Sti

Egmonts overtagelse af Bonniers danske bogforlag godkendt
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

15/10/2007

Europa-Kommissionen har efter EU's fusionsforordning givet grønt lys til, at den danske mediekoncern Egmont overtager det danske bogforlagsselskab, Bonnier Forlagene A/S, der hidtil har tilhørt den svenske mediekoncern Bonnier. Kommissionens godkendelse er betinget af, at parterne opfylder deres tilsagn om at ændre deres fusionsplan, således at Egmont ikke kommer til at overtage Bonniers danske tegneserieforlag.

    På baggrund af dette tilsagn drog Kommissionen den konklusion, at transaktionen ikke ville hæmme den effektive konkurrence betydeligt inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) eller nogen væsentlig del af det.

    Konkurrencekommissær Neelie Kroes udtalte, at "på baggrund af parternes tilsagn er jeg forvisset om, at der fortsat vil bestå en effektiv konkurrence efter fusionen, og at danske tegneserielæsere fortsat vil kunne vælge mellem et stort udbud til konkurrencedygtige priser".

    Mediekoncernen Egmont er aktiv inden for en lang række forskellige områder, bl.a. inden for forlagsbranchen specielt i Skandinavien.

    Bonnier-koncernen har aktiviteter i over 20 lande, men fokuserer især på Nordeuropa. Koncernens danske datterselskab - Bonnier Forlagene A/S, med seks forlag og en bogklub - driver bogforlagsvirksomhed i Danmark.

    Kommissionen så nærmere på den planlagte fusions virkninger for konkurrencen i hvert af leddene i hele bogkæden i Danmark, lige fra erhvervelsen af udgivelsesrettighederne og distribution af bøger og til salget af bøger til boghandlere og endelige forbrugere. Den undersøgte også alle de forskellige bogkategorier - almindelig litteratur (indbundne bøger og paperbacks), børnebøger, faglitteratur (bl.a. opslagsværker) og tegneserier.

    Kommissionens markedsundersøgelse viste, at den planlagte fusion ville hæmme konkurrencen betydeligt på det danske marked for salg af tegneseriehæfter til forhandlere, hvor Bonnier og Egmont er de to absolut største aktører. Kommissionen fandt derfor, at fusionen i den oprindeligt anmeldte version måtte antages at kunne svække konkurrencen og gav derfor udtryk for alvorlig tvivl om dens forenelighed med det indre marked.

    For at imødekomme disse indsigelser ændrede parterne deres fusion, således at Egmont ikke kommer til at overtage Bonniers danske tegneserieaktiviteter. Parterne gik desuden med til, at overtagelsesaftalen ikke skulle omfatte tegneseriepublikationer.

    Efter at have foretaget en markedstest af disse tilsagn konkluderede Kommissionen, at de var tilstrækkelige til at løse de konkurrenceproblemer, transaktionen ville have givet anledning til.

    15. oktober 2007

    Læs mere

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 31/10/2010  |Til toppen