Da jeg blev født, var vi 3 milliarder mennesker på denne planet. Et barn, der kommer til verden i dag, er et af syv milliarder mennesker, og der kommer flere til i barnets levetid.

Når barnet fylder 18 i 2030, vil middelklassen være vokset med tre milliarder personer. Dette kan være godt nyt, hvis vi ikke fortsætter som hidtil, for behovet for fødevarer og vand vil vokse med mindst 50 og 30 procent. Vi får også behov for 45 procent mere energi.

Men et barn, der bliver født i dag, vil i den mellemliggende periode opleve et fald i udbuddet af naturressourcer og stigende priser, og det vil i stadig større grad mærke konsekvenserne af klimaforandringerne.

Det er udfordringer som disse, vi behandler i en ny rapport fra Global Sustainability Panel, som jeg har den ære at være medlem af. Det var FN's generalsekretær Ban Ki-moon, der søsatte dette panel og anmodede os om at udtænke en langsigtet vision med henblik på Rio+20-konferencen om bæredygtig udvikling, der vil blive afholdt i Rio i juni måned.

Og vores anbefaling er utvetydig: Kun en model for bæredygtig vækst kan sikre de børn, der kommer til verden i dag, en anstændig tilværelse i det 21. århundrede.

Rapporten har fået titlen "A Future Worth Choosing" eller "en fremtid, der er værd at vælge". Og vi har stadig et valg, for vi kan enten fortsætte ad det nuværende spor, der medfører store omkostninger, eller vi kan investere i en mere bæredygtig og grønnere fremtid.

Vi ønsker os alle en verden, hvor økonomien vokser, men ikke på bekostning af miljøet og samfundsudviklingen. Og vi ønsker, at klimaet beskyttes.

Det er klart, at efterhånden som vi bevæger os ud af finanskrisen, vil vi især fokusere på at skabe vækst og nye arbejdspladser. Men hvilken vækst og hvilke arbejdspladser? Omstruktureringer er uundgåelige, men hvorfor ikke vælge en vej, der giver mening på lang sigt, dvs. en vej, hvor overforbrug erstattes af bæredygtighed.

Alle kan se, at vi ikke kan tackle det 21. århundredes udfordringer med en vækstmodel fra det 19. og 20. århundrede.

Vi ser da også tegn på en holdningsændring. Siden 2004 er der ifølge en ny undersøgelse blevet investeret en billion dollar i ren energi på verdensplan. Man regner med, at dette marked vil vokse til det dobbelte eller endda tredobbelte mellem 2010 og 2020.

I Europa alene er der på blot fem år blevet oprettet over 300 000 nye arbejdspladser inden for vedvarende energi, og det forventes, at realiseringen af EU's 2020-mål på klima- og energiområdet vil føre endnu 1,5 millioner nye arbejdspladser med sig.

Det vrimler med gode idéer. Det er ikke nødvendigt at fortælle virksomhederne, at en effektiv udnyttelse af ressourcer er en god forretning. Procter and Gamble har lanceret et vaskemiddel, der virker i koldt vand, og som dermed kan reducere forbruget af energi til tøjvask. Maersk satser på at reducere sit energiforbrug til det halve takket være nye og større containerskibe og lavere sejlhastighed. Og Umicore fortæller, at næsten 100 % af de ædelmetaller, selskabet benytter i sin produktion, stammer fra sekundære materialer. Disse få eksempler viser, at det kan svare sig at udnytte ressourcerne effektivt.

Den gode nyhed er, at det at vælge den bæredygtige vej ikke nødvendigvis behøver at ske på bekostning af den økonomiske vækst.

Bæredygtighed handler om at fastholde og forbedre vores livskvalitet og samtidig sikre, at forureningen ikke underminerer den økonomiske vækst. Det handler om mere intelligente produktionsmetoder og om at indrette byerne på en måde, der giver renere luft og mindre forurening, mindre støj og færre trafikpropper. Det handler om at bygge mere energieffektive boliger. Og det handler om lavere energiregninger.

Verdens ledere skal bruge Rio+20-topmødet i juni til at sætte bæredygtig udvikling højt på den globale økonomiske dagsorden. Det er dér den hører hjemme, snarere end i en miljøsilo på afstand af de centrale økonomiske beslutninger. Kun på den måde kan vi iværksætte aktioner af det nødvendige omfang og med den nødvendige fart.

Intet bør være mere hastende lige nu. Ikke for politikere og bestemt ikke for erhvervslivet. Tid er vores mest knappe ressource. I 2010 nåede drivhusgasemissionerne op på deres højeste niveau nogensinde.

EU bevæger sig allerede i den rigtige retning, både inden for og uden for EU's grænser. Vi har sat bindende mål for nedbringelsen af emissioner og for indførelsen af vedvarende energi, vi har fastsat en pris på kulstof, og vi har taget skridt til at sikre en mere effektiv energiudnyttelse. Vi kigger desuden på muligheden for en mere miljøvenlig beskatning.

Men de udviklede lande kan ikke løse miljøproblemerne alene. Realiteternes verden er en anden her i det 21. århundrede, hvor de nye økonomier tegner sig for den største vækst, også når det gælder energiforbrug og emissioner. Vi er nået dertil, hvor alle lande skal gøre en indsats svarende til deres formåen og ansvar.

Vi skal alliere os med den private sektor, og der skal sættes en pris på miljøforurening. Privat kapital søger altid mod rentable græsgange. Det er ikke kun produktionsomkostningerne, der bestemmer et produkts værdi. Der skal også sættes en pris på den skade, produktet gør på sine omgivelser. Kun på den måde kan vi give en tilskyndelse til, at investeringer skal være bæredygtige.

Målingen af økonomisk vækst skal ikke kun bygge på bruttonationalproduktet. Den skal også afspejle et lands naturrigdomme, miljøets tilstand og den sociale samhørighed. Kun en bæredygtig vækst kan sikre, at de børn, der kommer til verden i 2012, får et anstændigt liv.

Den indsats, vi gør i dag, skal afspejle den type samfund, vi ønsker i fremtiden. Vi har ikke råd til at gøre ingenting. Lad os benytte det kommende Rio+20-topmøde til at kickstarte denne globale overgang til den model for bæredygtig vækst i det 21. århundrede, som verden har så stærkt brug for.