Sti

1

Mine artikler

Durban skal levere køreplanen til en global klimaaftale af Connie Hedegaard, EU-kommissær for Klima

Connie Hedegaard

Når ministre og forhandlere fra hele verden samles i Sydafrika til en ny omgang klimaforhandlinger i FN senere på måneden, sker det på et temmelig afgørende tidspunkt i klimakampen.

Nogle vil nok spørge: Kan klimaet ikke vente, til vi har løst gældskrisen i Europa og fået gang i væksten igen? Svaret er nej. Oversvømmelserne i Thailand og tørke i Texas og på Afrikas Horn er bare et par af de seneste påmindelser om, at klimaudfordringen er så vigtig som nogensinde. Og den seneste World Energy Outlook rapport fra Det Internationale Energiagentur (IEA) var endnu et nødråb: Tiden er ved at rinde ud, og regningen vil stige mangefold, hvis vi ikke handler nu.

Hvad kan vi opnå i Durban? Fra medierne kunne man få det indtryk, at der kun er én målestok for succes: at få de udviklede lande til at underskrive en ny forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen.

Tag ikke fejl: EU støtter Kyoto-protokollen. Vi har baseret vores egen lovgivning på dens principper. Vi er regionen med det mest ambitiøse mål under Kyoto, og vi er godt på vej til at nå – og overopfylde det.

Men Kyoto-protokollen er baseret på en skarp skelnen mellem industrilande og udviklingslande og kræver kun handling fra de industrialiserede. Med verdensøkonomiens udvikling over de sidste to årtier er den opdeling i praksis blevet stadig mere udvisket.

Tag Singapore og Sydkorea. To stærke eksportøkonomier med konkurrencedygtige industrivirksomheder og imponerende placeringer i FN's indeks over menneskelig udvikling (HDI). I Kyoto-protokollen tæller de ikke desto mindre stadig som udviklingslande. Eller tag en vækstøkonomi som Brasilien med blomstrende industrier, enorme naturressourcer og en væsentligt højere indkomst per indbygger end f.eks. Bulgarien eller Rumænien.

Også hvad angår forurening er den binære skelnen mellem udviklingslande og udviklede lande udfordret. Ifølge IEA er den stigende CO2-udledning i dag hovedsageligt drevet af kul-afhængige udviklingsøkonomier. Indtil 2035 vil 90 % af stigningen i energiefterspørgsel komme fra lande uden for OECD. Kina, for eksempel, har tredoblet sine energi-relaterede emissioner siden 1990 og er i dag verdens største udleder. I gennemsnit udleder en kineser nu mere end for eksempel en portugiser, en svensker eller en ungarer. Så verden kan simpelthen ikke tackle klimaudfordringen effektivt, uden at Kina og de andre store udviklingsøkonomier leverer.

En anden udfordring er, at USA ikke har tilsluttet sig Kyoto - og formentlig aldrig vil - mens Japan, Rusland og Canada har gjort det klart, at de ingen intentioner har om at underskrive en ny forpligtelsesperiode. Alt i alt betyder det, at selv hvis EU tager en ny Kyoto-periode sammen med et par andre udviklede økonomier, så kan det højst dække 16 procent af de globale udledninger. Hvordan kan man kalde det en succes?

Med Kyoto alene har vi ingen chance for at holde temperaturstigningen under de to grader, som det internationale samfund har sat som vores fælles mål. Hvis vi skal have en chance for at nå det, har vi brug for en ny global ramme, som afspejler realiteterne i det 21. århundrede – en ramme, hvor alle større økonomier yder en indsats og hvor deres løfter har samme juridiske vægt.

Den Europæiske Union er åben over for en ny Kyoto-periode, men det er bydende nødvendigt, at vi på Durban-konferencen bliver enige om en klar køreplan mod en ny global ramme, som senest skal være på plads i 2020.

Jeg håber, at alle lande vil vise politisk vilje og det fornødne lederskab til at starte den proces i Durban. I København forpligtede alverdens stats- og regeringschefer sig på tograders-målet. Tiden er kommet til at vise, de mener det.

Seneste opdatering: 27/06/2013 | Til toppen