Sti

Dagens låge i julekalenderen - 1. december
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

01/12/2013

Vidste du at...
Kun ét medlem af Europa-Parlamentet har været medlem siden det første direkte valg til parlamentet i 1979. Det er tyskeren Hans-Gert Pöttering – som også i en periode var formand for Europa-Parlamentet.

    Da USA blev banket på plads

    Der var ikke mange journalister til stede i Strasbourg den 11. februar 2010. For i Bruxelles afholdt EU´s nye permanente formand, Herman van Rompuy, sit første topmøde. Og der – i Solvay biblioteket i Bruxelles – gik det for første gang op for Europas ledere, hvor galt det stod til med den græske økonomi.
    Grækenlands økonomiske krise stjal hele mediebilledet den torsdag og det var amerikanerne mere end glade for.

    For mens EU´s stats- og regeringschefer talte økonomi i Bruxelles, så viste medlemmerne af Europa-Parlamentet muskler på en måde, som Det Hvide Hus og resten af det amerikanske politiske univers aldrig havde oplevet før.

    Europa-Parlamentet blokerede for en aftale mellem USA og Europas justitsministre om udveksling af oplysninger om pengeoverførsler.
    Siden 2006 har USA haft adgang til – og kontrolleret – alle interne pengeoverførsler mellem bankkonti i EU. Hver gang en person benytter et såkaldt SWIFT-nummer til en bankoverførsel mellem f.eks. Danmark og Sverige – ja så får amerikansk efterretningstjeneste adgang til oplysningerne. Og kan analysere dem i jagten på overførsler af penge til terrorister.

    Denne ordning med automatisk udveksling af penge havde kørt i flere år, inden den i 2006 kom i offentlighedens søgelys. Og da det skete blev mange politikere bekymrede. For hvad brugte amerikanerne egentlig oplysningerne om europæiske borgeres pengeoverførsler til.

    EU´s justitsministre forsvarede ordningen og samarbejdet med USA med argumenter om, at det faktisk gav resultater i kampen mod terror. 1.400 terrortip havde amerikanerne givet Europæerne og det havde blandt andet ført til arrestationen af Islamic Jihad Union i Tyskland i 2007 og i Storbritannien havde de amerikanske analyser af europæiske pengestrømme ført til, at tre mænd var blevet idømt mere end 30 års fængsel.

    Ikke godt nok, sagde medlemmerne af Europa-Parlamentet. De ville have garantier for, at oplysningerne om pengeoverførsler kun blev brugt til at bekæmpe terror og de ville have garantier for, at amerikanerne ikke brugte oplysningerne i andre sammenhænge. Eksempelvis til fordel for amerikansk erhvervsliv eller til blot at se EU-borgere og europæiske politikere over skuldrene.

    Så torsdag den 11. februar sagde Europa-Parlamentet nej til den aftale som USA og EU´s justitsministre havde lavet om udveksling af oplysninger fra SWIFT-systemet.
    Det kom som et chok i USA. Amerikanerne er jo ellers vant til, at den amerikanske kongres kan afvise internationale aftaler som den amerikanske regering har indgået. Så egentlig burde amerikanerne ikke være så overraskede.

    Men det var aldrig gået op for amerikanerne, at EU med Lissabon-traktaten havde fået sin helt egen kongres med de samme rettigheder til at sige nej til internationale aftaler. Men det var præcis hvad Europa-Parlamentet gjorde.

    Og så tvang EU-parlamentarikerne amerikanske og europæiske ledere til at omforhandle aftalen. Indrømmelserne var betydelige. F.eks. blev amerikanerne tvunget til at åbne dørene til deres overvågningscentre og lade EU-landene udstationere kontrollører som holder et øje med, hvordan amerikanerne bruger de mange data. Og der blev lavet klare aftaler om lagrning og udvidet beskyttelse af EU-borgernes privatliv.

    Og på den måde blev den 11. februar 2010 dagen, hvor amerikansk politik opdagede, at Europa nu også har fået sin egen kongres som kan afvise internationale aftaler.

    Godt tre år senere kom så afsløringerne fra Edward Snowden om, at USA overvåger telefoner og datatrafik i Europa. Det fik et flertal i Europa-Parlamentet til at kræve, at SWIFT-aftalen mellem EU og USA skulle suspenderes. Men indtil videre afviser Europa-Kommissionen, at det er nødvendigt.


    Europa - sådan har du aldrig fået det før!
    I dag skal det handle om hår...

    Nye læsere kan begynde her

      Se hele julekalenderen her

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 02/12/2013  |Til toppen