Europa-Kommissionen > ERN > Forældremyndighed > EU-ret

Seneste opdatering : 26-09-2006
Printervenlig version Føj til favoritter

Forældremyndighed - EU-ret

EJN logo

Denne side er ikke længere aktiv. Vi er ved at opdatere siden, som vil blive flyttet til den europæiske e-justice-portal.


Samarbejde om børns beskyttelse i EU

EU har som mål at give børn en retlig sikkerhed ved at sikre fri bevægelighed inden for EU for retsafgørelser om forældremyndighed. Målet er fastlagt i programmet for gensidig anerkendelse af retsafgørelser. Den første etape hen imod gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det familieretlige område var Rådets forordning nr. 1347/2000, som harmoniserede reglerne om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse retsafgørelser i sager vedrørende forældremyndighed. Som følge af et forslag fra Kommissionen er der siden hen indledt en ny etape med den formelle vedtagelse af Rådets forordning nr. 2201/2003, der erstatter Rådets forordning nr. 1347/2000 fra og med den 1. marts 2005. Der findes en Praktisk vejledning PDF File (PDF File 294 KB) om anvendelsen af forordning (EF) nr. 2201/2003 (den nye Bruxelles II-forordning), som trådte i kraft den 1. marts 2005. Den er udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene i samarbejde med det europæiske retlige netværk på det civile og handelsretlige område.

I takt med at borgerne i stadig større grad flytter fra en medlemsstat til en anden, stiger antallet af familier, hvor medlemmerne ikke er af samme nationalitet og/eller ikke lever i samme medlemsstat. Denne sociale virkelighed skaber et behov for ensartede regler om kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser om forældremyndighed.

Som et første skridt vedtog Rådet den 29. maj 2000 forordning nr. 1347/2000.

Forordningen trådte i kraft den 1. marts 2001 og finder anvendelse på retsafgørelser afsagt efter den dato. Den finder anvendelse på retsafgørelser om forældremyndighed afsagt i en medlemsstat i forbindelse med en skilsmissesag. Hvis retsafgørelsen ikke var knyttet til en skilsmissesag, var den ikke omfattet af forordningen. Forordningen fandt anvendelse på retsafgørelser om f.eks., hvilken forælder barnet skulle bo sammen med (retten til at bestemme, hvor barnet skulle bo), og om den anden forælder havde ret til at se børnene (samværsret). (Se "Forældremyndighed - Generelle oplysninger"). Den fandt ikke anvendelse på retsafgørelser om underholdspligt, som behandles i en anden af Rådets forordninger, nemlig forordningen om kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Endelig fandt forordningen kun anvendelse på retsafgørelser vedrørende ægtefællers fælles børn.

TopTop

Den fandt anvendelse i samtlige medlemsstater undtagen Danmark.

Den nye Bruxelles II-forordnings hovedformål

Forordningen sikrer, at en retsafgørelse om forældremyndighed kan anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat gennem en ensartet, enkel procedure. Den fastlægger også ensartede kompetenceregler. Forordningen giver svarene på følgende spørgsmål:

  • hvilken medlemsstats retsmyndigheder er kompetente til at træffe afgørelse om skilsmisse og spørgsmålet om forældremyndighed, og
  • hvordan anerkendes og fuldbyrdes en retsafgørelse om forældremyndighed i en anden medlemsstat.

Hvilke retsmyndigheder er kompetente?

Retterne er kompetente til at træffe afgørelse om forældremyndighed i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted.

Hvordan anerkendes og fuldbyrdes en retsafgørelse i en anden medlemsstat?

En berettiget part kan ansøge om, at en retsafgørelse om forældremyndighed anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat.

En liste PDF File (PDF File 175 KB) opstillet af medlemsstaterne viser, hvor en sådan ansøgning skal indgives.

Retten udsteder så hurtigt som muligt en kendelse om, at retsafgørelsen kan fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat. Retten skal dog afvise at udstede en fuldbyrdelseskendelse, hvis

  • dette åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat
  • barnet ikke har haft mulighed for at blive hørt, bortset fra i hastetilfælde
  • den person, der gør gældende, at afgørelsen krænker vedkommendes forældremyndighed, ikke har haft mulighed for at blive hørt
  • retsafgørelsen er afsagt i fravær af en af parterne, som ikke behørigt har modtaget dokumenterne i god tid til at forberede sit forsvar
  • retsafgørelsen er uforenelig med en anden retsafgørelse (på visse betingelser).

En person er berettiget til retshjælp i forbindelse med ansøgningen om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, hvis personen var berettiget til retshjælp i oprindelsesmedlemsstaten.

Den europæiske ordning for beskyttelse af børn af separerede forældre

Justitsministrene fastslog i 1999 princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser som hjørnestenen i et egentligt retligt område, og identificerede samværsretten som en prioritet. Rådets forordning nr. 1347/2000 blev vedtaget i maj 2000 (se ovenfor). Herefter forelagde Frankrig i juli 2000 et initiativ om spørgsmålet om samværsret. Programmet for gensidig anerkendelse af retsafgørelser blev vedtaget i november 2000, og programmet har som et af indsatsområderne netop retsafgørelser om forældremyndighed.

TopTop

Som følge af Europa-Kommissionens forslag fra maj 2002 blev en forordning om forældremyndighed vedtaget den 27. november 2003. Denne forordning, der anvendes fra og med 1. marts 2005:

  • udvider reglerne om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse i forordning nr. 1347/2000 til at gælde samtlige afgørelser om forældremyndighed
  • sikrer barnets ret til at bevare kontakt med begge forældre, og
  • hindrer forældres børnebortførelser inden for Fællesskabet.

Fri bevægelighed for samtlige retsafgørelser om forældremyndighed

Som beskrevet ovenfor finder Rådets forordning nr. 1347/2000, som stadig er gældende, kun anvendelse på en begrænset kategori af retsafgørelser om forældremyndighed. Den finder f.eks. ikke anvendelse, hvis forældrene ikke er gift, eller hvis retsafgørelsen er afsagt efter afslutningen af skilsmissesagen. For at sikre lighed for alle børn dækker den nye forordning alle retsafgørelser om forældremyndighed, uanset om der er tale om børn født inden for ægteskab eller ej.

Sikre barnets ret til at bevare kontakt med begge forældre

Den nye forordning sikrer, at et barn kan bevare kontakten til begge forældre efter en skilsmisse, også når forældrene bor i forskellige medlemsstater. Forældre kan i visse tilfælde tænkes at modsætte sig deres barns rejse til en anden medlemsstat for at besøge den anden forælder, på trods af at der foreligger en retsafgørelse, der giver den anden forælder samværsret. Den nye forordning søger at løse dette ved automatisk at lade retsafgørelser om samværsret kunne anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat. Hvis en mor f.eks. ikke tillader sit barn at rejse til en anden medlemsstat for at besøge sin far i overensstemmelse med en retsafgørelse, vil faren kunne anmode om fuldbyrdelse af retsafgørelsen i den anden medlemsstat, nøjagtig som hvis den var afsagt i den medlemsstat. Der vil således ikke længere være behov for en yderligere procedure for at få retsafgørelsen kendt eksigibel som beskrevet ovenfor i Rådets forordning nr. 1347/2000.

Hindre børnebortførelser inden for EU

Den nye forordning indeholder regler, der effektivt skal løse problemet med børnebortførelser inden for Fællesskabet. For at skabe en afskrækkende virkning giver forordningen retten i barnets opholdsstat forud for bortførelsen det endelige ord. På denne måde fristes forældrene ikke længere til at skride til bortførelse for at bringe sagen for en dommer af deres egen nationalitet i håb om at ændre en retsafgørelse afsagt i en anden medlemsstat. Retten i den medlemsstat, hvortil barnet er bortført, vil kunne beslutte ikke at sende barnet tilbage øjeblikkeligt, hvis dette er nødvendigt for ikke at bringe barnet i alvorlig fare i forbindelse med en tilbagerejse, eller hvis barnet har en vis alder og modenhed og ikke ønsker at rejse tilbage. Det er imidlertid retten i den medlemsstat, hvor barnet opholdt sig inden bortførelsen, som træffer den endelige afgørelse om, hvor barnet skal bo. Barnet bør høres under proceduren, når dette er hensigtsmæssigt i betragtning af barnets alder og modenhed. Centralmyndighederne skal bistå de forældre, der er ofre for en bortførelse, fremme mægling og støtte kommunikationen retterne imellem.

TopTop

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

Barnets ret til at blive hørt er en grundlæggende rettighed i henhold til artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der tages hensyn til barnets synspunkter i forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed. Det fastlægges også, at i alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række.

Referencedokumenter

« Forældremyndighed - Generelle oplysninger | EU-ret - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 26-09-2006

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige