Sti

EU's emissionshandelsordning

EU har valgt at bekæmpe klimaforandringerne ved at mindske drivhusgasemissionerne på en markedsorienteret og omkostningseffektiv måde. EU's emissionshandelsordning (EU ETS) skal lægge loft over vores udledninger af drivhusgasser og skabe et marked for emissionskvoter, som kan sætte skub i den teknologiske udvikling og give investeringer i lavemissionsteknologi.

En lofts- og handelsordning

"Efter starten i 2005 blev EU's emissionshandelsordning hurtigt hoveddrivkraften bag det nye internationale CO2-marked", siger Connie Hedegaard.

"Verdens største virksomhedsbaserede lofts- og handelsordning", som kommissæren kalder den, betyder, at energiintensive industrier som kraft-, stål- og cementværker hvert år skal returnere kvoter for hvert ton CO2, de udleder.

I princippet har de en vis mængde kvoter gratis, men har de behov for mere, skal de enten sørge for at begrænse deres egne udledninger (f.eks. ved at investere i mere effektiv teknologi eller bruge energikilder, der er mindre CO2-intensive) eller købe de nødvendige ekstra kvoter på markedet – eller begge dele samtidigt. Deltagere, der ikke bruger deres kvoter, kan sælge de overskydende kvoter.

Et eksempel til efterfølgelse

Med EU's emissionshandelsordning reduceres antallet af kvoter med tiden, så der samlet set bliver udledt færre og færre drivhusgasser. I 2020 forventes emissionerne således at ligge 21 % under niveauet i 2005.

"EU ETS kan være et godt eksempel for lande, der tænker på at indføre deres egen lofts- og handelsordning, som senere kan kobles til vores og dermed skabe et stærkere internationalt CO2-marked", siger Connie Hedegaard.

En udvidet og styrket ordning

I 2012 kommer luftfarten med i EU ETS. Denne sektor står bag ca. 3 % af EU's udledninger.

I den tredje handelsperiode, der begynder i 2013, vil ordningen blive udvidet til at omfatte den petrokemiske industri, ammoniak- og aluminiumsindustrien samt flere slags gasser.

Der har været tale om begrænset auktionering af emissionskvoter i den første og anden handelsperiode, men fra og med 2013 bliver det den vigtigste tildelingsmetode i ordningen.

Nyttige links:

Seneste opdatering: 02/10/2013 | Til toppen