This site has been archived on (2014/11/03)
03/11/2014

Sti

2

Nyheder

Connie Hedegaard: Dohakonferencen skal forberede den globale klimaaftale i 2015

23/11/2012

DOHA 2012 (COP 18/CMP 8)

FN's klimakonference, der finder sted næste uge i Doha i Qatar, skal påbegynde arbejdet med at realisere sidste års aftale om at øge den globale klimaindsats.

Connie Hedegaard udtaler: "Doha skal bygge videre på det gennembrud, vi opnåede i Durban, og der skal gøres fremskridt med henblik på den bindende globale klimaaftale i 2015. Derudover er det mindst lige så vigtigt, at vi bliver enige om yderligere tiltag, der kan reducere emissionerne, så vi kan holde os under en temperaturstigning på 2° C. I EU står vi ved vores beslutning om at deltage i Kyotoprotokollens anden periode, og vi vil fortsætte den betydelige finansielle bistand til udviklingslandene for at hjælpe dem med at håndtere klimaændringerne. Doha skal ses i sammenhæng med den nylige rapport fra Verdensbanken og UNEP's rapport om emissionskløften, som med al tydelighed viser, at verden taber værdifuld tid".

Læs mere:

Baggrund:

Doha-konferencen finder sted fra den 26. november til den 7. december. Den Europæiske Union ønsker et resultat, der fastholder alle elementer i den samlede beslutningspakke fra Durban og fører dem videre frem imod en ny global klimaaftale i 2015. EU har derudover anmodet det qatarske formandskab om at afholde ministerdrøftelser med henblik på at nå til enighed om konkrete foranstaltninger, der kan bidrage til at reducere de globale emissioner yderligere inden 2020. EU bakker fuldstændigt op om den aftale, der blev indgået i Durban, og er fast besluttet på at deltage i Kyotoprotokollens anden periode.

EU er verdens største donor af officiel udviklingsbistand og klimafinansiering til udviklingslande. I Doha vil EU vise, at man er på vej til at fremskaffe alle de lovede 7,2 mia. EUR til "hurtig klimafinansiering" i perioden 2010-2012. Sammen med sine partnere i udviklingslandene vil EU også drøfte, hvordan EU's store bidrag til klimafinansiering kan fortsætte i 2013-2014 og fremover.

I sin årlige rapport om emissionskløftenpdf siger UNEP, at hvis landenes eksisterende emissionstilsagn gennemføres fuldt ud, vil de bidrage til at nedbringe emissionerne til under det forventede niveau i 2020, men ikke til et niveau, der er i overensstemmelse med den aftalte grænse på 2° C. Det vil føre til en betydelig "emissionskløft".

I sin rapport "Skru ned for varmen" beskriver Verdensbanken, hvordan verden vil se ud, hvis den bliver 4° C varmere. Rapporten siger, at det er afgørende for sundheden og velfærden i hele verden, at vi finder en måde at undgå dette scenarie på.

Seneste opdatering: 04/11/2014 | Til toppen