Navigationspfad

News

Nachrichten

Energipolitisk vendepunkt
Af Connie Hedegaard, EU's Klimakommissær

13/04/2011

Connie Hedegaard

Det har ikke ligefrem skortet på klima- og energipolitiske emner på den politiske dagsorden i den sidste tid. Og det vil ikke undre mig, hvis vi om nogle år vil se tilbage på foråret 2011 som et afgørende vendepunkt for vores syn på energiforsyning.

Katastrofen på Fukushima-værket og opstandene i Nordafrika og Mellemøsten har nemlig rejst en række spørgsmål omkring to af vores helt centrale energikilder. Ikke at spørgsmålene er nye – vi har kendt til svingende oliepriser og risikoen ved atomkraft i årtier. Men sammenfaldet af begivenheder har gjort kravet på gode svar langt mere presserende end tidligere.

Hvad betyder den fornyede blæst omkring atomkraft for Kommissionens nyligt lancerede 2050 klimakøreplan? Må vi i Europa nu én gang for alle skrinlægge klimaambitionerne?

Nej, jeg mener, det forholder sig stik modsat. Det er rigtigt, at atomkraft indgår i vores scenarier. Og hvis vi helt udelukker atomkraft fra ligningen, så ændrer det også på regnestykket for, hvad omstillingen til et klimavenligt samfund vil koste.

Men det ligger ikke i kortene, at Europa pludselig skal til at udfase atomkraften over hals og hoved. Vi har 143 atomkraftværker i Europa, og de færreste af dem ligger i zoner, hvor der er jordskælvsfare. Og i øvrigt er det medlemslandene selv, der beslutter deres energimix.

Atomkraften vil altså være med os en rum tid endnu. Men der er heller ingen tvivl om, at den rygvind atomkraften har haft i en årrække, er væk og formentlig ikke vil komme tilbage de næste mange år.

Vores centrale politiske valg står derfor mellem fossil og vedvarende energi. Og argumenterne for vedvarende frem for fossile investeringer har ganske enkelt aldrig været bedre.

Uagtet at katastrofen i Japan intet har med klimaforandringer at gøre, så har den ikke desto mindre understreget, HVOR sårbare de industrielle samfund stadig er over for pludselige skift i vores naturlige omgivelser. Og dén lære er bestemt også relevant i forbindelse med klimaforandringerne, der som bekendt varsler værre vejrlig i fremtiden: vildere storme, voldsommere nedbør, oversvømmelser, ekstreme temperaturer – vi kender remsen.

Men argumenterne for vedvarende energi handler også om at skabe jobs, og de handler om at nedbringe regningen for importeret energi. Betydningen af sidstnævnte har vi så afgjort fået genopfrisket med de arabiske oprør og deres afsmitning på olieprisen.

HVOR mange penge det drejer sig om, satte Det Internationale Energiagentur (IEA) tal på for nylig. Ifølge deres beregninger står OPEC-landene til at høste en historisk eksportindtægt på over $1000 mia. alene i år, forudsat at olieprisen holder et snit over $100 året ud. I dag ligger den på $125 med opadgående tendens. I Financial Times sagde IEA's cheføkonom, at den høje oliepris allerede er begyndt at skade den globale økonomi, og udtrykte i samme forbindelse stor bekymring for OECD-landene, særligt Europa, fordi vi er så afhængige af importeret olie og gas.

Ifølge Kommissionens beregninger kan vi spare mellem 175 og 320 mia. euro hvert år på importen af fossile brændsler, hvis vi omstiller til klimavenlig energiproduktion. Det vil ikke alene øge vores energisikkerhed. Frem for at poste penge i diverse olieregimer vil vi investere i aktiviteter i vores egne samfund – investeringer, der kan medføre 1,5 mio. nye arbejdspladser i 2020. Netto.

Så ja, det koster at investere i energieffektivitet og vedvarende energi. Men alternativet har altså også sin ganske høje pris. Samlet set er valget egentlig ikke så svært.

Connie Hedegaard

Letzte Aktualisierung: 13/04/2011 | Seitenanfang