal overholde de samme regler for, hvor meget spildevand der må lukkes ud i floder og have. De har fælles aftaler om, hvordan dyrene i naturen og i landbruget skal behandles. Landene har fælles aftaler om eksport af varer til andre lande. Og fælles aftaler om, hvordan miljøet og sikkerheden på arbejdspladserne skal være. Alle disse aftaler skal de nye medlemslande også overholde.

Det betyder, at de kommende medlemslande skal ændre meget med hensyn til både deres
økonomi og deres politiske og administrative systemer. De skal for eksempel opnå en vis økonomisk styrke, så de kan konkurrere på lige fod med de nuværende medlemslande. Der
må ikke være for stor forskel på rig og fattig i EU's medlemslande. Og kandidatlandene skal
sikre sig, at de er i stand til at tage konkurrencen op med de nuværende 15 medlemslande. Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at de nuværende medlemslande ved at optage de nye demokratier vil blive beriget både kulturelt, vidensmæssigt og med tiden også økonomisk.

Hvad er det for love og regler, som de nye medlemmer skal overholde?
Der er i alt 31 såkaldte forhandlingskapitler, som kandidatlandene skal leve op til for at blive medlem af EU - et kapitel kan for eksempel handle om miljø, et andet om landbrug og et tredje
om socialpolitik og beskæftigelse. Hvert kapitel beskriver, hvad der gælder af EU-lovgivning lige netop på det pågældende område. Når et land for eksempel har gennemført national lovgivning, der opfylder EU's miljøkrav, taler man om, at det pågældende kapitel er lukket.

Nogle krav er utroligt svære at opfylde inden for en bestemt periode - for eksempel hvad angår forbedring af miljøet. Derfor forhandler man i nogle tilfælde om overgangsordninger. Ordningerne giver landene mulighed for at blive medlem uden at opfylde alle kravene lige med det samme.
Men landene forpligter sig til at opfylde kravene inden for en bestemt tidsramme.

Det er fælles for alle 13 kandidatlande, at de bedømmes individuelt på deres egne kvaliteter. Selv når et kandidatland opfylder alle kriterierne, som det på nuværende tidspunkt er tilfældet med 10 af de 13 kandidatlande, er det stadig op til landet selv at beslutte – for eksempel ved en folkeafstemning - om landet ønsker at være med i EU. Det er forskelligt fra land til land, om et kommende medlemskab af EU afgøres ved en folkeafstemning eller ved afstemning i parlamentet.

Hvad koster det at få så mange nye lande med?
Der er mange udfordringer ved at skulle have så mange lande med i EU på en gang. En af de største udfordringer er at få udvidelsen til at hænge sammen økonomisk.

I 2003 er EU's samlede budget på godt 795 milliarder kroner (107 milliarder euro). Af det beløb bliver de 82 milliarder kroner (11 milliarder euro) brugt til udvidelsen. Det betyder, at næsten 11
procent af EU's samlede budget bliver brugt til udvidelsen. Dette tal stiger til omkring 16 procent
i 2006.

Det meste bliver finansieret ved, at hvert medlemsland betaler en slags kontingent, som beregnes ud fra landenes bruttonationalprodukt, BNP. Det vil sige landenes samlede produktion af varer og tjenesteydelser. Det betyder, at de rigeste lande betaler mest. Der er sat et loft over, hvor meget landene skal betale, og dermed over, hvor stort EU's budget kan blive. Loftet er på maksimalt 1,27 procent af EU's samlede bruttonationalprodukt.

De nye lande kommer i sagens natur også til at bidrage til budgettet, når de bliver medlemmer.

Alene i 2003 er der på EU's budget afsat omkring 60 milliarder kroner (8 milliarder euro) til den såkaldte førtiltrædelsesstøtte. Det er penge, der gives i støtte til de kommende medlemslande,
så de lettere og hurtigere kan leve op til EU's krav for medlemskab. Det beløb vil gradvist stige indtil 2006, hvor EU-udvidelsen ifølge planerne bliver dyrest. Dette vil svare til, at EU's nuværende udgifter stiger med en femtedel. En stigning, som EU's medlemslande efter al sandsynlighed ikke kommer til at mærke noget til. Den almindelige økonomiske udvikling i EU betyder nemlig, at
budgettet kan holdes inden for det nævnte loft på 1,27 procent.

EU's budget bliver planlagt for fem år ad gangen. Når EU's næste budgetperiode starter i 2006, vil der være flere medlemmer af EU. Derfor vil det sandsynligvis også blive sværere at opnå enighed om, hvad pengene skal bruges til, og hvordan de skal fordeles fra 2006 til 2010 - ganske enkelt fordi EU's budgetter, som reglerne er nu, kun kan vedtages med enstemmighed.

Københavnskriterierne
København har gennem udvidelsesprocessen spillet en central rolle i arbejdet med at få de nye lande med. Groft sagt kan man sige, at udvidelsesprocessen begyndte og for de fleste landes vedkommende også sluttede i København. Første gang København spillede en vigtig rolle i forhold til udvidelsen var i 1993, da Danmark havde formandskabet for EU. Under dansk formandskab fastsatte EU's stats- og regeringschefer Københavnskriterierne, som er de betingelser, et land skal opfylde for at blive fuldgyldigt medlem af EU.

At man lidt populært kan sige, at udvidelsesprocessen også sluttede i København, skyldes, at EU's stats- og regeringschefer på topmødet i København den 12. og 13. december 2002 i forbindelse med det danske EU-formandskab blev enige om at tilbyde 10 af de i alt 13 kandidatlande medlemskab af EU.

Københavnskriterierne indeholder både politiske og økonomiske betingelser for medlemskabet. Kriterierne er med til at sikre, at de nye medlemslande befinder sig på stort set samme niveau som de øvrige medlemslande.

Københavnskriterierne:
1. Landet skal have stabile institutioner (dvs. domstole, parlament og en offentlig administration), som garanterer demokratiet, retsstaten, menneskerettighederne og respekten for og beskyttelsen af mindretal.

2. Landet skal have en fungerende markedsøkonomi og evnen til at klare konkurrencepresset og de øvrige markedskræfter i Unionen.(Dvs. landene skal være i stand til at sælge deres varer og tjenester på nogenlunde samme niveau som resten af landene i EU. Alle skal kunne konkurrere på lige fod.)

3. Landet skal kunne leve op til de forpligtelser, der følger
med medlemskab. Det vil blandt andet sige, at landet skal
tilslutte sig Unionens politiske, økonomiske og monetære mål. (Monetære mål vil sige, at landene i EU samarbejder om
fælles økonomiske mål - bl.a. den fælles valuta, euroen.)

Seneste

Flere
Seneste opdatering: 31/10/2010  |Til toppen