Sti

Lissabon-Region Sjælland og retur
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

24/08/2007

Den 28. august inviterer Region Sjælland til konferencen ’En konkurrencedygtig region i Europa’. Konferencen skal tjene til inspiration til Region Sjællands internationale politik og bidrage til EU's Lissabon-strategi. Konferencen arrangeres i samarbejde med Europe Direct i Region Sjælland, der er Europa-Kommissionens regionale informationsnetværk.

    Region Sjællands internationale politik er en vigtig del af regionens Regionale Udviklingsplan. Den Internationale Politik er desuden et bidrag til Lissabon-strategien som Europas stats- og regeringschefer vedtog for syv år siden i EU regi. Lissabon-strategien skal sikre EU den gule førertrøje i konkurrencedygtighed. EU skal med andre ord være verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi med flere og bedre arbejdspladser.

    Samarbejde og regionalt engagement er vejen frem
    Strategier, der vedtages i EU, virker kun i praksis, hvis regionale og lokale aktører bakker op om strategierne. Skal Lissabon-strategiens målsætninger nås, er der behov for en fælles indsats på tværs af regioner og kommuner og i et offentligt-privat partnerskab.

    - Det er de mange bække små, der samlet set skal placere os og EU forrest i feltet. Her er det vigtigt at se de store perspektiver i det små og anerkende betydningen af brede og utraditionelle samarbejder, siger formanden for Regionsrådet, Kristian Ebbensgaard og fortsætter - Internationaliseringen har skabt mange fordele, men betyder samtidig øget konkurrence. Vi kan ikke læne os tilbage og forvente forsat at høste frugterne af mange års teknologisk forspring. Der er mange spillere på banen som har vist, at de kan gøre sig gældende i den skarpe internationale konkurrence. Det betyder helt konkret, at vi i Danmark og i EU skal skærpe os på en lang række områder.

    Uddannelse er udvikling
    Det står allerede nu klart, at det er uddannelse og atter uddannelse som i al væsentlighed skal bidrage til et dynamisk og konkurrencedygtigt erhvervsliv, der skal sikre et økonomisk stærkt EU. Et udstrakt samarbejde mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitution¬erne skal bane vejen for innovative og ambitiøse idéer.

    - I Region Sjælland er vi meget bevidste om vores rolle som ’fødselshjælpere’. Både region og kommuner skal hjælpe med at bygge bro mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og den offentlige sektor. Et godt samarbejde er vejen frem for en positiv udvikling for såvel Region Sjælland som for EU, siger formanden for regionsrådet, Kristian Ebbensgaard, som fortsætter - jeg ser frem til en udbytterig konference den 28. august, hvor deltagerne får mulighed for at høre og drøfte centrale politikeres og embedsmænds bud på fremtidens regionale udfordringer og muligheder i Region Sjælland.

    Konferencen er blevet til i et samarbejde mellem Danske Regioner, Europa-Kommissionen i Danmark, Region Sjælland og EUROPE DIRECT Sjælland.

    Konferencen afholdes den 28. august 2007, kl. 9.00 til 13.00 i Regionshuset i Sorø. Der er enkelte pladser - tilmelding på tlf. 57 87 57 53 eller via Region Sjællands hjemmeside.

    Yderligere information kan fås hos Regionsrådsformand, Kristian Ebbensgaard, tlf. 57 87 50 01

     

     

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 31/10/2010  |Til toppen