Sti

Generel historie om EU
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

 

Elleve historiske skridt i EU's historie:

1951: De seks oprindelige medlemsstater opretter Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab
1957: Rom-traktaten opretter et fælles marked
1973: Fællesskabet udvides til ni medlemsstater og udvikler sine fælles politikker
1979: De første direkte valg til Europa-Parlamentet
1981: Den første udvidelse i Middelhavsområdet
1993: Det indre marked gennemføres
1993: Med Maastricht-traktaten etableres Den Europæiske Union (EU)
1995: EU udvides og tæller nu femten EU-lande
2002: Eurosedler og -mønter kommer i omløb
2004: Ti nye lande tiltræder EU
2009: Lissabontraktaten indfører omfattende institutionelle forandringer

Den 9. maj 1950 fremførte den franske udenrigsminister Robert Schuman for første gang offentligt de idéer, der førte til oprettelsen af EU. Den 9. maj fejres derfor som EU's fødselsdag.

1. Den 9. maj 1950 blev det i Schuman-erklæringen foreslået at oprette Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Det blev til virkelighed med EKSF-traktaten af 18. april 1951. Dermed blev der etableret et fælles marked for kul og stål mellem de seks oprindelige medlemsstater (Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene). Målet var - i lyset af Anden Verdenskrig - at sikre freden mellem de sejrende og de besejrede nationer i Europa og at bringe dem sammen på lige vilkår inden for fælles institutioner.

2. De seks medlemsstater besluttede derpå med Rom-traktaten af 25. marts 1957 at oprette Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF ), som var et mere omfattende fælles marked for en lang række varer og tjenesteydelser. Toldafgifterne mellem de seks lande blev helt afskaffet den 1. juli 1968, ligesom landene i løbet af 1960'erne aftalte fælles politikker, især inden for handel og landbrug.

3. Dette forehavende gik så godt, at Danmark, Irland og Storbritannien besluttede at tiltræde Fællesskabet, der også var kendt som EF. Samtidig med denne første udvidelse fra seks til ni medlemsstater i 1973 blev der vedtaget nye aktiviteter på social-, arbejdsmarkeds- og miljøområdet, og i 1975 blev Den Europæiske Fond for Regionaludvikling oprettet.

4. Juni 1979 betød et afgørende skridt for EF med det første almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet. Der afholdes valg til Europa-Parlamentet hvert femte år.

5. I 1981 blev Grækenland medlem af EF - efterfulgt af Spanien og Portugal i 1986. Dermed blev EF's tilstedeværelse i Sydeuropa styrket, hvilket gjorde det endnu mere påkrævet at udvide EF's programmer for regionalstøtte.

6. Den globale økonomiske afmatning først i 1980'erne gav næring til en bølge af Europaskepsis, som dog blev afløst af et fornyet håb i 1985, da Europa-Kommissionen under Jacques Delors udsendte en hvidbog med en køreplan for gennemførelsen af det europæiske indre marked inden den 1. januar 1993. Dette ambitiøse mål blev fastsat i den europæiske fælles akt , som blev undertegnet i februar 1986 og trådte i kraft den 1. juli 1987.

7. Europas politiske landskab blev fuldstændig forandret af Berlinmurens fald i 1989. Denne begivenhed førte til, at Tyskland blev genforenet i oktober 1990, og at de central- og østeuropæiske lande blev demokratier, efterhånden som de brød med den sovjetiske kontrol. Sovjetunionen selv blev opløst i december 1991.

Samtidig forhandlede medlemsstaterne om en ny traktat, som blev vedtaget af. stats- og regeringscheferne på topmødet i Maastricht i december 1991. Denne traktat om Den Europæiske Union trådte i kraft den 1. november 1993. Den føjede nye områder med mellemstatsligt samarbejde til det eksisterende fællesskabssystem og skabte dermed Den Europæisk Union, EU.

8. Denne nye dynamik i Europa og de ændrede geopolitiske forhold på kontinentet fik tre nye lande — Finland, Sverige og Østrig — til at tilslutte sig EU den 1. januar 1995.

9. På dette tidspunkt var EU på vej mod et af sine hidtil mest omfattende projekter — indførelsen af en fælles valuta . Euroen blev indført som elektronisk betalingsmiddel for finansielle (ikke-kontante) transaktioner i 1999, og eurosedler og -mønter blev sat i omløb tre år senere i tolv EU-lande (også kaldet "euroområdet"). Euroen er i dag en vigtig global valuta for betalinger og reserver på linje med den amerikanske dollar.

EU-borgerne står over for globaliseringen. Ny teknologi og stigende brug af internettet ændrer økonomierne og fører også sociale, arbejdsmarkedsmæssige og kulturelle udfordringer med sig.

I marts 2000 vedtog EU den såkaldte Lissabon-strategi for at modernisere EU's økonomi og gøre den konkurrencedygtig på verdensmarkedet i forhold til andre store aktører som USA og de nye industrilande. Formålet med Lissabon-strategien er at tilskynde til innovation og erhvervsinvesteringer og at tilpasse uddannelsessystemerne, så de svarer til behovene i informationssamfundet.

Samtidig er EU-landenes økonomier under pres på grund af arbejdsløsheden og de stigende pensionsudgifter, hvilket gør det så meget desto mere nødvendigt med reformer. Vælgerne kræver i stigende grad, at regeringerne finder praktiske løsninger på disse problemer.

10. Knap var EU vokset til femten medlemsstater, før der blev taget fat på forberedelserne til en ny udvidelse af helt enestående omfang. Midt i 1990'erne blev der banket på EU's dør af en række tidligere lande fra Sovjetblokken (Bulgarien, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn), de tre baltiske stater, der tidligere havde været en del af Sovjetunionen (Estland, Letland og Litauen), en af republikkerne fra det tidligere Jugoslavien (Slovenien) og to Middelhavslande (Cypern og Malta).

EU hilste dette velkomment som en mulighed for at bidrage til at stabilisere det europæiske kontinent og lade disse unge demokratier få del i fordelene ved det europæiske projekt. Tiltrædelsesforhandlingerne blev indledt i december 1997. Den 1. maj 2004 tiltrådte 10 af de 12 kandidatlande EU, som dermed talte 25 medlemsstater. Bulgarien og Rumænien fulgte trop den 1. januar 2007.

11. Lissabontraktaten, der egentlig blev vedtaget i 2007, trådte i kraft i december 2009 efter en del tovtrækkeri med blandt andet Frankrig og Irland. De seneste udvidelser af EU havde gjort det nødvendigt at indføre ændringer i de institutionelle procedurer, for at sikre en effektiv og fair beslutningsproces, når 27 medlemslande skulle tage beslutninger om for eksempel ny EU-lovgivning. De regler, der fandtes før Lissabontraktaten var beregnet på en meget mindre gruppe medlemslande. Lissabontraktaten sikrer også en mere demokratisk beslutningsproces, idet Europa-Parlamentet får mere indflydelse på nogle områder.

Seneste

Flere
Seneste opdatering: 18/04/2011  |Til toppen