Sti

1

Tale

Europa lige nu - Connie Hedegaards tale til Berlingskes prisuddeling

Connie Hedegaard

Deres Kgl. Højhed Prinsgemalen, mine damer og herrer!

Det talte ord gaelder

Normalt indleder man med et høfligt tak for invitationen til at tale; men når man som jeg er blevet bedt om at tale om "Europa lige nu" er jeg ikke sikker på, at der er så meget at takke for!

Det er jo – stort set – et umuligt emne. Så… Jeg skal nok komme til det. Men lad mig i stedet for "Europa lige nu" – begynde med det Europa, der har ført os frem til nu.

For noget af problemet med EU-debatten i DK er jo, at den oftest koncentrerer sig om (alt) det, vi ikke kan lide "her og nu" i EU, hvor den lidt større fortælling om det europæiske fællesskab ofte glemmes.

For mit vedkommende – og for mange danskeres vedkommende, tror jeg – begynder fortællingen om EU ved kampagnen op til folkeafstemningen i 1972. Jeg gik i 6. klasse og kan huske, jeg satte en JA-mærkat op i klasseværelset før afstemningen.

Danmark kom med. Og det med et solidt flertal. 63,4 % ville gerne ind i klubben. Og det argument, jeg husker bedst, handlede ikke om flæskepriser og landbrugsstøtte og slige prosaiske ting. Nej, det handlede især om at ønske sig med i et fællesskab, der dybest set var et værn mod krig.

Det var EF som et fredens projekt. Det var de historiske og værdimæssige grunde langt mere end de økonomiske, der talte i mit hjem. Og det var jo unægtelig dér, prægningen i første omgang kom fra.

***

Siden fik jeg mere personlige erfaringer med Europa. Interrail-turen i 1978 gik bl.a. til Rom og til Athen. Til Forum Romanum og til Akropolis – til dé europæiske rødder, jeg havde lært om i oldtidskundskab. Men det var også en tur i et Europa præget af jerntæppet. Østeuropa var bare et hvidt skraveret område på Interrailkortet. Dog passerede vi gennem Tito´s Jugoslavien – uden stop. Men gennem ruden så vi, hvor anderledes dér var.

Jeg husker også tydeligt 2.g-turen til det delte Berlin. Hvordan det var at komme fra lysene i Vest - til mørket i Øst. Jo, men østpå havde de kulturen, fortalte lærer Toft og tog os med over og se Brecht og Der kaukasische Kreidekreis i Østberlin.

Og jo, det var da bestemt stærkt teater – men jeg kan hilse og sige, at de tre timers ophold i Friedrichsstrasse for at blive sluset igennem – og for at tvangsveksle surt sammensparede lommepenge til Østmark, som vi alligevel ikke havde noget at bruge til, og så det trøsteløse spisested med de udkogte grøntsager gjorde et nok så blivende indtryk.

Jeg spoler den indre film frem til tiden efter 13. december 1981, hvor Polens Jaruzelski presset af Walesas Solidarnosz indførte krigsretstilstand og hvor syv polske mænd fra Solidaritet ikke turde vende tilbage til Polen og indledte en månedlang sultestrejke på Langelinie. Som aktiv i konservativ studenterpolitik blev jeg involveret i sagen, der også blev dækket af Berlingske Tidende.

Da jeg adskillige år senere i midtfirserne kørte fra Swinoujscie til Warszawa, fornemmede man de nye tider, da en passager i togkupéen tog sin sweater af afslørede en Solidarnosz-T-shirt. Fantastisk (under det polske EU-formandskab) at være til uformelt miljøministermøde sidste år på det gamle skibsværft i Gdansk, hvor kimen til det nye Europa blev lagt.

Jeg kan også huske de unge østeuropæere, jeg mødte i begyndelsen af 80'erne Prag og Budapest. De unge fyre fra DDR kunne altid kendes på, at de havde de samme sandaler. Men de imponerede også med deres utrolige viden. Vel at mærke om Europas kultur og historie FØR 1917. De østtyske økonomistuderende kunne deres Ibsen og Strindberg nok så godt som denne danske litteraturstuderende, og den unge tjekkoslovakiske tømrersvend kunne med stor præcision tidsfæste Prags pragtfulde bygninger.

Da min medrejsende havde svært ved at klare de uhyre grundige lygtemænd i toget på vej til Rostock og glemte at "idiot" faktisk også forstås rigtig godt på tysk, var vi nær aldrig sluppet hjem, over grænsen, til den unægtelig betragtelig friere luft i DK.

Men uanfægtet af situationen øst for jerntæppet udviklede det (vest)europæiske projekt sig yderligere. I 1986 kaldte statsminister Schlüter til folkeafstemning om "EF-Pakken" – Det Indre Marked.

En utrolig vision: I Fællesskabet skulle vi kunne handle frit med hinanden på tværs af landegrænser. Som ung MF'er deltog jeg i en mængde af møder for at argumentere for et JA. Og et solidt JA blev det: 56,2 %.

Det med at få befolkningens ja skulle siden blive vanskeligere. Egentlig mærkeligt nok. For da Muren faldt "pludseligt" – i hvert fald så pludseligt, at kun få havde set det komme så hurtigt – ja, så var det jo en europæisk stjernestund. Og det var meget fascinerende for mig – nu som journalist for Berlingske Tidende at rejse ud i det nye Europa og møde skæbner fra det nu frie Europa, f.eks. den gamle systemmand i Øst, hr. Bökenhauer, der nu var blevet selvstændig erhvervsdrivende: En videobutik!

At overvære åbningen af den første Netto-butik i Neubrandenburg tæt ved grænsen til Polen.
At besøge Frau Brandis, der fra præsteboligen i Potsdam havde bekæmpet det gamle DDR regime. Men som et år efter Murens fald kun én gang havde taget turen over Glienicker Brücke – til Vestberlin, fordi hun ikke kunne klare at blive konfronteret med, hvordan livet kunne have været.

Jeg deltog også som underviser på demokratikurser, som amerikanske National Democratic Institute holdt. Jeg kan bl.a. huske et hold tjekkoslovakker fra Havels Borgerforum, Obczanska Forum, som for første gang skulle prøve at tale frit over for fremmede. Kurset blev holdt – of all places – på Kommunistpartiets gamle kursted i Karlovy Vary. De første 24 timer holdt det hårdt med at tale frit. Deltagerne skulle lige vænne sig til det. Man vidste jo aldrig. Gik det nu også an? Men fantastisk at overvære mennesker tage ytringsfriheden i besiddelse.

Tilsvarende i Sofia, Bulgarien, mens studenter camperede midt i byen for at fremtvinge yderligere forandringer. Og i Baltikum, bl.a. i et Riga, der dengang var som at dykke ned i en tidslomme fra 1950´erne – og hvor det gjorde et uudsletteligt indtryk, da russere og lettere på kurset om, hvordan man skaber frie partier og en fri presse, næsten fysisk kom op at slås: "Tror du jeg har glemt, at det var DIG, der satte min far i fængsel?"

Derfor – DERFOR – var udvidelsen, som faldt på plads under sidste danske formandskab, jo så ufattelig, så fantastisk, så historisk, at det for mig var begrundelse nok for de europæiske fællesskaber, for det der snart blev til EU.
Og alligevel satte folkeafstemningerne med det knebne nej til Maastricht i 1992 – 50,7 % nej 49,3 % ja – og ja'et til forbeholdene året efter og til Amsterdam-Traktaten i 1998 – en mere skeptisk dagsorden. Modstand havde der jo været hele tiden: EF / EU var for centralistisk. For kapitalistisk. For udemokratisk. Og i hvert fald ikke så godt som det system, vi havde hos os selv.

Og hele Danmarks historie med EU har været ledsaget af ulyksalige historier om detailregulering – de krumme agurker – om landbrugsstøttens urimelighed, et latent dem/os. Vi sagde det aldrig direkte, pakkede det ind med vanlig dansk beskedenhed. Men undertonen var ikke desto mindre klar: I det protestantiske velordnede, hyper-demokratiske nord, Grundtvigs Norden, havde – og har! – vi nogle lidt bedre måder at gøre tingene på. Mener vi. Måder, vi hele tiden er bange for at miste.

Men vores forhold til Europa er jo ofte et had/kærligheds-forhold. For vi elsker jo også eksempelvis de åbne grænser – Østeuropa er ikke længere skraveret hvidt på Interrail-kortet. At fri bevægelighed ikke kun skulle gælde for varer, men også for rigtig levende mennesker, var jo indlysende for langt de fleste.

Og det er det stadig den dag i dag, hvor jeg tror, at langt de fleste danskere, trods al bekymring over indvandring og konkurrerende arbejdstagere, nyder at kunne kere frit over grænserne i Europa eller gå direkte ud af flyet fra Berlin eller Palma og ind i den københavnske ankomsthal. Jeg sendte i hvert fald Schengen en MEGET venlig tanke, da det for nylig tog mig en god time at komme igennem den cubanske paskontrol. Og det var endda på vej UD af landet!

***

Så langt så godt. Så langt kan et solidt flertal af danskerne sagtens følge EU. Men så kom jo euroen. Og euro-afstemningen i 2000, hvor også jeg skrev imod den daværende regerings efter min opfattelse lidet heldige kampagne. Dråben var, da man husstandsomdelte den berømte pjece med Lise Nørgaards kontrafej og overskriften: Matadors mor siger også ja. Altså troede de (regeringen / establishment), at vi (borgerne) var totalt sandblæste?

Det blev som bekendt et klart nej 53,2 % – et nej, der ikke er ændret siden. Ja, siden har ingen regering turdet spørge befolkningen til råds i EU- spørgsmål, og et nej som de der stemte nej næppe har fortrudt i disse seneste måneder.

Sagen er bare, at vel kun de absolut færreste tror, at Europas økonomiske problemer er opstået p.g.a. euroen. Grækenlands økonomiske problemer er ikke p.g.a. EU og euroen. Det er på trods af. Og nu får de faktisk massiv hjælp fra det solidariske fællesskab. Irlands problemer med især banksektoren kan man heller ikke klandre EU for. Og Spaniens ultrahøje ungdomsledighed er heller ikke Europas ansvar. Det er Spaniens ansvar.

Men det er klart, at krisen afslørede, hvad eksperter allerede ved euroens skabelse advarede om: hvis man laver en økonomisk union, kræver det en styrket politisk integration. På den hårde måde har vi i Europa måttet bøde for undladelsessynderne, da man for år tilbage skabte euroen. For historikeren i mig er det da interessant at lege med tanken, "hvad nu hvis vi IKKE havde skabt euroen" – kontrafaktisk historieskrivning er en charmerende beskæftigelse – men som politiker må jeg tage afsæt i verden som den er. Europa som det ER - er et Europa med euro.

Tiden kan ikke skrues tilbage. Man kan fjerne euroen, eller det kan gå galt. Men man kan ikke lade som om, det så ikke ville have store konsekvenser. Enorme konsekvenser. Derfor er alle gode kræfter nu sat ind på at redde projektet.

Og jo, jeg ved godt, at det med øget integration kan mange af os danskere dybest set ikke lide. I hvert fald ikke følelsesmæssigt. Rationelt ser mange af os måske nok behovet, men det VILLE jo være dejligt, om verden var den velkendte af i går, hvor nationalstaterne kunne klare det meste selv.

Og lad os også være ærlige og sige, at der også er et nord/syd-aspekt her. Heroppe hos os gør vi en dyd ud af at følge spillereglerne og implementere tingene. Sådan ser vi i hvert fald os selv og for det meste er det også rigtigt. Samme tradition er ikke lige stærk i alle medlemslande.

Til gengæld er det jo også det, de sidste 12-18 måneder i den grad har handlet om i Europa: om at få regelsættet på plads, få aftalt de spilleregler, man for længst burde have aftalt. OG få sikret at vi i EU bliver langt, langt bedre til at implementere og håndhæve de beslutninger, der tages.

Det duer jo ikke, at kun nogle følger spillereglerne – hvorefter alle skal være med til at rydde op. Og det duer heller ikke, at spilleregler kun er noget, de små skal leve op til.

***

At EU leverer bedre er, tror jeg, afgørende for befolkningernes opbakning til projektet. Det er jo bl.a. derfor, vi har brug for stærke institutioner. Og med "vi" mener jeg ikke "os nede i Bruxelles". Nej, det er medlemsstaterne, der har brug for stærke institutioner. Især de små og mellemstore medlemsstater har brug for, at nogle – og det ER Kommissionens opgave – tager vare på alle medlemsstaters interesse. Sikrer, at beslutninger følges op, implementeres OG at EU ikke kun er et fællesskab, hvor nogle få – store – dikterer, men hvor ALLE landenes interesser søges varetaget.

Lad os bare være ærlige: Det er her, det kniber. Også i det, vi ser udspille sig i disse måneder og år. De færreste danskere bliver rigtig lykkelige, når Sarkozy og Merkel går tur i Deauville eller hvorfra de nu fortæller resten af EU, hvad de har besluttet.

Som Jean Monnet, en af EU’s fædre, har formuleret det: "Nothing is possible without men, but nothing lasts without institutions."

***

Lige nu overskygger euro-krisen og den økonomiske krise næsten alt andet. Forhåbentlig får vi løst de aktuelle udfordringer – uden at spalte EU i to – og en arkitektur på plads, der gør, at vi undgår lignende situationer i fremtiden og får trimmet vores velfærdsstater. Men hvad så? Lad os her til sidst se på Europa, ikke bare lige nu – men lige om lidt.

For hvad skal vi leve af? Hvordan kan vi træffe beslutninger hurtigere og mere effektivt – det er de nye konkurrenter altså rigtig dygtige til. Hvordan kan vi speede den grønne omstilling op, som bliver fremtidens konkurrenceparameter?

Europa er – stadig – verdens største økonomi. Med økonomisk magt følger normalt også politisk magt. Men man behøver desværre ikke være professor i international politik for at konstatere, at Europas politiske magt i verden ikke står mål med vores økonomiske magt. OG vores magt skrumper. Det samme gør af mange grunde også USA's geostrategiske magt.

Til gengæld vokser andre økonomier med rivende hast – og selv om man ikke skal foregøgle, at de med Kina i spidsen ikke også har vældige udfordringer – så bør vi ikke være blinde for, at når andre økonomier fylder mere, så er det også overordentlig sandsynligt, at også disse andres værdier kommer til at fylde mere.

Selv om det dog også er værd at bemærke, at klimakonferencen i Durban faktisk leverede et eksempel på, hvordan EU kan spille en rolle internationalt – vel at mærke når vi taler med én stemme – eller rettere sørger for at sige det samme og stå fast på en fælles linje - OG når vi laver de rigtige alliancer.

Det er her, jeg tror, vi skal finde kernen i den moderne fortælling om Europa: For mine forældres generation var det visionen om fred og samhandel på tværs af grænser. For min som nævnt det forenede Europa – udvidelsen. Hvad skal visionen være for mine børns generation?

Det er jo næppe den aktuelle krisehåndtering, der begejstrer og mobiliserer unge mennesker anno 2012 for den europæiske idé. Jeg tror, at det for en ny generation ikke mindst er i mødet med værdisættet i andre verdensdele, at det står dem klart, hvorfor et stærkt og forenet Europa giver mening. Det er i vores interesse. Simpelthen.

Og jeg tror, at det i de kommende års benhårde konkurrence om markeder – og dermed om job og velstand – vil stå klart for stadig flere, at kun hvis vi formår at pulje kræfterne bedre i Europa, kan vi gøre os så stærkt gældende, at vi stadig kan bevare de værdier og det velfærdssamfund som den store majoritet ønsker sig.

De økonomiske kræfter globaliseres og bliver stadig stærkere. Formuer koncentreres, og det gør magten bag dem også. De politiske institutioner må følge med – med mindre man da tror på, at markedet klarer ærterne selv. Det har jeg som konservativ aldrig troet på.

Men det er der vel ikke mange, der KAN tro på, efter det vi har været vidne til over de seneste år. Der er i høj grad – også – brug for politik. For spilleregler. Også spilleregler for markedet. De burde ideelt set være globale i en globaliseret tidsalder og økonomi. Men hvor svært det er at enes om det, kan man jo bare spørge G20-kredsen om. I det mindste har vi formået at lave et stadig stærkere regionalt samarbejde i Europa.

Og ja, aktuelt har det problemer – men set over tid har det været – og ER det - en tordnende succes. Mon ikke det også er derfor, at køen af lande, der ønsker at blive medlem af klubben fortsætter med at vokse.

Men EU skal også kende sin begrænsning. Der er masser af områder, hvor det ikke giver mening at regulere på fælles europæisk plan og generelt skal detailreguleringen ske nationalt. Men hvis man vil bekæmpe luftforurening, er det altså meget fornuftigt ikke kun at gøre det over sit eget territorium.

Og det måske mest oplagte eksempel er håndteringen af verdens aktuelt allerstørste udfordring: At få den globale ligning til at gå op med stadig flere mennesker, der vil efterspørge stadig flere goder og dermed vækst på den ene side og på den anden en klima-, miljø- og ressourceudfordring, der vil vokse sig foruroligende stor, hvis vi fortsætter som hidtil – dénne ligning kan kun gå op gennem en målrettet og gennemgribende grøn transformation af vores økonomier. Tror vi, vi bedst gør det individuelt 27 lande? Eller tror vi, vi gør det bedre ved at arbejde sammen om både mål og midler? Jeg er ikke i tvivl. Og jeg er sikker på, at her er også et område, hvor en ny generation i dén grad ser behovet for og meningen i ikke mindre, men mere EU-samarbejde.

Jeg begyndte med historien. Om fredens og demokratiets sejr i Europa – om fællesskabets nødvendighed. Nogle kunne forledes til at tro, at dette var en nødvendighed i fortiden. Ikke i nutiden. Men situationen i "Europa lige nu" er en påmindelse om, at der stadig – også når det gælder at sikre demokratiske frihedsrettigheder – er brug for et stærkt Europa. Forfatningen og institutionerne betyder faktisk noget og kan bruges til noget. Også i dag. Og de skal respekteres. Spørg bare Ungarn.

Hele grundlaget for EU har altså ikke bare historisk interesse. Vi har stadig brug for et europæisk samarbejde til værn for vores europæiske kerneværdier. Ved hjælp af politisk og økonomisk samarbejde kan vi – og skal vi – sammen styrke regionens konkurrencedygtighed. Og formår vi at optræde samlet internationalt, kan vi præge verden i det 21. århundrede mere sammen, end vi kan hver for sig.

Så jo, i den forstand er der mindst lige så meget brug for visionen om et stærkt europæisk samarbejde i 2012, som der var, da man lavede Romtraktaten tilbage i 1957 – og da et solidt flertal af danskerne for i år 40 år siden sagde ja tak til at være med i et europæisk fællesskab. Et fællesskab, hvor det helt bestemt er bøvlet i "Europa lige nu" og besværligt MED. Men hvor ingen af det europæiske kontinents mange og store udfordringer løses bedre UDEN.

Tak for ordet.

Seneste opdatering: 21/03/2014 | Til toppen