Sti

Dagens låge i julekalenderen - 1. december
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

01/12/2012

Kong Frederik den Niende dør og dronning Margrethe overtager tronen, elleve israelske atleter bliver skudt ved OL i München, Apollo 17 lander på månen, den sidste sporvogn kører af sporet i København og så bliver Vejle Boldklub Danske Mestre i fodbold.

Året er…

    1972

    Whiskysjusser, vetoer og et klart ja

    Der var whiskysjusser i glassene på hotelværelset i Bruxelles sent på aftenen d. 21. januar 1972, og det fik eftertænksomheden frem hos daværende statsminister Jens Otto Krag (S):
    “Er det nu rigtigt, at vi skriver under?,” lød hans spørgsmål stillet til departementschefen i udenrigsministeriet Jens Christensen og markedsminister Ivar Nørgaard (S).

    Næste dag skulle de tre ved en ceremoni underskrive Danmarks tiltrædelsestraktat af Det Europæiske Fællesskab (EF), og den danske begejstring for projektet var ikke utvetydig. På det tidspunkt viste meningsmålinger, at godt en tredjedel af befolkningen var imod dansk deltagelse i ”fællesskabsspørgsmålet”, som aviserne kaldte det. Statsministerens eget parti, Socialdemokratiet, var også splittet om emnet, og samme dag som underskrifterne blev sat, samledes flere end 800 mennesker til protestmøde i København, arrangeret af Fællesudvalget mod EF-medlemskab.

    Men uden en sjus i hånden var Jens Otto Krag i virkeligheden ikke i tvivl. Efter hans overbevisning var et EF-medlemskab det rette skridt at tage for Danmark, og et flertal af danskerne støttede ham da også, da de ved den senere folkeafstemning mandag d. 2. oktober godt ni måneder efter stemte ja til medlemskabet og statsministerens underskrift. 3.455.604 vælgere var blevet kaldt til boksene, og efter valgstederne lukkede kl. 21, blev det talt op, at 90,1 procent af vælgerne havde valgt at sætte et kryds, hvilket var den største stemmedeltagelse siden anden verdenskrig. 63,4 procent havde stemt ja, mens 36,6 procent stemte nej.

    Vejen til den danske folkeafstemning

    EF-fejringen druknede i Krag
    Jens Otto Krag havde det der i Berlingske Tidende blev kaldt både en ond og en god tale klar, som skulle serveres afhængigt af, hvad udfaldet af afstemningen blev. Der var også en tale til, hvis resultatet var blevet mudret. Den onde tale indeholdt retningslinjer for de foranstaltninger, som regeringen anså for nødvendige efter et nej, blandt andet en devaluering af kronen. Men den blev den pakket ned i de historiske arkiver. I stedet kunne Krag dagen efter ved Folketingets åbning holde den gode tale, hvor han blandt andet sagde: ”Et nej ville have stillet os alle over for hårde kendsgerninger af den mest ubehagelige art og medført beslutninger, som intet dansk hjem og ingen dansk arbejdsplads ville have været uberørt af”.

    Det der egentlig skulle være EF’s dag endte imidlertid med at blive Krags. Da Folketingets formand, Karl Skytte, havde udbragt det traditionelle ”leve Danmark” efter statsministerens åbningstale, gik Krag igen på talerstolen for at ”give en meddelelse”:
    ”Efter folkeafstemningen i går er den parlamentariske situation uændret. Regeringen fortsætter. Derimod er det ikke uden videre nødvendigt, at statsministeren fortsætter. Jeg har længe ønsket at træde tilbage. Jeg vil benytte denne lejlighed,” lød den korte meddelelse fra Krag, der med det samme lagde Christiansborgs telefonnet ned i mere end en time. Den blev givet med et smil, og faldt som en bombe for alle ud over et par enkelte af statsministerens fortrolige ministerkolleger, der havde fået det at vide natten før. På den måde havde Krag sørget for, at ingen kunne overtale ham til at blive.

    Ny mindre EF-begejstret statsminister
    Som sin efterfølger havde Krag udset sig Anker Jørgensen, medlem af Folketinget og samtidig formand for landet største faglige organisation, Arbejdsmandsforbundet, senere SID. Anker Jørgensen var mere venstreorienteret end Jens Otto Krag og en mere forbeholden ja-siger til EF-medlemskabet. Dermed vidste Jens Otto Krag, at Anker kunne imødekomme de mere EF-kritiske dele af Socialdemokratiet og bygge bro til fagbevægelsen samtidig med, at det ville være sværere for de nej-sigende SF’ere, der udgjorde det parlamentariske flertal, at vælte regeringen oven på Ja´et.

    I modsætning til Krag, der også så store politiske perspektiver i et EF-medlemskab, og den sene aften før underskrivelsen af tiltrædelsestraktaten over sin sjus havde filosoferet, at ”hvis vi en gang i næste århundrede bliver en del af Europas Forenede Nationer, så er det nok ikke det værste, der kan ske i betragtning af det vi har oplevet i første halvdel af dette århundrede”, så var Anker mere kølig. Han støttede de økonomiske og markedsmæssige arrangementer indenfor fællesskabet, men ønskede ikke, at samarbejdet udviklede sig i en mere forpligtende politisk retning.

    Derfor berørte han også kun ganske kort det nye medlemskab af EF i sin nytårsaftale, da det trådte i kraft 1. januar 1973:
    ”Mon ikke de fleste danske ser noget løfterigt i, at vi går ind i EF netop i en tid, hvor forbundskansler Willy Brandt står som leder af et af de betydeligste medlemslande. Det synes et godt varsel både for det fremtidige Europa samarbejdes øst- og dets vestpolitik, og for Europafællesskabets egen indre politik. Vi har meget til fælles med den ånd, der i dag præger Den tyske Forbunds republik.”
    Flere var ordene ikke om det historiske skridt, og de var så tilpas neutrale, at de kunne tolkes frit afhængigt af, hvad man ønskede af samarbejdet.

    Integrationen skudt i gang
    Anderledes kontant og lovende om fællesskabets fordele var en artikel i Politiken 1. januar, der kunne fortælle, at ”I morgen går det løs ved grænsen”. På grund af EF-medlemskabet kunne danskerne nemlig nu købe for 950 kroner til eget forbrug i de andre EF-lande mod tidligere 350 kroner. Desuden blev der åbnet for, at man frit kunne tage fire flasker bordvin, fire flasker hedvin eller champagne og otte flasker øl med hjem Ved grænsen i Kruså var der da også i dagens anledning opsat et stort skilt, hvor der stod ”Velkommen Danmark i EF” med hilsen fra Schleswig-Holstein.

    Derudover forandrede verden sig ikke brat for danskerne, men snart 40 års dansk medlemskab af fællesskabet blev indledt, og Anker Jørgensen kom for alvor i det europæiske arbejdstøj, da Danmark allerede 1. juli 1973 overtig formandskabet i EF. Det indebar blandt andet forhandlinger om at indføre en fælles energipolitik på baggrund af energikrisen, der opstod, da de olieproducerende lande OPEC i oktober besluttede at forbyde eller reducere eksport til nogle vestlige lande og OPEC forhøjede oliepriserne drastisk.

    På topmødet i København i december blev der også udarbejdet en erklæring om den europæiske identitet, der pegede på den fælles arv og udstak nogle fremtidsperspektiver for samarbejdet, der lå ud over, hvad de enkelte medlemsstater havde af kortsigtede økonomiske interesser.  Dermed sluttede et år, hvor den europæiske integration for alvor blev skudt i gang for Danmarks vedkommende, og danskernes had/kærlighedsforhold til det europæiske samarbejde tog sin begyndelse...


       Dagens delle

       Fyrre år på fem minutter - få overblik på facebook

     Se hele julekalenderen her

     

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 03/12/2012  |Til toppen