Sti

Vejen til den danske folkeafstemning
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

01/12/2012

 

    1972

    Veto på veto
    Vejen til folkeafstemningen om medlemskabet havde været langvarig for Danmark. Som et modtræk til EF-samarbejdet mellem Vesttyskland, Italien, Frankrig, Belgien, Nederlandene og Luxembourg, der trådte i kraft med Rom-traktaten 1. januar 1958, havde Storbritannien, Sverige, Østrig, Schweiz, Portugal, Norge og Danmark dannet frihandelsområdet EFTA uden told og importrestriktioner i januar 1960. I modsætning til EF kunne hvert medlemsland i EFTA dog fastsætte sine egne toldsatser, så der var ikke tale om et egentlig fællesmarked som det de seks andre lande havde.

    Storbritannien havde fra starten haft følere ude i forhold til at komme med i EF, men var ikke overbeviste, og den franske præsident general Charles de Gaulle og briterne var heller ikke perlevenner, så briterne kom ikke med. Og hvor briterne ikke var, var danskerne og nordmændene heller ikke. Danmark og Norge så sig som allierede med Storbritannien efter anden verdenskrig, og desuden udgjorde dansk landbrugseksport til Storbritannien en så stor del af den danske økonomi, at det var utænkeligt for Danmark at fjerne sig fra Storbritannien.

    Briterne blev dog hurtigt så optændte af EF’s store økonomiske og politiske succes, at de på trods af EFTA søgte om medlemskab af fællesskabet allerede i august 1961, og dermed gjorde både Irland, Norge og Danmark også. Det endte imidlertid med, at de Gaulle nedlagde veto mod britisk medlemskab. Han mente ikke at briterne var modne til medlemskab. Blandt andet fordi, han mente Storbritannien var for afhængige af USA, hvilket han frygtede ville stikke en kæp i hjulet på det europæiske samarbejde. Dermed var Danmarks optagelse i EF også udelukket, og det fik daværende udenrigsminister Per Hækkerup til at udlove en kasse øl til den, der ville tage ned og skyde De Gaulle. Lige lidt hjalp det dog, og det samme skete igen i 1967.

    Nødvendig folkeafstemning
    Det fik Danmark til at søge andre muligheder for et udvidet økonomisk samarbejde, og i 1968 blev der på dansk initiativ indledt forhandlinger om en nordisk toldunion, Nordek, i nordisk regi.
    Nordek-traktaten var klar til underskrift ved årsskiftet 1969-1970, men i mellemtiden var Charles de Gaulle gået af som fransk præsident i foråret 1969, og på et efterfølgende topmøde i december 1969 i Haag havde EF-landene udtrykt vilje til at indgå nye forhandlinger om optagelse af Storbritannien, Danmark, Irland og Norge. I marts 1970 blev planerne om Nordek så skrinlagt, fordi finnerne, der var presset af russerne ikke ville skrive under. I juni 1970 blev optagelsesforhandlingerne med de fire lande indledt, hvilket førte til den famøse whisky-aften og underskrifterne i januar 1972.

    Op gennem 1960´erne havde det været meningen, at en tiltrædelsestraktat af EF bare skulle ratificeres i Folketinget med det 5/6-dels flertal det krævede. Men i begyndelsen af 1970’erne opstod der uro både hos Socialdemokratiet og De Radikale, hvor der i baglandet var en del EF-modstandere. Derfor gik Krag i efteråret 1971 til valg på, at han ville udskrive en folkeafstemning om EF-medlemskabet, hvor hans partimedlemmer kunne stemme, som de ville. Krag overtog statsministeriet fra den radikale Hilmar Baunsgaard, og da han havde sat sin underskrift på tiltrædelsestraktaten, gik kampen om vælgernes stemmer i gang.

    Skinger debat
    Debatten blev hård. Som der stod i en leder i Berlingske Tidende var der flere og flere eksempler på ”meningsterror” fra begge lejre. Modstanderne kørte på suverænitetsafgivelse, en fjernelse fra det nordiske samarbejde og hensynet til det nationale, mens tilhængerne af et EF-medlemskab udpenslede alle de økonomiske skrækscenarier, der ville finde falde ned om ørerne på danskerne, hvis det blev et nej. Beskæftigelsen og levestandarden ville rasle ned. Modstanderne udpenslede i en kampagne, hvor frygteligt det var gået i Holland efter deres medlemskab. En kampagne, der ikke kun fik økonomer herhjemme op ad stolene, fordi det mente, det var lodret forkert, men også hollænderne selv, fordi der i kampagnen blev brugt en meget trist udseende dronning Juliana.

    Alle de store morgenaviser agiterede for et ja. Politiken fastslog i sin leder dagen før afstemningsdagen, at ”nej-sigerne ofte bevidst har undervurderet og bagatelliseret ulemperne ved at stå udenfor” og at ”det i deres verden kommer til at se uden som enden på Danmarkshistorien”. Men konstaterede Politiken ”Det er ikke Danmarks skæbne, der står på spil, hverken i den ene eller anden situation. Men et nej kan betyde, at Danmark forspilder en stor chance”. Derfor var Politikens råd til læserne: ”Stem ja”.

    Og sådan endte det så også. På trods af – eller måske på grund af – at Norge en uge tidligere havde sagt nej ved deres folkeafstemning. I sidste ende var det frygten for de økonomiske konsekvenser mere end begejstringen for Europa, der sikrede det danske ja.    

        Tilbage til 1. december

     Se hele julekalenderen her

     

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 30/11/2012  |Til toppen