Sti

Dagens låge i julekalenderen - 7. december
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

07/12/2012

TV 2 har premiere og bryder dermed DRs monopol, Blekingegadebanden skyder og dræber den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen i forbindelse med røveriet mod Købmagergades Postkontor, kort før jul sprænges Pan AM flight 103 i luften af terrorister over Lockerbie i Skotland. Og – uden sammenhæng i øvrigt – så styrter Sommerspiret på Møns Klint i havet…

Året er…

    1988

    Og så var den idé begravet (næsten)

    Foråret 1988 var på mange måder et vendepunkt i dansk udenrigspolitik. I februar 1986 havde statsminister Poul Schlüter overrumplet både socialdemokrater og radikale ved at udskrive en folkeafstemning om EF-pakken. Og nu to år senere – i foråret 1988 – gjorde statsministeren det igen. Bad om befolkningens opbakning i et udenrigspolitisk ærinde. Og endnu engang vandt statsministeren.

    Efter atom-valget i maj som handlede om, hvorvidt udenlandske krigsskibe skulle oplyse, om de havde atomvåben ombord, når de gik i havn i Danmark, kunne Poul Schlüter danne en ny regering. Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti røg ud af regeringen og blev afløst af de radikale.

    Med den nye regering håbede statsministeren, at han langt om længe kunne blive fri for fodnoter og få ro omkring dansk udenrigs- og europapolitik, sådan at han kunne koncentrere sig om det, der interesserede ham mere end noget andet. Nemlig dansk indenrigspolitik og dansk økonomi.

    Derfor passede det statsministeren ualmindeligt dårligt, at der igen var optræk til røre i den europæiske andedam, da han den 27. juni ankom til EF-topmøde i et solbeskinnet Hannover Messecenter.

    Tre år tidligere – i Milano – var Schlüter blevet overrasket af Europa-Kommissionens nye formand, Jacques Delors, som havde præsenteret planen om det indre marked. Danmark var imod, men måtte til sidst acceptere og det endte med folkeafstemningen om EF-Pakken.

    Og nu var Delors på banen igen. EF-topmødet nåede dårligt nok at genudnævne Delors, før han præsenterede sin nye plan. Det indre marked skulle suppleres med en økonomisk- og monetær union, mente den franske kommissionsformand.

    Tanken var enkel. Hvis et fælles marked skulle fungere på lige vilkår for alle lande, så skulle det gøres umuligt for enkelte lande at vinde konkurrencefordele ved at devaluere deres nationale valuta. Og det undgik man helt enkelt, hvis alle havde samme mønt.

    Det mente danskerne i 1988:

    Selv briterne var i 1988 mere begejstrede end danskerne ved udsigten til en fælles valuta. Kun godt 27 % af de adspurgte danskere svarede at de var for ECU'en, som valutaen hed dengang. Til sammenligning lå tallet for Italien på 77%, for Storbrittanien på 29 % - og resten af medlemslandene lå på omkring 55-75 % opbakning. Lidt større var den danske opbakning til en fælles økonomisk og social politik - omend det stadig var den laveste i EF. Her var 41 % af danskerne for, 36 % imod - og 23 % havde ingen mening om sagen. 

    Kilde: Eurobarometer

    Idéen førte til en del diskussion. Mødets formand, den tyske forbundskansler, Helmut Kohl var positiv. Den franske præsident, Francois Mitterand var begejstret. Mens den britiske premierminister Margaret Thatcher - ikke helt overraskende - var totalt imod.

    Men omsider blev de 12 politiske ledere om at nedsætte et særligt udvalg, der skulle udarbejde en plan for, hvordan en økonomisk- og monetær union kunne gennemføres.

    Delors blev formand for udvalget, som derfor fik navnet, Delors-komitéen. Øvrige medlemmer var nationalbankcheferne og så var der tre eksperter. En af dem var den danske professor, Niels Thygesen.

    Helmut Kohl kaldte Delors-komitéen for det første skridt på vejen mod en fælles mønt. For Mitterand var beslutningen ”historisk”.

    I det lille danske briefinglokale, hvor statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen mødte den lille gruppe fremmødte danske journalister var tonen en noget anden:

    ”Det har været en god dag for Danmark. Det er lykkedes os at få begravet planerne om en fælles EF-valuta i et udvalg,” forklarede Poul Schlüter.

       Dagens delle

       Fyrre år på fem minutter - få overblik på facebook

    Se hele julekalenderen her

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 14/11/2013  |Til toppen