Sti

Åbningsskrivelser til Danmark vedrørende pensionsfonde
RSS feed
Send til en venSend til en venPrintPrint

07/05/2007

Europa-Kommissionen har besluttet at sende anmodninger om oplysninger i form af åbningsskrivelser til bl.a. Danmark om reglerne, hvorefter udbytte- og/eller rentebetalinger til udenlandske fonde (udgående betalinger) vil kunne blive beskattet hårdere end udbytte- og/eller rentebetalinger til nationale pensionsfonde (indenlandske betalinger).

    Kommissionen tvivler på, at en sådan højere beskatning er forenelig med EF-traktaten og med EØS-aftalen, fordi den kan lægge restriktioner på de frie kapitalbevægelser. De pågældende medlemsstater anmodes om at svare inden for to måneder. En åbningsskrivelse er første skridt i overtrædelsesproceduren i EF-traktatens artikel 226.

    "Den europæiske pensionsbranche har klaget over den højere beskatning af pensionsfonde, der forekommer, hvis de udøver deres ret efter EF-traktaten til at investere på tværs af grænserne", udtalte EU's beskatnings- og toldkommissær László Kovács. "I

    Kommissionen tager klagerne alvorligt og har besluttet at indlede en formel undersøgelse>".

    Den højere beskatning af udenlandske pensionsfonde kan blive følgen af opkrævningen af kildeskat af udbytte- og rentebetalinger. De fleste medlemsstater fritager deres nationale pensionsfonde for selskabs- og/eller indkomstskat. Desuden indrømmer de normalt fritagelse ved kilden for enhver form for kildeskat af udbytter og rente, der betales til nationale pensionsfonde. Hvis der ikke er fritagelse ved kilden, benytter de normalt en refusionsprocedure, hvorunder pensionsfonden kan kræve kildeskat tilbagebetalt. Det forekommer imidlertid, at udenlandske pensionsfonde ikke kan komme i betragtning til fritagelsen ved kilden eller refusionsproceduren. Følgen kan blive, at kildelandet opkræver en højere skat af rente eller udbytter, der betales til udenlandske fonde, end af rente eller udbytter, der betales til nationale fonde.

    Hvis en medlemsstat opkræver en højere skat af udenlandske pensionsfonde, kan dette afholde disse fonde fra at investere i den pågældende medlemsstat. Ligeledes vil det sandsynligvis gøre det vanskeligere for selskaber, der er etableret i denne medlemsstat, at tiltrække kapital fra sådanne udenlandske pensionsfonde. Den højere beskatning af udenlandske pensionsfonde kan dermed udgøre en restriktion i de frie kapitalbevægelser, som er beskyttet ved EF-traktatens artikel 56 og EØS-aftalens artikel 40. Der er, så vidt Kommissionen ved, ikke nogen berettigelse for en sådan restriktion.

    Kommissionen noterer sig, at EF-Domstolens dom i Denkavit, sag C-170/05 af 14. december 2006, om udgående udbytter synes at bekræfte, at en højere skat af udgående udbytte- og rentebetalinger end af nationale udbytte- og rentebetalinger ikke er i overensstemmelse med traktatens friheder.

    I sin opfølgning af de klager, Kommissionen har modtaget, er den stadig ved at undersøge situationen i andre medlemsstater. Dette kan føre til, at der indledes yderligere overtrædelsesprocedurer.

    Baggrund

    Kommissionens meddelelse af 19. december 2003 (IP/04/25) om beskatningen af udbytter modtaget af privatpersoner giver en oversigt over de spørgsmål, der vedrører beskatningen af udbytter.

    For oplysninger om de igangværende overtrædelsessager om udgående udbytter, der betales til selskaber, se IP/07/66.

    Kommissionen har ingen skøn over, hvor stort et skatteprovenu der står på spil. Det kan variere fra medlemsstat til medlemsstat alt efter medlemsstaternes skatteregler og alt efter, hvor store grænseoverskridende investeringer fra pensionsfonde medlemsstaten har tiltrukket.

    Kommissionens sagsnumre er 2006/4102 (Den Tjekkiske Republik), 2006/4103 (Danmark), 2006/4106 (Spanien), 2006/4095 (Litauen), 2006/4108 (Nederlandene), 2006/4093 (Polen), 2006/4104 (Portugal), 2006/4105 (Slovenien), 2006/4107 (Sverige).

    For pressemeddelelser vedrørende overtrædelsesprocedurer inden for skatte- eller toldområdet, se:

    http://ec.europa.eu/taxation_customs/common/infringements/infringement_cases/index_en.htm

    For de seneste generelle oplysninger om overtrædelsesforanstaltninger mod medlemsstater, se:

    http://ec.europa.eu/community_law/eulaw/index_en.htm

    7. maj 2007

    Læs mere

    Seneste

    Flere
    Seneste opdatering: 31/10/2010  |Til toppen