Sti

Marlene Wind modtager Europas Kvinders Pris 2009
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

17/09/2009

Den 17. september overrækkes Europas Kvinders Pris for niende gang. Prisen går til en kvinde, som har gjort en ekstraordinær indsats for det europæiske samarbejde. I år går prisen til Professor Marlene Wind fra Københavns Universitet for hendes store forsknings- og formidlingsindsats på EU-området. Prisen overrækkes på en konference om ligestilling og menneskehandel på Københavns Rådhus.

Der er fri adgang til prisoverrækkelsen og konferencen som finder sted kl. 13-17. Dog er tilmelding nødvendig på telefon: 30 42 73 19 eller email: rvr@eubev.dk    

    Om Europas Kvinders Pris:

    Af Inge Dahlgaard, formand for Europas Kvinders Pris.

    Initiativet til at oprette Europas Kvinders Pris stammer fra en nu afdød belgisk senator, Angèle Verdin, og i 1987 blev prisen stiftet med støtte fra Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, og Europabevægelsen for at hædre en kvinde fra hvert medlemsland, som har gjort en særlig indsats for at øge integrationen af Europas borgere.

    Europas Kvinders Pris er en non-lukrativ organisation. De deltagende lande vælger hvert eller hvert andet år en kvinde, som bliver vinder af Europas Kvinders Pris i sit eget land. Dernæst vælges med jævne mellerum en international vinder af Europas Kvinders Pris, eller de nationale prisvindere mødes og præsenteres sammen, normalt i forbindelse med en konference.

    Idéen med at udpege en kvinde fra hvert land er at kaste lys på kvinder, der bidrager væsentligt til at udvikle det europæiske fællesskab mellem nord og syd, øst og vest. Der er i tidens løb talt meget om ”Europas fædre”. Der er talt langt mindre om ”Europas mødre”, som udfører så meget, ofte uden at få betaling derfor, og næsten altid uden belønning.

    I hvert land udføres arbejdet med at sammensætte en national bestyrelse af formanden. Herefter organiserer bestyrelsen en jury, indkalder forslag til kandidater og arrangerer kåring af kandidaten, som den skaffer sponsorer til.

    At blive national vinder af Europas Kvinders Pris er en ære i sig selv, som kan sidestilles med at vinde en sølvmedalje. Hver national vinder modtager en symbolsk Pris. Den oprindelige pris er et sølvvedhæng der forestiller to hænder der trykker hinanden – et symbol på venskab og på netværk. Nogle lande har i de senere år foretrukket at have deres eget nationale symbol. Den internationale prisvinder modtager det oprindelige ved hæng i guld.

    Siden 2006 har Europas Kvinders Pris arbejdet på at omstrukturere sine rammer i retning af en skandinavisk model, og vor vigtigste opgave i de kommende år er at sikre, at organisationen er i harmoni med udviklingen i Europa: Menneskehandel, ligestilling, Europas fremtidige grænser, udvidelsen mod Øst, demokrati og menneskerettigheder, herunder arbejdet mod tortur, er de overordnede temaer, vi arbejder med.

    Om prismodtageren:

    Marlene Wind blev cand.scient.pol. fra Århus Universitet i 1993. I 1998 blev hun Ph.d. ved European University Institute(EUI) i Firenze i Italien, og samme år blev hun ansat som adjunkt ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor hun senere blev lektor og leder af Center for Europæisk politik (CEP). I 2009 blev Marlene Wind udnævnt til professor.  

    Marlene Winds forskning er centreret om EU’s institutionelle ændringer, traktater mv., med særligt fokus på Domstolens rolle i den europæiske integrationsproces, arbejdskraftens fri bevægelighed, det indre marked, samt diskussionen om EU's legitimitet.

     

     

    Læs mere

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 30/10/2010  |Til toppen