Sti

Europa
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

Det nye Europa
I løbet af de kommende år får EU op til 13 nye medlemmer. De nye medlemslande er stort set alle lande, der før 1989 lå bag Berlinmuren i Østeuropa. Men da muren blev revet ned i 1989, fik østeuropæerne mulighed for at vende tilbage til et frit og demokratisk liv. Et liv, som de ældste i de pågældende lande stadig kunne huske, men som de unge kun havde hørt om.

Der gik ikke lang tid efter murens fald, før de første lande søgte om optagelse i EU. Der var mange i disse lande, der så et medlemskab af EU som en mulighed for at sikre, at det demokrati, de var i gang med at bygge op, kunne overleve og udvikle sig. De så også muligheden for at opnå hurtigere økonomisk vækst og øget stabilitet i deres samfund.

Hvorfor skal vi have flere med?
Den vigtigste grund til, at de nuværende medlemslande gerne vil åbne dørene for de nye demokratier i Østeuropa, er, at man vil bevare et demokratisk, økonomisk stabilt og fredeligt Europa.

Indtil videre må man sige, at det i det nuværende EU er lykkedes meget godt. De færreste har i årenes løb tænkt på krig eller ufred i vores del af Europa. De fleste tager demokratiet og dét, at alle har ret til at sige, hvad de mener, som en selvfølge. Desuden er alle landene i EU gennem årene blevet rigere og har dermed givet deres borgere en højere levestandard med tilstrækkeligt med fødevarer, social sikring, uddannelsesmuligheder, boliger, arbejde osv.

Hvordan var det nu, det hele startede?
Der var engang seks europæiske lande, der efter Anden Verdenskrig gik sammen i et fællesskab. Landene havde som deres fornemste mål at sikre, at Europa ikke igen skulle hærges af krige… Sådan kan man uden problemer begynde historien om EU og om, hvordan det hele startede i slutningen af 40'erne, da Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF, begyndte at tage form.

Med Anden Verdenskrig i frisk erindring blev det meget hurtigt klart, at Europa stod over for alvorlige problemer. Der skulle rettes op på de materielle skader efter krigen, men det skulle også forhindres, at det samme kunne ske en gang til. Man indså, at hvis problemerne skulle løses, var det nødvendigt at samarbejde på tværs af grænserne, frem for at hvert land sørgede for sig selv. Tanken var, at hvis landene samarbejdede og blev afhængige af hinanden både økonomisk og forsyningsmæssigt, så ville de ikke gå i krig mod hinanden.

I 1951 bar tankerne om et samarbejde på tværs af grænserne frugt: Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg underskrev traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF. Det udviklede sig til Det Europæiske Fællesskab, EF, og senere igen til
Den Europæiske Union, EU.

Hvem er det, der er medlemmer af EU i dag?
I dag er de seks EU-lande, der var med helt fra starten, blevet til 15, og i løbet af de næste år
bliver det til 25 - måske endda 28 medlemslande i EU.

De nuværende medlemslande er: Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien, Luxembourg,
Storbritannien, Irland, Danmark, Grækenland, Spanien, Portugal, Sverige, Finland og Østrig.

Hvem er det egentlig, der skal være med?
Bulgarien, Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Tyrkiet og Ungarn har alle søgt om medlemskab af EU. Når alle de 13 lande, der gerne vil være med i EU, er kommet med, så vil der bo over 500 millioner mennesker i EU. 75 millioner vil være mellem 15 og 25 år. I dag bor der omkring 375 millioner mennesker i EU.

Udvidelsen betyder, at EU bliver verdens største marked – med hensyn til økonomi og handel. Vi kommer altså til at fylde godt i landskabet – også i forhold til USA, som har knap 300 millioner indbyggere, og Japan, der har godt 125 millioner indbyggere.

Hvornår kommer de nye lande med?
Den 1. maj 2004 vil omkring 75 millioner mennesker blive hilst velkommen som nye borgere i EU. De 10 lande, som på nuværende tidspunkt lever op til EU's krav for optagelse, er: Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien, Malta og Cypern.

Planen er, at de 10 lande, som har afsluttet forhandlingerne om medlemskab af EU, skal underskrive deres tiltrædelsestraktater den 16. april 2003 ved Akropolis i Athen. Grunden til, at det foregår i Grækenland, skyldes, at det er grækerne, der har EU's formandskab i det første halvår af 2003.

De fleste af landene skal i det kommende år holde folkeafstemninger om et kommende EU-medlemskab, fordi det i sidste ende er de enkelte landes borgere, der skal tage stilling til, om de ønsker at være en del af EU eller ej.

Optagelsen af de nye lande betyder, at kommissærerne fra de nye medlemslande fra maj 2004 bliver en del af den nuværende Kommission. Når Det Europæiske Råd, som består af stats- og regeringscheferne fra samtlige medlemslande, har udnævnt en ny formand for Europa- Kommissionen, vil det nyvalgte Europa-Parlament godkende den nye Kommission, som så kan begynde sit arbejde den 1. november 2004. Ved at optage de nye medlemslande i maj 2004 betyder det desuden, at de nye medlemslande kan nå at opstille kandidater til valget til Europa-Parlamentet i sommeren 2004.

Citat - Jens Otto Krag (1914-1978), dansk socialdemokratisk statsminister 1962-68 og 1971-72:
"Det er ikke et spørgsmål, om vi skal sige ja eller nej til Europa. Vi tilhører under alle omstændigheder Europa og vil ikke kunne unddrage os vores andel i Europas skæbne. Spørgsmålet er, hvilken slags Europa vi vil have. Europa må ikke blive en ny magtgruppe i et modsætningsforhold til USA og Sovjetunionen eller en klub af rige nationer i modsætning til de fattige lande."

Seneste

Flere
Seneste opdatering: 30/10/2010  |Til toppen