Sti

Dagens låge i julekalenderen - 20. december
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

20/12/2013

Vidste du at...
Europa-Parlamentets medlemmer kan vælges i et andet land end det de kommer fra. Og det har en del benyttet sig af. Daniel Cohn Bendit – som startede ungdomsoprøret i Frankrig 1968 og derefter blev landsforvist til Tyskland - er blevet valgt for de grønne to gange. Første gang i Tyskland – anden gang i Frankrig.  Faktisk er der også kommet MEP´er fra Argentina, Australien og Sri Lanka ind i EP på den konto. Alle tre er valgt UK.

    Kampen om kommissionsformanden

    Efter Europa-parlamentsvalget kommer valget af en ny EU-Kommission, og her har det traditionen tro været op til stats- og regeringscheferne for medlemslandende, at finde og blive enige om en formand for Kommissionen, inden Parlamentet er blevet bedt om en godkendelse. Ifølge Nicetraktaten har Parlamentet skulle godkende kommissionsformanden med et simpelt flertal af de afgivne stemmer. Men til sommer skal formanden for første gang vælges i henhold til Lissabontraktatens spilleregler, og de giver parlamentarikerne større indflydelse på valget end tidligere.

    Lissabontraktaten siger om valget af kommissionsformanden, at ”Under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal Europa-Parlamentet en kandidat til posten som formand for Kommissionen. Denne kandidat vælges af Europa-Parlamentet med et flertal af dets medlemmer. Hvis denne kandidat ikke opnår et sådant flertal, foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal inden en måned en ny kandidat, der vælges af Europa-Parlamentet efter samme procedure.”

    Den største forskel fra hidtil er altså, at kommissionsformanden nu skal have et absolut flertal af samtlige parlamentsmedlemmer. Derudover er det vanskeligt at læse ud af traktaten, hvor meget parlamentarikerne reelt kan blande sig. At de går efter maksimal indflydelse står dog klart efter vedtagelsen af en resolution i Parlamentet i juli. I resolutionen står der, at parlamentarikerne mener, at de europæiske politiske partier i Parlamentet bør offentliggøre navnene på deres kandidater til posten som kommissionsformand i tilstrækkelig god tid til, at kandidaterne kan føre kampagne i hele EU om europæiske spørgsmål op til parlamentsvalget. Parlamentsmedlemmerne forventer så, at ”den kandidat til posten som formand for Kommissionen, som er foreslået af det europæiske politiske parti, der har opnået flest pladser i Parlamentet, vil være den, der først kommer i betragtning af hensyn til vedkommendes muligheder for at opnå støtte fra det krævede absolutte flertal i Parlamentet”.

    De europæiske partier er derfor i fuld gang med at finde egnede kandidater til posten, så valget bliver så demokratisk som muligt.

    Spørgsmålet er dog, om stats- og regeringslederne er enige i strategien om, at en kommende kommissionsformand skal ud og køre sig i stilling ved at føre decideret valgkamp. Det vil udelukke kandidater, der p.t. sidder i topjobs, hvor man ikke offentligt kan lufte sit kandidatur. Hvilket for eksempel var tilfældet for den nuværende kommissionsformand José Manuel Barroso, der blev hentet fra premierministerposten i Portugal. Og det vil også besværliggøre de traditionelle politiske studehandler, hvor en kandidat for eksempel kan få et lands støtte mod lovning på en anden vigtig kommissærpost. Ting, der traditionelt bliver handlet af i sene nattetimer bag lukkede døre.

    Derfor er der lagt op til armlægning mellem Det Europæiske Råd, der i dag har bukserne på, når det gælder valget af kommissionsformand og helt sikkert ikke har til sinds at smide dem, og Europa-Parlamentet, der går efter at få maksimal indflydelse, og som kan true med at afvise de kandidater, Rådet stiller med.

    Barrosokommissionens mandat udløber 31. oktober 2014.

    Nye læsere kan begynde her 
    Se hele julekalenderen her

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 20/12/2013  |Til toppen