Sti

Velkommen Kroatien!
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

01/07/2013

Foto©iStockfoto/Thinkstock

Foto©iStockfoto/Thinkstock

Den 1. juli blev Kroatien EU's 28. medlemsland. Vi byder kroaterne hjerteligt velkommen - og det er vi næsten sikre på at du også gør, når først du har læst med her...

 

    Tre-og-tyve ting du (måske) ikke vidste om EU's næste medlemsland:

    1) Nationalflag med tre striber i en blanding af rød, hvid og blå er ret populære i EU. Tænk bare på Frankrig, Nederlandene og Slovenien. Kroatiens flag er ingen undtagelse. Den øverste røde stribe repræsenterer kroatisk blod, den midterste hvide står for fred, mens den nederste blå fremviser Kroatiens trofasthed overfor Gud. Derudover har det kroatiske flag ligesom det portugisiske, slovakiske og mange andre et våbenskjold afbilledet. Dette består af et rødt og hvidt kongeligt skakbræt med fem små historiske våbenskjold på toppen. Måske ikke ligefrem det letteste at tegne…

    2) Man forbinder det mest med mænd – og 600 millioner af dem bærer det hver eneste dag.  Men faktisk er det opfundet af unge kroatiske kvinder, som i fordums tid gav deres udkårne et stykke stof til at binde om halsen som amulet, når de skulle i krig. Slipset, som vi kender det i dag, blev til sidst en standarddel af militæruniformen. Den franske konge Louis XIV blev så fascineret af beklædningsgenstanden, at det ikke tog lang tid før at trenden bed sig fast hos det franske hof. Her fik den navnet "cravat" efter sit oprindelsesland. Hvorfor vi i Danmark kalder det et slips melder historien ikke noget om…

    3) Kroatiens valgalder er baseret på om man har et job eller ej. Hvis man i en alder af 16 år har et job kan man sætte kryds til valgene i Kroatien. Ellers må man pænt vente til man bliver 18.

    4) Kroatiens fodboldlandshold spillede sin første kamp den 17. oktober 1990. Modspilleren var USA og kampen blev spillet på hjemmebane i Zagreb. Resultat var 2 – 1 til hjemmeholdet. Kroatien kom derefter med til EM i England i 1996, hvor landet endte i kvartfinalen og til VM i Frankrig i 1998 hvor det endte med bronze. Ikke dårligt...

    5) Kroatiens nordlige nabo Slovenien har været en af Kroatiens største hovedpiner i forhold til medlemskab i EU. De to lande har siden de trådte ud af Jugoslavien haft forskelligt syn på hvor deres fælles grænse skulle gå. Situationen blev i særdeleshed tilspidset efter at Slovenien trådte ind i EU og i 10 måneder fra december 2008 blokerede for Kroatiens optagelsesproces. I maj 2011 blev de to lande omsider enige om at videreføre sagen som voldgift til FN. Hermed vil sagen blive afgjort af tredje mand, hvilket betyder at den ikke længere står i vejen for Kroatiens kommende medlemskab.

    6) Han var egentlig af serbisk afstamning, blev født som statsborger af daværende Østrig/Ungarn og boede en stor del af sit liv i USA, men han blev født i Kroatien. Nikola Tesla, en af det 19. århundredes største opfindere og manden bag verdens første vekselstrømsmotor, blev født i den lille by Smiljan, nord for Zadar. Tesla er i dag mest kendt som opfinderen af radioen, som han dog først blev krediteret efter sin død i 1943.

    7) Verdens største trøffel er fundet i Livade i Istrien. Det var trøffelentusiasten Giancarlo Zigante, som i 1999 fandt den 1310 gr. tunge svamp. Siden er Livade blevet lidt af et mekka i gourmetkredse, som hvert efterår hylder den velsmagende svamp med festivaler og arrangementer i byen.  

    8) Bystaten Ragusa – ikke at forveksle med chokoladen og senere kendt som Dubrovnik - var i 1776 først til at anerkende USA's uafhængighed. Dette skete dog ikke helt officielt da bystaten frygtede repressalier fra Det Forenede Kongerige. Men det betød at bystaten var en af de første til at få fri passage på amerikansk territorium.

    9) Når Kroatien træder ind i EU vil det betyde en befolkningsforøgelse på næsten 4,5 millioner. Samtidig vil EU's kyststrækning blive forøget med 1777 km fra fastlandet samt 4000 km fra de kroatiske øer. Sammenregnet giver det lige over en centimeter mere strand pr. EU-borger.

    10) Er du mere til kulturferie, så kan vi da nævne at hele syv kroatiske steder er blevet optaget på UNESCOs liste over Verdenskulturarv. Det drejer sig blandt andet om Dubrovnik's gamle bydel, Diocletians Palads i Split og Plitvice Lakes National Park. Men på listen findes også den mindre kendte by Trogir, den byzantinske basilika i Protec samt St. James katedralen i ┼áibenik, som er bygget helt i kalksten og marmor. 

    11) De hvide søjler foran Det Hvide Hus er lavet af kalksten fra den kroatiske ø Brac. Mere end 50% af Kroatien består af kalksten, det meste af en udsøgt kvalitet. En særligt hærdet og robust type er den istriske kalksten, Kirmenjak, som godt kan forveksles med marmor. Den er så stærk at den blev anvendt som fundament under det meste af Venedig. 

    12) Verdens mindste katedral ligger i Nin nær Zadar. Helligkors-kirken er lillebitte, fra det 9. århundrede og man mener at den med sin asymmetriske form, kan have fungeret som en slags solur.

    13) Er kirken lille, så kan Zadar til gengæld bryste sig af at have verdens første hav-orgel, som spiller udelukkende ved hjælp af bølger og vind. Hør selv med her.

    14) Kroaterne har deres eget alfabet. Det kaldes det glagolitiske alfabet og det blev anvendt fra omkring år 800 og helt frem til det 18. århundrede, sideløbende og det latinske alfabet. Det glagolitiske og det kyrilliske alfabet kommer begge fra ældre kirke-slavisk, hvor med det kyrilliske alfabetet består af 44 tegn. Ejendommeligt nok menes det at være Sankt Kyrillos, der lavede det glagolitiske alfabet, mens en af hans elever lavede det kyrilliske alfabet og derefter opkaldte det efter sin læremester. Navnet kommer af ordet glagol, der betyder "ord".

    15) Den kroatiske valuta hedder Kuna, hvilket betyder mårhund. I Middelalderen brugte man nemlig de værdifulde mårskind som værdienhed.

    16) Dalmatinerhunden menes at stamme fra Kroatien. Hvoraf navnesammenfaldet med den kroatiske region. Det er i hvert fald der, man har de første gengivelser af den elegante, sortplettede jagt- og ledsagehund fra.    

    17) Hvis Finland er de tusind søers land, så er Kroatien de tusind øers land. Helt bogstaveligt. Og de er næsten alle sammen øde. Kun 66 af dem er beboet.

    18) Selvom den kun har 23 indbyggere er Hum i Istrien officielt en rigtig by – og dermed ubetinget verdens mindste af slagsen.

    19) Marco Polo, som – blandt meget andet – var én af de første vesterlændinge til at betræde Silkevejen, blev perlevenner med Kublai Khan OG bragte pastaen til Europa kom fra Kroatien, fra øen Korcula. Den dag i dag er navnet Polo udbredt på øen.

    20) Blandt Kroatiens mange andre notabiliteter finder man Professor Balthazar (som man muligvis skal have været barn i 70'erne for helt at kunne huske - men alligevel...). Den lille nærsynede opfinder og hans psykedeliske vidunder-maskine blev skabt af den kroatiske animatør Zlatko Grgic på tegnefilmskolen i Zagreb i 1967. Siden har han fornøjet børn i det meste af verden - og i år fik han sin egen Google Doodle.  

    21) Udtrykket en "krabat" – i betydningen en uregerlig eller vild person – er nedertysk og omdannet af "kroat", efter de kroatiske soldaters vildskab under trediveårskrigen.

    22) Måske kender du Kroatien bedre end du tror. Uden egentlig at vide det. Du har ihvertfald med overvejende sandsynlighed set Kroatien på film masser af gange. Landet er nemlig smækfuldt af pragtfulde locations, bjergtagende natur og fantastiske bygningsværker. Store dele af Game of Thrones er for eksempel optaget i og omkring Dubrovnik. Og James Bond har ofte lagt vejen omkring kroatiske locations. Også selvom de somme tider har dubleret som fransk Riviera.

    23) Endelig kan vi afsløre, at verdens centrum ligger i Kroatien. Nærmere bestemt i byen Ludbreg. Det er nemlig her at de fire elementer – jord, vand, ild og luft – mødes og så var det her at jordens kredse blev skabt og tegnet. I følge overleveringerne. Og måske er der noget om snakken. Alle de største hovedstæder i Europa er placeret i koncentriske cirkler rundt om lige præcis Ludbreg…

     


     

    Læs mere

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 07/08/2013  |Til toppen