Sti

1

Tale

Kampen mod klimaforandringerne i en krisetid

03/03/2013

Connie Hedegaard

Tale afholdt af EU-kommissær Connie Hedegaard

Konference om Europa

Harvard Universitet, den 3. marts 2013

Check Against Delivery

God dag og tak for invitationen. Sikken et program!

Da jeg sidste gang besøgte Harvard, kunne politikerne i dette land ikke – eller ville ikke – tage "fyordet" klima i deres mund. Nu er det anderledes. Klimaet spillede en fremtrædende rolle i både præsidentens indsættelsestale og i hans tale om nationens tilstand. Også den seneste mediedækning viser, at tiderne ændrer sig, som Bob Dylan sang i Times They are a-Changin'.

Og med god grund. 2012 var det varmeste år, der nogensinde er registreret, hvor gennemsnitstemperaturen oversteg den tidligere rekord med en hel grad Fahrenheit, den værste tørke siden 1930'erne og – ikke at forglemme – orkanen Sandy, som var næstdyreste storm i USA's historie.

Faktisk er der i jeres land i de sidste to år registreret ikke færre end 25 ekstreme vejrbegivenheder, som hver især har forårsaget skader for en milliard dollars eller mere ifølge Den Nationale Administration for Oceaner og Atmosfære.

Disse vejrbegivenheder indgår i et mønster med stadig hyppigere og mere ekstreme vejrforhold overalt i verden.

Det, vi oplever, stemmer overens med klimaforskernes fremskrivninger af følgerne af den globale opvarmning – bortset fra at deres fremskrivninger rent faktisk bliver til virkelighed endnu hurtigere, end de selv havde forventet.  

Som præsident Obama sagde, kan vi enten tro, at disse begivenheder kun er tilfældige, eller vi kan vælge at tro på den overvældende videnskabelige enighed og handle, før det er for sent.

Den Europæiske Union tilhører helt klart den sidste side. Vi bygger på videnskabelig konsensus – og det kræver hurtig handling for at forhindre de farlige klimaændringer. 

Fordi der, på trods af visse nyhedskanaler og radioværter ønsker vi skal tro det modsatte, reelt ingen alvorlig uenighed er blandt klimaforskerne. Den ene undersøgelse efter den anden viser, at langt hovedparten af klimaeksperterne mener, at klimaændringerne er en realitet og skyldes emissioner af drivhusgasser som følge af menneskelig aktivitet.

Hvis du spurgte ti mekanikere til råds, og otte eller ni af dem sagde, at din bil ikke var sikker at køre i, ville du så ikke følge deres råd og lade bilen stå? Det ville jeg i hvert fald.

Jeg har derfor virkelig svært ved at forstå, hvorfor der stadig er mange politikere i det her land, som vælger at ignorere den videnskabelige konsensus og blokere for enhver handling. Hvilket, når man tænker over det, er en konsensus, som USA's egne videnskabsfolk har ydet afgørende bidrag til.

Den globale opvarmning er en kendsgerning. Hvert af de sidste tre årtier har været varmere end det foregående. Hvert år siden 1976 har temperaturen været højere end gennemsnitstemperaturen i det 20. århundrede. 12 af de 14 varmeste år, der er registreret siden 1880, er målt siden 2000.

For at forhindre farlige klimaændringer er det internationale samfund blevet enigt om, at stigningen i jordens temperatur skal holdes på under 2° Celsius, eller 3,6°Fahrenheit. Det er teknisk muligt og økonomisk overkommeligt, men vi skal handle hurtigt. Jo længere vi venter, desto dyrere og vanskeligere vil det blive. 

Det Internationale Energiagentur har gentagne gange advaret om, at hvis vi ikke gør en langt større indsats er der fare for, at vi fastlåses i et CO2-intensivt energisystem, som vil gøre det umuligt at blive under de to grader. En række nye undersøgelser fra bl.a. Verdensbanken viser, at det er hævet over enhver tvivl, at det nuværende omfang af globale tiltag ikke er tilstrækkelig til at hindre en opvarmning på mindst tre eller fire grader i de kommende årtier.

Selv med en gennemsnitlig temperatur, der er 0,8° C højere end det førindustrielle niveau, kan vi allerede konstatere negative indvirkninger af den art, jeg netop har nævnt. Og jo mere temperaturen stiger, desto alvorligere vil følgerne blive.

Det er derfor, at det er så nødvendigt og presserende med øgede nationale tiltag og en ambitiøs international aftale med alle større økonomier. 

I Den Europæiske Union er det lykkedes os at reducere vores drivhusgasemissioner med næsten 18 % i forhold til 1990-niveauet og samtidig øge vores BNP med 48 %. 

Den økonomiske krise har naturligvis bidraget til denne reduktion, men emissionerne var allerede forinden faldende. 

Det har vi opnået takket være en række politiske foranstaltninger som systemet med handel med emissionskvoter, gennem forbedring af energieffektiviteten, øget anvendelse af vedvarende energikilder, begrænsninger for fluorholdige gasser, standarder for apparater, biler, bygningsreglementer osv.  Det er ikke fordi europæere er større tilhængere af regulering end amerikanere, men fordi de har erkendt, at selvom man har brug for markedet til at skabe omkostningseffektive løsninger, kan man ikke overlade langsigtede problemer som klimaændringer til at blive løst af det frie marked.

Markedet har tendens til at søge efter kortsigtede gevinster, hvilket er i orden, men i forhold til at beskytte offentlige goder som et stabilt klima eller et sundt miljø giver det typisk ingen merværdi. Det er derfor vi har brug for politik og politikere, som har modet til også at tænke langsigtet. 

Det er det, som jeg kalder ansvarlig kapitalisme. Regeringer skal regere, når det er påkrævet. Og jeg taler ikke som "europæisk socialist", men som politiker til fra højre for midten.

Jeg har i mit eget land Danmark set, hvad der kan opnås med målrettede politiske tiltag.

Da OPEC indførte oileembargoen i begyndelsen af 1970'erne, importerede Danmark 99 % af sit olieforbrug. Det blev dyrekøbte erfaringer, som lærte os faren ved forsyningsmæssig afhængighed – og det har vi taget ved lære af.

Uafhængighed på energiområdet blev målet for de efterfølgende regeringer, og vi indførte en lang række reguleringstiltag for at nå målet. Innovative virksomheder reagerede ved at tilvejebringe løsninger, og Danmark blev hurtigt et foregangsland inden for vindenergi. Vores politiske mål satte gang i udviklingen af en industri, som er førende i verden. 

I øjeblikket kommer over 40 % af vores elektricitet fra vedvarende energikilder og lidt over 30 % fra vindenergi. Danske virksomheder tegner sig for en fjerdel af salget af vindmøller på verdensplan. Vi er 100 % selvforsynende med energi, og energiteknologi udgør 11 % af vores samlede eksport.

USA arbejder også på at nedbringe emissionerne og er allerede nået halvdelen af vejen med en reduktion på 17 % i forhold til 2005. Det er et godt resultat, selvom det kun udgør omkring 7 %, hvis det måles ud fra det internationalt anerkendte 1990-niveau.

En stor del af denne reduktion skyldes skifergas, og som broteknologi er skifergas en acceptabel løsning. Men det centrale spørgsmål, som den nye regering må stille sig, er: "Hvad er det næste skridt?" EU overvejer allerede mål for 2030 – og nej, det er ikke fordi, vi ikke har andet at lave i Bruxelles!

Det er fordi det handler om vores fremtidige økonomi. Hvordan skal vi skabe arbejdspladser og vækst? Hvordan kan vi sænke energiomkostningerne? Den billigste energi er altid den, som vi ikke anvender. Energieffektivitet fører til skabelse af lokale arbejdspladser. I takt med at råvarepriserne fortsat stiger, vil efterspørgslen på verdensplan efter vedvarende energikilder og ressourceeffektive teknologier uden tvivl stige.

Skal VI bevare et konkurrencemæssigt forspring her – eller skal vi give afkald på det? Det var præcis det spørgsmål, som præsidenten stillede i talen om nationens tilstand: Kina gør det, og det skal vi også gøre, ellers forpasser vi muligheden. Vi skal tvinge os selv til at være innovativ.

Og presset på ressourcerne vil blive ved med at stige: Ifølge FN får vi brug for 50 % flere fødevarer, 45 % mere energi og 30 % mere vand i 2030. Hvem skal komme med løsningerne? 

Her lønner investeringer i innovation sig. Det kan man se i en række amerikanske stater. Og vores statistikker taler deres klare sprog: Det skønnes, at Europas sektor for vedvarende energi på blot fem år har skabt over 300 000 arbejdspladser. Ved udgangen af årtiet forventes det samlede tal at være på omkring 410 000 arbejdspladser. Og vores mål om at forbedre energieffektiviteten med 20 % forventes at skabe 400 000 nye job i denne sektor i de nærmeste år. Trods den økonomiske krise er denne sektor stadig meget robust.

Nogle vil hævde, at det er omkostningsfyldt at bekæmpe klimaændringerne. Ja, det er korrekt, men det er der også ved at fortsætte som hidtil! I Davos fremførte formanden for IMF, Christine Lagarde, formanden for Verdensbanken, Jim Yong Kim, og Angel Gurria fra OECD, som er tre af verdens økonomiske ledere, dette argument med kraftigere betoning, end jeg længe har hørt. Og jeg må sige, at jeg er virkelig overrasket over at høre, at Kongressen efter superstormen Sandys hærgen nedlagde alle stillinger vedrørende opbygning af modstandskraft og forebyggelse af fremtidige katastrofer. I betaler for skaderne, men ikke for at undgå de samme omkostninger næste gang!? DET er kortsigtethed.

Europa har taget ved lære af de hidtidige erfaringer:

For det første, hjælper det at sætte nogle mål.

For det andet har vi brug for prisfastsættelse, som mere nøjagtigt afspejler de reelle miljøomkostninger, f.eks. CO2-afgifter, så vores valg kan blive økonomisk bæredygtige.

For det tredje har vi brug for lovgivning.

Og endelig er vi nødt til at tænke "hinsides BNP". Med andre ord bliver vi nødt til at supplere BNP med andre måder at måle fremskridt, som giver et bredere billede af, hvad det er, vi gør ved vores planet. Der skal gøres rede for "eksternaliteterne"! På det punkt er vi nødt til at samarbejde.

Hr. formand, præsident Obamas fornyede tilsagn om at gøre en indsats i kampen mod klimaændringerne giver mig forhåbning om, at Europa og USA kan arbejde tættere sammen i kampen mod klimaændringerne. Også på internationalt plan. Lad mig nævne tre nøgleområder, som jeg mener vi bør koncentrere indsatsen om.

For det første, den globale klimaaftale, som forventes at blive vedtaget i 2015.

For at være effektiv skal denne globale aftale omfatte alle større økonomier – det er en fælles prioritet for EU og USA. Her er USA's lederskab afgørende. Verden har ikke råd til, at en af de vigtigste aktører står på sidelinjen. Vi kan ikke tillade os, at forhandlingerne mellem de større økonomier er endt i en blindgyde.

Europa og USA er enige om, at "firewallen" mellem industrilande og udviklingslande skal erstattes af et mere differentieret system, som afspejler virkeligheden i det 21. århundrede frem for i det 20. århundrede samt hvert lands ansvar og muligheder. Lad os arbejde sammen om at sikre, at dette sker, og for at nå frem til konsensus om andre aspekter af den globale klimaaftale.

Apropos, så er luftfart et godt udgangspunkt. EU er af den faste overbevisning, at enhver, der har råd til en flybillet, uanset om vedkommende er fra et industriland eller et udviklingsland, også har råd til at betale for forureningen. Og på det punkt burde USA være på vores side.

Det andet fokus for det transatlantiske samarbejde bør være at finde metoder til, hvordan man fastsætter mere ambitiøse mål for emissionsreduktioner, før den nye globale klimaaftale træder i kraft 2020 – gennem konkrete tiltag.

Hvis vi skal have en rimelig chance for at holde den globale opvarmning på under to grader uden meget høje omkostninger, skal de globale emissioner have nået deres højeste niveau senest ved udgangen af dette årti. Men de nuværende tilsagn er langt fra tilstrækkelige til at opnå dette mål. Der skal gøres en langt større indsats.

Europa og USA bør samarbejde på det område, både inden for rammerne af den såkaldte Durban Platform og ved at aktivere andre fora som G8, G20, De Større Økonomiers Forum og koalitionen for klima og ren luft.

Vi ser gerne, at USA i den forbindelse påtager sig et mere fokuseret og mere konsekvent kederskab. 

Det er nødvendigt at opnå tilsagn fra lande, som ikke har givet dem endnu, og på at få forbedret de tilsagn, som allerede er givet. Vi skal alle gøre en større indsats. Men vi mener også, at en af de mest effektive måder er at arbejde i partnerskab med dem, som allerede er parat til at tage modige skridt sammen med os med hensyn til f.eks. forbedring af energieffektivitet, adgang til bæredygtig energi for alle, øget anvendelse af vedvarende energikilder, gradvis afvikling af HFC-gasser osv. 

Vi arbejder allerede tæt sammen med USA om HFC-gasser i koalitionen for klima og ren luft, og det er god begyndelse. Vi så gerne, at dette samarbejde udvides til andre områder og at ambitionsniveauet kommer til at gælde på verdensplan.

Det tredje nøgleområde for samarbejde bør være afvikling af udfasning af støtte til fossile brændstoffer, således som G20 og andre ledere har forpligtet sig til. Det er på høje tid, at det sker, fordi det vil gøre det muligt at nedbringe emissionerne.

Vi glæder os over, at USA har fornyet sit tilsagn om at støtte reformer gennem G20. Jeg er sikker på, at Verdensbanken og andre har opmuntret hertil. Nu er det tid til, at vi begynder at handle.

Mine herrer og damer, jeg besøgte første gang jeres land, da jeg var et meget ungt folketingsmedlem tilbage i 1984 og præsident Ronald Reagan stadig var ved magten. Rejsen bragte mig først her til Boston og dernæst til San Antonio i Texas, og jeg kom til at holde af Amerikas Forenede Stater med al dets mangfoldighed. For mig har det ofte givet anledning til undren, at USA og EU befinder sig på hver sin side i kampen mod klimaændringerne.

Jeg håber, at de vigtige nye signaler fra jeres præsident vil betyde, at vi vil være i stand til at fremskynde tingene i fællesskab i de kommende år. Husk på, at vi kan redde banker, vi kan redde stater, men vi kan ikke redde vore planet, hvis vi ikke handler i fællesskab.

Tak for ordet.

Seneste opdatering: 21/03/2014 | Til toppen