Sti

Dagens låge i julekalenderen - 11. december
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

11/12/2013

Vidste du at...
Irland har stolte traditioner indenfor Melodi Grand Prix. Derfor er det måske ikke overraskende, at lige netop Irland er det eneste EU-land, som engang har haft en MGP-vinder som medlem af Europa-Parlamentet. Nemlig Dana Rosemary Scallon, som i 1970 vandt sangdysten med sangen "All kinds of everything".

    ACTA er død – internettet lever

    ACTA – hvad er nu det for noget?

    Det spørgsmål blev i 2012 nummer to på danskernes hurtigst voksende søgninger på Google under rubrikken ”Hvad er….”

    ACTA (Anti-Counterfeiting Trade Agreement) er forskellige ting for forskellige folk.

    For mange mennesker – som demonstrerede i Europa og i København 2012 – er ACTA nogle regler – lavet af eliten – som har til formål at begrænse friheden på internettet.

    For mange EU-landes regeringer er ACTA noget helt andet. Det er en international handelsaftale om bekæmpelse af forfalskning varer, medicin og om beskyttelse af ophavsretten på internettet.

    For dem i Europa-Parlamentet som tæller point i magtkampen mellem netop Europa-Parlamentet og EU´s ministerråd, så er ACTA også en stor sejr for Europa-Parlamentet.

    ACTA-aftalen er en internationale aftale. EU´s deltagelse i aftalen blev forhandlet på plads af Europa-Kommissionen. 22 af EU´s medlemslande underskrev aftalen i januar 2012. Men den 4. juli 2012 døde ACTA i Europa-Parlamentet.

    ”Tiden er inde til at lægge den i graven og lade venner sørge og resten af os komme videre med vores liv,” sagde den britiske socialist, David Martin, der var Europa-Parlamentets ordfører på ACTA-aftalen. Han var på det tidspunkt meget træt af at diskutere og forhandle om netop den aftale.

    Kritikerne af ACTA-aftalen frygtede, at traktaten ville indebære en krænkelse af privatlivet og at den ville underminere ytringsfriheden for millioner af internet-brugere.

    ACTA-aftalen kunne tvinge private internetudbydere til at udlevere personfølsomme oplysninger til myndigheder og copyright-havere og medføre vidtgående restriktioner på brugen af materiale på nettet.

    ”Hjemmesider som Twitter, Facebook, YouTube og lignende ville være praktisk talt umulige kontrollere for udbyderne, og eftersom de er juridisk ansvarlige for indholdet, risikerer konsekvensen at blive lukning,” lød det f.eks. fra nogle af kritikerne hos Venstres Ungdom i Danmark.

    Aftalen blev kritiseret for manglende åbenhed, fordi den var blevet til udenom de mange internationale institutioner som FN og verdenshandelsorganisationen WTO.

    Og det var måske det punkt som skabte størst vrede i Europa-Parlamentet.

    Den 4. juli 2012 blev aftalen så nedstemt i Europa-Parlamentet.

    478 af EU-politikerne stemte imod ACTA. Kun 39 medlemmer af Europa-Parlamentet stemte for og 165 stemte hverken for eller imod.

    Hvormed ACTA-aftalen ikke kommer til at træde i kraft i EU. Og formentlig heller ikke i andre lande.
    For i dag kan EU kun tiltræde internationale aftaler, hvis Europa-Parlamentet godkender det. Det var en ret som parlamentet fik sammen med den såkaldte Lissabon-traktat.
    Nu har Europa-Parlamentet vist, at det er parat til at stoppe aftaler og det lægger pres på medlemslandenes regeringer for at konsultere Europa-Parlamentet inden de indgår nye aftaler.

    Nye læsere kan begynde her 
    Se hele julekalenderen her


     

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 11/12/2013  |Til toppen