Sti

2

Nyheder

Den Europæiske Investeringsbank og Europa-Kommissionen vil undersøge mulighederne for et EU-initiativ for finansiering af klimatiltag

Klimakommissær Connie Hedegaard og formanden for Den Europæiske Investeringsbank (EIB,) Philippe Maystadt, aftalte i mandags at undersøge mulighederne for et fælles initiativ for finansiering af klimatiltag i udviklingslandene, der indgår som led i den forpligtelse, Den Europæiske Union påtog sig på FN's klimakonference i København i december. Under deres drøftelser i EIB's hovedkvarter i Luxembourg udtrykte de også stor tilfredshed med en politisk aftale, der var indgået om at mobilisere midler til opsamling og lagring af CO2 (CCS) og innovative vedvarende energiteknologier i EU gennem NER 300-initiativet (initiativ med 300 mio. kvoter i reserven for nytilkomne under emissionshandelsordningen).

EU-kommissær Connie Hedegaard sagde: "Det er afgørende, at man råder over en hensigtsmæssig finansiering til at indgå og gennemføre en international aftale, som begrænser den globale opvarmning til 2 °C. EU har fastlagt et af verdens mest ambitiøse emissionsreduktionsmål. Finansielle institutioner som f.eks. EIB vil sammen med den private sektor spille en central rolle, idet de kan støtte EU's opfyldelse af dets emissionsforpligtelser og bidrage til at mobilisere de finansielle strømme, der er nødvendige for, at udviklingslandene kan modvirke og tilpasse sig klimaændringerne."

EIB's næstformand Simon Brooks, som er ansvarlig for miljøbeskyttelsesspørgsmål, sagde: "Vi tror, at en EU-platform for finansiering af klimatiltag vil synliggøre de forpligtelser, Den Europæiske Union påtog sig i København sidste år. Idéen er at kombinere Europa-Kommissionens og medlemsstaternes bistand med finansiering fra EIB og andre europæiske finansielle institutioner, således at de forskellige udfordringer i forbindelse med tilpasningen til og modvirkningen af klimaændringerne håndteres så effektivt som muligt."

Europa-Kommissionen og EIB-gruppen samarbejder allerede om gennemførelsen af Den Globale Fond for Energieffektivitet og Vedvarende Energi (GEEREF). GEEREF, som blev lanceret i 2008, har allerede ydet finansiering til fonde for vedvarende energi i Sydafrika og Asien.

Sidste år ydede EIB lån for et beløb på næsten 17 mia. EUR til støtte for Europas klimamål, herunder vedvarende energiprojekter i bl.a. Egypten, Kenya, Tyrkiet og Vanuatu. EIB forventer, at dens långivning uden for Den Europæiske Union i år vil støtte investeringer i vedvarende energi i en størrelsesorden af ca. 2,5 mia. EUR, og den vil overveje at øge sin portefølje af CO2-midler yderligere i samarbejde med andre finansielle institutioner.

Europa-Kommissionen foreslog i april, at loftet for EIB's finansiering uden for EU skulle forhøjes med 2 mia. EUR i perioden 2011-12, og at denne ekstra långivning skulle afsættes til bekæmpelsen af klimaændringer. EU's finansministre gav i sidste uge deres foreløbige støtte til forslaget, i afventning af førstebehandlingen i Europa-Parlamentet.

Europa-Kommissionen og EIB er i færd med at lægge sidste hånd på en interinstitutionel aftale om gennemførelsen af NER 300-initiativet, hvorunder 300 mio. emissionskvoter fra reserven for nytilkomne under EU's emissionshandelsordning vil blive solgt for at rejse midler til demonstrationsprojekter, som omfatter CCS og innovative vedvarende energiteknologier. Aftalen vil blive offentliggjort, når den foreligger i sin endelige form.

Seneste opdatering: 21/03/2014 | Til toppen