Sti

Dagens låge i julekalenderen - 14. december
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

14/12/2013

Vidste du at...
Europa-Parlamentets arbejde betyder ikke bare meget for din hverdag - det fylder også en hel del på tryk. Nærmere bestemt 190 millioner sider om året...

    Flere penge til udveksling

    Det er meget sjældent, at der er noget nær enstemmighed i Europaparlamentet på tværs af alle politiske grupper, når der skal trykkes på knapper, men 19. november i år var en af de dage.

    Her stemte hele 632 parlamentsmedlemmer for vedtagelsen af det nye Erasmus+ program, som fra 1. januar 2014 skal uddele studiestøtte til studerende, undervisere og praktikanter, der vil uddanne sig i udlandet de næste syv år.

    Kun 29 parlamentsmedlemmer var imod, mens 30 undlod at stemme. Men Erasmus programmet er også en af de få succeshistorier i EU-regi, som ingen rigtigt sætter spørgsmålstegn ved.

    I juli i år oplyste EU-Kommissionen at mere end 3 millioner europæiske unge har fået støtte til studieudveksling, siden Erasmus programmet blev startet i 1987. I det akademiske år 2011-2012 var flere end 250.000 europæiske studerende på udveksling eller jobtræning i seks måneder gennem programmet.

    Og selvom EU's samlede budget, den flerårige budgetramme (MFF) for 2014-2020 blev et sparebudget, så lykkedes det rent faktisk med god hjælp fra parlamentet at holde Erasmus+ programmet nogenlunde fri af sparekniven og få øget studieprogrammets budget med 40 procent. Ikke så meget som oprindeligt tænkt, men alligevel bemærkelsesværdigt set i lyset af andre nedskæringer.

    Erasmus+ får således 14,7 milliarder euro at gøre godt med i perioden 2014-2020, og målet er at sende fire millioner europæere mellem 13 og 30 år afsted på læringsophold i udlandet.

    Det glæder den danske MEP Morten Løkkegaard (V), der er medlem af ALDE, Den Liberale Gruppe og næstformand for parlamentets kultur- og uddannelsesudvalg. Han kaldte i forbindelse med vedtagelsen af Erasmus+ programmet det for ”en af de største sejre, det er lykkedes dette parlament og denne kommission at vinde”.

    ”Hvis man ser på det samlede MFF-budget for de næste syv år og ser på dette resultat, tror jeg, man må konkludere, at ERASMUS Plus godt kan blive det mest succesrige, vi overhovedet oplever i forbindelse med dette syvårsbudget, og som vi kan være stolte af at have været med til at virkeliggøre,” sagde Morten Løkkegaard, og understregede dermed parlamentets pointe om, at det i økonomiske krisetider med høj ungdomsarbejdsløshed er særdeles vigtigt at højne uddannelsesniveauet og mobiliteten blandt de unge.

    Det nye Erasmus+ program samler alle eksisterende EU-programmer på uddannelses- og ungdomsområdet under én paraply. Der bliver altså ikke kun tale om, at man kan søge om universitetsophold, men også om tilskud til erhvervsuddannelser og praktikophold. Og for første gang vil programmet også indbefatte sportsfolk, ledere af ungdomsorganisationer og frivillige. Programmet vil desuden udbyde en lånegaranti til studerende, der ønsker at tage en masteruddannelse i et andet EU-land.

    Udover EU’ s28 medlemslande deltager Island, Liechtenstein, Norge, Schweiz og Tyrkiet også i Erasmus+ programmet. P.t er Spanien det foretrukne land blandt Erasmus-studerende.

    Nye læsere kan begynde her 
      Se hele julekalenderenher

     

     

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 14/12/2013  |Til toppen