Sti

2

Nyheder

Emissionshandel: Kommissionen godkender Polens nationale tildelingsplan for 2008-2012

Europa-Kommissionen vedtog i dag en beslutning om Polens forslag til en national plan for tildeling af CO2- emissionskvoter for handelsperioden 2008-2012 under EU's emissionshandelsordning (EU ETS). Den gjorde ikke indsigelse mod forslaget. EU's emissionshandelsordning sikrer, at drivhusgasemissionerne i de kvotebelagte energi- og industrisektorer skæres ned på en omkostningseffektiv måde, og bidrager således til, at EU og dets medlemsstater kan opfylde deres emissionsforpligtelser i henhold til Kyoto-protokollen.

Klimakommissær Connie Hedegaard sagde ved denne lejlighed: "Jeg noterer med glæde Polens beslutning om at forelægge en tildelingsplan, der er i tråd med den metodologi, der er anvendt for alle de andre medlemsstater. Kommissionens beslutning har fjernet usikkerheden for de berørte polske virksomheder og tjener ikke mindst til at bevare handelsordningens miljømæssige integritet. Jeg påskønner i høj grad den indsats, minister Andrzej Kraszewski og hans medarbejdere har gjort for at nå til dette gensidigt tilfredsstillende resultat".

I 2007 besluttede Kommissionen, at visse aspekter af den polske tildelingsplan ikke var forenelige med EU-direktivet om emissionshandelsordningen (se IP/07/412 Vælg oversættelse af det forrige link ). Polen anlagde sag med påstand om annullation af denne beslutning ved Retten i Første Instans.

Den 23. september 2009 annullerede Retten i Første Instans Kommissionens første beslutning, og den 3. december 2009 appellerede Kommissionen denne retsafgørelse ud fra en række retlige grunde (se spørgsmål og svar vedrørende Kommissionens klagerpdf(17 kB)). Appellen verserer stadig ved EF-Domstolen.

Sideløbende hermed vedtog Kommissionen (den 11. december 2009) en beslutning om afvisning af den oprindelige tildelingsplan (se IP/09/1907). Under hensyntagen til Førsteinstansrettens afgørelse anførtes det ikke i den nye beslutning, hvilke ændringer Kommissionen ville kunne godkende i den oprindelige tildelingsplan.

Som følge af afvisningen anmeldte Polen en ny tildelingsplan den 9. april 2010.

Grunde til ikke at gøre indsigelser

Den nye tildelingsplan opfylder direktivets betingelser og er i tråd med Kommissionens beslutning fra 2007. I planen bevares den samlede mængde kvoter på 208,5 mio. t pr. år. Den eneste ændring i forhold til den tidligere plan består i visse tekniske forskrifter om reserven af kvoter, som virksomhederne ikke har fået tildelt.

Kommissionen har derfor besluttet ikke at gøre indsigelse mod den nye plan.

Beslutningerne kan ses i deres fulde ordlyd på:

http://ec.europa.eu/environment/climat/emission/2nd_phase_ep.htm

Vurdering af de nationale tildelingsplaner

De nationale tildelingsplaner fastsætter "loftet", dvs. overgrænsen for den samlede mængde CO2, som må udledes af anlæg, der er omfattet af EU's emissionshandelsordning, og specificerer, hvordan kvoterne vil blive fordelt på de enkelte anlæg.

Det er Kommissionens opgave nøje at gennemgå medlemsstaternes forslag til tildelingsplaner ud fra de 12 tildelingskriterier, der er opført i emissionshandelsdirektivet (direktiv 2003/87/EF). Formålet med disse kriterier er bl.a. at sikre, at planerne er forenelige med opfyldelsen af EU's og medlemsstaternes forpligtelser, med de faktiske verificerede emissioner ifølge Kommissionens årlige situationsrapporter og med det teknologiske emissionsreduktionspotentiale. Andre kriterier vedrører ikke-diskriminering, EU's konkurrence- og statsstøtteregler og tekniske aspekter. Kommissionen kan afvise en plan helt eller delvist.

Seneste opdatering: 21/03/2014 | Til toppen