Sti

Hvad er Lissabon-traktaten?
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

Hvad er Lissabon-traktaten?

Lissabon-traktaten trådte i kraft i december 2009 og er den seneste ændring af EU's overordnede spilleregler. Det tog knap syv år at forhandle den nye traktat på plads.

De første spæde skridt blev taget i 2000, og i 2001 besluttede EU's regeringschefer at nedsætte et konvent, der skulle udtænke en ny traktat.

Konventet var meget bredt sammensat politisk med plads til både røde, blå og EU-kritiske røster. Alligevel blev konventets medlemmer enige om nogle overordnede mål, der burde være med i en ny traktat. Blandt andet skulle EU's lovtekster, der på det tidspunkt blev vurderet til at fylde langt over 80.000 sider, skæres voldsomt ned. Det skulle være med til at gøre EU's love nemmere at gennemskue for borgerne.

Med udgangspunkt i konventets anbefalinger blev regeringscheferne enige om en ny traktat. Den skulle erstatte alle hidtidige traktater og langt de fleste love, og den blev kaldt 'Traktat om en forfatning for Europa'.

Forfatningstraktaten blev imidlertid forkastet ved folkeafstemninger i både Frankrig og Holland i 2005. Herefter gik EU i tænkeboks i et år, og løsningen blev at droppe ideen om en forfatningstraktat, der skulle erstatte de traktater, der allerede var vedtaget - og i stedet vedtage en almindelig traktat, der blot skulle ændre og føje til.

Traktaten blev vedtaget på en regeringskonference i oktober 2007 og underskrevet i Lissabon i december. Derfor fik den navnet 'Lissabon-traktaten'.

I 2008 blev den nye traktat dog også forkastet ved en folkeafstemning. Denne gang i Irland. Løsningen blev, at irerne fik en række indrømmelser, blandt andet at landene fik lov at beholde hver sin EU-kommissær. Herefter skulle irerne stemme igen, og denne gang blev det et ja. I november 2009 ratificerede Tjekkiet som det sidste land Lissabon-traktaten.

 

 


 

Læs mere

Seneste

Flere
Seneste opdatering: 29/03/2014  |Til toppen