Sti

Kommissionen godkender dansk redningspakke til Roskilde Bank
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

31/07/2008

Kommissionen har godkendt de foranstaltninger, der er truffet for at redde Roskilde Bank. Den 11. juli 2008 har Nationalbanken stillet en likviditetsfacilitet til rådighed for Roskilde Bank, der er dækket af en garanti dels fra den private finanssektor og dels fra den danske stat. Kommissionen fik dette anmeldt den 21. juli 2008 og drog den konklusion, at den private garanti og den del af likviditetsfaciliteten, den dækker, ikke udgør statsstøtte og den resterende del er forenlig med fællesmarkedet.

    EU's konkurrencekommissær, Neelie Kroes, udtalte, at "takket være det gode samarbejde med de danske myndigheder var Kommissionen i stand til at træffe sin beslutning meget hurtigt. Denne beslutning vil skabe retssikkerhed omkring de foranstaltninger, der er truffet til støtte for Roskilde Bank."

    Den 10. juli 2008 meddelte Roskilde Bank, at den seneste tids uro på de globale finansmarkeder og krisen på det danske ejendomsmarked havde resulteret i, at flere af bankens store udlånsengagementer havde udviklet sig i meget negativ retning. I forbindelse med udarbejdelsen af halvårsregnskaberne konstaterede bankens ledelse, at der måtte foretages lang større nedskrivninger end hidtil antaget. Det var ikke muligt at tilvejebringe mere aktiekapital, og forhandlinger med potentielle købere havde ikke ført til nogen konkrete bud på banken.

    Efter drøftelser med økonomi- og erhvervsministeriet, Finanstilsynet og Finansrådet stillede Nationalbanken en ubegrænset likviditetsfacilitet til rådighed for Roskilde Bank, der trådte i kraft den 11. juli 2008. Samtidig indvilligede Det Private Beredskab, som er en privat forening stiftet af Finansrådet, at stille garanti på op til 750 mio. DKK for ethvert tab, der måtte blive på denne likviditetstilførsel. Ud over det beløb, der dækkes af den private finanssektor, vil den danske stat også stille en ubegrænset garanti til dækning af det tab, Nationalbanken måtte blive påført på grund af denne likviditetsbistand.

    31. juli 2008

    Læs mere

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 31/10/2010  |Til toppen