Sti

1

Tale

Connie Hedegaard: “mere for mindre”

Connie Hedegaard

Det 12. topmøde om bæredygtig udvikling i Delhi

Det talte ord gaelder

Mine damer og herrer

Jeg er glad for endnu engang at kunne deltage i topmødet for bæredygtig udvikling her i Delhi. Jeg må atter takke Dr. Pachauri og the Teri Institute for jeres utrættelige indsats.

Jeg behøver ikke længere forklare jer, hvad bæredygtig udvikling handler om. Lad mig ikke desto mindre minde jer om, hvad der står på spil i det 21. århundrede.

Et barn, der fødes i dag, vil være 1 ud af 7 milliarder mennesker, og i løbet af sit liv vil det se verdens befolkning vokse med endnu 3 milliarder. Flere mennesker vil blive en del af middelklassen, ikke mindst i Asien. Det er gode nyheder. Men når det barn, der fødes i dag, fylder 18 år i 2030, vil verden have brug for 45% mere mad, 45% mere energi og 30% mere vand.

Når man husker på disse tal, står det klart, at “business as usual” ikke er en mulighed. Det ville være forkert at tro, at dette er er den billige løsning. Det er det ikke. Tværtimod er det en meget dyr løsning.

Det er derfor vi har brug for en mere bæredygtig vækstmodel. Dette er også en af anbefalingerne fra FN’s højniveaupanel om global bæredygtighed.  Jeg præsenterede rapporten i går sammen med andre panelmedlemmer.

De sociale og økonomiske resultater, som vi har oplevet gennem de sidste 20 år, er fantastiske.  Vi har brug for at inddrage endnu flere mennesker i fremtiden. Vi kan ikke sætte grænser for væksten. For det første fordi det ikke ville virke. Og for det andet fordi det ikke ville være moralsk forsvarligt: Vi må ikke nægte mennesker deres mulighed for at opnå fremgang og få et bedre liv.

Vækst i sig selv er hverken vores fjende eller vores problem. Det er den måde, vi er vokset på, og den måde, vi fortsat vokser på, der er vores fælles udfordring. Vækst, som vi kender den, vil føre til uoverskuelige problemer i fremtiden, ikke mindst på grund af det pres, vi lægger på vores økosystemer, vores klima og andre naturressourcer, som for eksempel vand.

Tag bare et par eksempler. Hver dag bliver der brændt eller ryddet 24.000 fodboldbaner skov.  Og om 20 år vil vandressourcerne kun dække 60% af verdens behov. Det er den slags udfordringer, vi står over for i dag.

Vi er altså nødt til at redefinere begrebet vækst, fordi det er en så vigtig del af den bæredygtige udvikling at forholde os til klimaforandringerne. Klimaforandringer mangedobler truslerne, og hvis vi ikke handler på klimaområdet, vil  selve væksten i det lange løb blive sat  på spil.

Det vil vi alle få fordel af. Hvordan?

Jo, vi bliver nødt til at se på vores produktionsmønstre og vores forbrugsmønstre. Vi har brug for bedre produktstandarder, der er i overensstemmelse med den bedste teknologi, vi har til rådighed.  Standarder for bilers brændstoføkonomi er et oplagt eksempel. I Europa er vores mål 95 g CO2 pr. km i 2020. En nedgang fra 120 g i 2015. I Delhi kommer der 2000 nye biler på gaden hver dag. Der  er 600 millioner mobiltelefoner i brug i Indien. Det er godt, det betyder fremgang. Men det er også meget vigtigt, at vi anvender de højeste standarder for alle de maskiner, vi bruger, for at gøre vores tilværelse mere behagelig.


Det er vigtigt, at ALLE lande, også de nye økonomier, bidrager til, at verden reducerer sine udledninger. Kinas udledninger pr. indbygger er allerede højere end Frankrigs og Italiens. Det er et eksempel på, hvor hurtigt tingene ændrer sig. Indien ligger langt under med 1,5 tons pr. indbygger.

Det er klart, at forskellige lande med forskellige økonomier må sætte ind på forskellige områder. Nogle af os reducerer allerede nu vores udledninger. Andre, såsom Indien, vil i de første mange år skulle stræbe efter at gøre det bedre, end de plejer. Ingen vil forlange mere end det, men pointen er, at alle bidrager med mere effektiv anvendelse af vores ressourcer. I Europa hylder vi princippet om fælles, men differentieret ansvar.

Efter min mening var klimakonferencen i Durban i slutningen af sidste år et vigtigt skridt i den rigtige retning. Den indiske miljøminister, Jayanthi Natarajan, og jeg blev under den sidste del af konferencen enige om, at der er brug for en ny, mere ambitiøs klimaramme, som er juridisk bindende for alle.  Det betyder, at vi vil foretage os forskellige ting, men det, vi lover at gøre, vil have den samme juridiske gyldighed. Verden har ændret sig meget, siden UNFCCC blev oprettet.

I Europa har vi gjort følgende to erfaringer: 1) Prissignaler hjælper, 2) mål hjælper. De bindende europæiske mål for vedvarende energi og drivhusgasudledninger har haft afgørende betydning for, at regeringerne og virksomhederne har bevaret fokus på at reducere udledningerne. Dette har tilskyndet til nye investeringer i vedvarende energi, selv under den værste økonomiske krise, vi har oplevet i årtier.

Derfor er vi glade for, at Durban-konklusionerne erkender, at den fremtidige klimaramme skal være juridisk bindende for ALLE lande, og ikke bare de industrialiserede lande.

Verden ændrer sig, og det gælder også dynamikken i og mellem vore nationer. Vi er afhængige af hinanden, eftersom vi har flere og flere fælles interesser. Vi skal arbejde tættere sammen for at kunne tackle de globale udfordringer, og vi skal alle påtage os vores del af ansvaret. Vi skal bevæge os væk fra den gamle skillelinje mellem nord og syd med dens negative dynamik.

Det betyder ikke, at jeg lader hånt om den såkaldte equity agenda, som Indien og andre udviklingslande er varme fortalere for. Jeg er helt enig i, at ulighed stadig er et kæmpeproblem, ikke blot på nationalt plan, men sandelig også blandt nationer. Men Durban viste med al tydelighed, at den traditionelle opdeling mellem industrialiserede lande og udviklingslande ikke vil hjælpe os med at klare de fælles udfordringer.  Og derfor er der på  Durban-konferencen vedtaget en beslutning om at arbejde hen mod en fælles platform for alle.


Lad mig slutte med at tale om en sag, som efter min mening vil være altafgørende for at kunne skabe en bæredygtig model for global vækst. Og det er at sætte en pris på miljøforurening.

Panelet om global bæredygtighed anbefaler, at alle regeringer i 2020  har etableret prissignaler, der tillægger bæredygtighed en værdi, og dermed påvirker husholdningernes,  virksomhedernes og den offentlige sektors forbrugs- og investeringsbeslutninger.

Vi skal have dem, der forurener, til at betale for det – og det gælder også internationale operatører såsom luftfartsselskaber, for forurening stopper ikke ved de nationale grænser. Men det skal gøres på en fornuftig måde ved hjælp af innovative prismekanismer og CO2-markeder.

På den måde kan vi også skaffe tilstrækkeligt med penge til investeringer i bæredygtig udvikling, specielt i udviklingslandene. Behovet for investeringer overstiger langt, hvad den offentlige sektor alene kan klare. Der bliver brug for store mængder privat kapital.

Det glæder mig at bemærke, at Indien også indfører et markedsbaseret system. Det er  en såkaldt pat-ordning (perform achieve and trade), som har til formål at reducere energiforbruget i mere end 700 energiintensive brancher, f.eks. cement,  stål og  termiske elværker.

Vi har brug for et mere bæredygtigt forbrug. Den mængde mad, der smides ud i lande med høj indkomst, (220 millioner tons), svarer stort set til fødevareproduktionen i de afrikanske lande syd for Sahara (230 millioner tons).  Det er den situation, vi står overfor. Forbrugerne bliver styret af priser, men også af deres samvittighed. Bedre mærkning kan gøre en enorm forskel, ligesom vi har set det med mærkning af vaskemaskiner og andre elektroniske apparater.

Det handler alt sammen om incitamenter til handling, også for producenterne.

Vi kender de problemer, der kommer af ineffektiv anvendelse af ressourcer.  Vi kender løsningerne. Der findes masser af kreative mennesker med gode idéer overalt i verden. I fremtiden handler det ikke om at lade være med at forbruge, men om at forbruge med omtanke. Forbruge med langt mere omtanke.

Tak

Seneste opdatering: 21/03/2014 | Til toppen