Europa-Kommissionen > ERN > Retsorden > Portugal

Seneste opdatering : 15-01-2009
Printervenlig version Føj til favoritter

Retsorden - Portugal

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Retskilderne 1.
2. Øvrige retskilder 2.
3. Retskildernes hierarki 3.
4. Gennemførelsesbestemmelser for national anvendelse af regler i overstatslige instrumenter 4.
5. Lovgivningskompetence 5.
6. Lovgivningsprocessen 6.
7. Nationale retsreglers ikrafttræden 7.
8. Lovvalgsregler 8.

 

1. Retskilderne

Traditionelt findes der følgende retskilder i Portugal:

  1. Forfatningslove, hvilket omfatter selve forfatningen samt andre grundlove og de love, der ændrer forfatningen.
  2. "Regler og principper nedfældet i folkeretten", "regler nedfældet i ratificerede eller vedtagne internationale konventioner", "regler udstedt af kompetente organer for de internationale organisationer, som Portugal er medlem af (…) såfremt dette er fastlagt i de pågældende stiftende traktater", "bestemmelser i traktaterne om Den Europæiske Union og regler opstillet af EU's institutioner under udøvelsen af deres respektive beføjelser", se artikel 8 i Den Portugisiske Republiks forfatning.
  3. Almindelige love, hvilket omfatter love vedtaget af parlamentet, a Assembleia da República, regeringens lovdekreter og dekreter udstedt af de regionale lovgivende forsamlinger i de selvstyrende regioner Azorerne og Madeira.
  4. Instrumenter med tilsvarende retskraft som love, dvs. om godkendelse af konventioner, traktater eller internationale aftaler, bindende afgørelser truffet af forfatningsdomstolen, o Tribunal Constitucional, som erklærer retsregler forfatningsstridige eller ulovlige, overenskomster og andre instrumenter, der regulerer arbejdsmarkedet.
  5. Administrative forordninger, dvs. regler på et lavere niveau end lovene, som har til formål at præcisere eller supplere lovene for at lette gennemførelsen. Dette omfatter os Decretos Regulamentares, os Regulamentos, os Decretos, os Decretos Regulamentares Regionais, as Resoluções, os Regimentos, as Portarias, os Despachos Normativos, os Regulamentos Policiais dos Governadores Civis, as Posturas og os Regulamentos autárquicos.

2. Øvrige retskilder

Der er delte opfattelser af, hvorvidt andre retskilder end dem, der er vedtaget af de politiske lovgivende organer, kan anerkendes som retskilder eller sågar anses for relevante. Meningsforskellene består i, at nogle anser kilderne for at etablere retsregler, andre betragter dem for kanaler, hvorigennem regler kan skabes, endnu andre disse kilder både som retsregler og som kanaler i regelopstillingen. Der drages til tider en sondring mellem direkte og indirekte retskilder, hvorved man undgår en del af de vanskeligheder, som forskellene i de grundlæggende synspunkter skaber.

TopTop

Almindeligvis anses følgende som mulige retskilder:

  1. Sædvane, dvs. gentagen og vanlig adfærdspraksis, som generelt anses for at være obligatorisk. Sædvane kan kun inden for visse områder anses for at være en retskilde. Regler, der er skabt på denne vis, findes således ofte inden for folkeretten (f.eks. ligger sædvane til grund for principperne om udenlandske staters immunitet), international privatret og forvaltningsret.
  2. Retspraksis, dvs. de retsprincipper, der opstilles i domstolenes afgørelser. Retspraksis anses af nogle for ikke at udgøre en egentlig retskilde, men blot for at være væsentlig, i og med at retspraksis bidrager til at fortolke meningen med lovbestemmelser, når der i afgørelserne er opstillet løsninger på fortolkningsproblemer, som vil kunne tages i betragtning af andre instanser, hvis afgørelserne er truffet med vægtige logiske og tekniske argumenter. For nogle retsteoretikere gælder dette ikke blot domstolsafgørelser i givne sager, men også bindende retsafgørelser (afgørelser truffet af forfatningsdomstolen har normalt almengyldig bindende retskraft), da de betragter dem som afgørelser, der giver anledning til objektiv lovgivning.
  3. Billighed, hvilket vil sige, at domstolene har beføjelse til i visse af de sager, der indbringes for dem, at opstille retsregler for de specifikke forhold, der gør sig gældende i disse sager, på grundlag af de generelle retsprincipper og dommerens etiske skøn. "Retten kan kun træffe afgørelse på grundlag af billighed, hvis et af følgende kriterier er opfyldt: a) der findes en lovbestemmelse, der tillader dette, b) parterne har givet deres tilsagn og sagen kan appelleres, c) parterne tidligere har gjort brug af billighed", se artikel 4 i den portugisiske borgerlige lovbog, o Código Civil.
  4. Skik og brug, dvs. gentagen social praksis, som ikke anses for at være en pligt, men anses for væsentlig i retlige spørgsmål, navnlig i formaliseringen af juridiske forhold mellem juridiske personer og navnlig inden for handelsområdet. Domstolene kan tage skik og brug i betragtning, hvis dette er forudset i loven, og det "ikke strider mod principper om god tro" (artikel 3 i den portugisiske borgerlige lovbog). Skik og brug udgør således en uafhængig metode til udformning af retsregler, og mange anser derfor ikke skik og brug for at være egentlige retskilder.
  5. Doktrin, dvs. samtlige synspunkter fremsat af jurister på grundlag af teoretisk eller dogmatisk forskning i retlige forhold, bør ikke anses for at være en egentlig retskilde, men spiller dog en vigtig rolle i den videnskabelige og tekniske opbygning af retlig viden og påvirker i høj grad det arbejde, der udføres af dem, der er ansvarlige for fortolkningen og anvendelsen af retsreglerne i praksis.

3. Retskildernes hierarki

Når man taler om retsreglernes hierarki, menes der sædvanligvis deres relative værdi, dvs. deres indplacering på en velordnet skala.

TopTop

I den forbindelse mener nogen, at der kun kan etableres et hierarki efter, hvordan en regel opstilles. Efter dette synspunkt er det ikke retsreglernes indbyrdes værdi der ligger til grund for hierarkiet, men det hierarki, der findes mellem metoderne til opstilling af retsreglerne.

Ligegyldigt om man støtter det ene eller det andet synspunkt, er det muligt at opstille en rangordning.

Rangordenen blandt de retskilder, der er nævnt i punkt 1, er følgende:

  1. Den Portugisiske Republiks forfatning og forfatningslovene
  2. Regler og principper nedfældet i folkeretten og i internationale konventioner (dvs. alle de instrumenter, der er omhandlet under punkt 1, b), ovenfor)
  3. Love og lovdekreter
  4. Dekreter udstedt af regionale lovgivende forsamlinger
  5. Instrumenter med tilsvarende retsvirkning som love
  6. Administrative forordninger

4. Gennemførelsesbestemmelser for national anvendelse af regler i overstatslige instrumenter

Gennemførelsen i portugisisk lov af internationale retsregler sker efter følgende kriterier omhandlet i artikel 8 i den portugisiske forfatning:

  1. "Regler og principper i folkeretten udgør en integrerende del af portugisisk retsorden"
  2. "Regler opstillet i behørigt ratificerede eller vedtagne internationale aftaler træder i kraft i portugisisk lov, når de officielt er offentliggjort, og forbliver bindende, så længe de er bindende for den portugisiske stat".
  3. "Regler udstedt af kompetente organer for internationale organisationer, som Portugal deltager i, træder direkte i kraft i portugisisk retsorden, såfremt dette er fastlagt i de pågældende stiftende traktater"
  4. "Bestemmelser i traktaterne om Den Europæiske Union og regler opstillet af EU's institutioner under udøvelsen af deres respektive beføjelser anvendes i intern retsorden som fastlagt i EU-retten i overensstemmelse med de grundlæggende demokratiske retsstatsprincipper".

Nogle retsteoretikere mener, at reglen under c) også omfatter den direkte virkning af fællesskabsforordninger samt af direktiver og beslutninger rettet til medlemsstaterne.

TopTop

5. Lovgivningskompetence

Følgende har kompetence til at vedtage retsregler: parlamentet (a Assembleia da República), regeringen (o Governo), regeringerne og de lovgivende forsamlinger for Azorerne og Madeira, lokale myndigheder og visse administrative myndigheder.

6. Lovgivningsprocessen

Retsreglernes opstilling i praksis afhænger af de specifikke procedurer, der gælder for de organer, der er ansvarlige for vedtagelsen. De forskellige former for lovgivning fastlægges således gennem forskellige udarbejdelsesforløb. De to vigtigste procedurer for vedtagelse af retsregler beskrives i det følgende.

Den mest komplekse procedure vedrører parlamentet, og de forskellige faser kan kort beskrives således:

  1. Lovgivningsinitiativet tilkommer "parlamentsmedlemmer, grupper af parlamentsmedlemmer og regeringen, og også, på de vilkår der er opstillet i loven, grupper af stemmeberettigede borgere. Lovgivningsinitiativet i de selvstyrende regioner tilkommer de respektive lovgivende forsamlinger" (artikel 167, stk. 1, i forfatningen).
  2. Optagelse på dagsorden, offentliggørelse, registrering, nummerering og bedømmelse: denne fase indebærer vurdering af, hvorvidt forslaget kan optages, offentliggørelse i parlamentets tidende, o Diário da Assembleia, administrativ sagsbehandling og endelig godkendelse af indholdet.
  3. Drøftelse og vedtagelse: dette indebærer en debat om generelle spørgsmål, endnu en debat om specifikke spørgsmål, afstemning om først de generelle spørgsmål, så de specifikke spørgsmål og til sidst en afsluttende afstemning. For at vedtage forslaget kan der være krav om simpelt, absolut eller kvalificeret flertal.
  4. Efterprøvning af Republikkens præsident inden for en lovhjemlet frist. Efter denne fase enten stadfæster præsidenten forslaget eller han gør brug af sin vetoret. I sidstnævnte tilfælde iværksættes så en anden behandling i parlamentet. Hvis afstemningen bekræftes eller der indføres ændringer, sendes teksten igen til efterprøvning hos præsidenten med henblik på stadfæstelse inden en given frist. Det tilkommer præsidenten at stadfæste love og "undertegne parlamentets beslutninger om godkendelse af internationale aftaler" (artikel 134, b) i forfatningen).
  5. Offentliggørelse: når teksten er stadfæstet, sender præsidenten den nye tekst til offentliggørelse i portugisisk lovtidende, Diário da República.

Proceduren for vedtagelse af regeringens lovforslag følger følgende væsentlige faser:

TopTop

  1. Lovgivningsinitiativet tilkommer ministrenes kabinetter.
  2. Undersøgelse: i denne fase skal den minister, der fremlægger forslaget, indsamle udtalelser og foretage høring af de parter, der er omhandlet i forfatningen og i loven.
  3. Foreløbig og grundig vurdering: efter en indledende godkendelse består dette i en grundig undersøgelse med henblik på endelig godkendelse.
  4. Vedtagelse: selv om visse tekster ikke behøver at blive vedtaget af ministerrådet, er ministerrådet ansvarlig for teksten.
  5. Efterprøvning: "senest 40 dage efter at have modtaget et regeringsdekret med henblik på stadfæstelse (…), skal præsidenten for Republikken stadfæste denne eller nedlægge veto med skriftlig meddelelse til regeringen om årsagen" (artikel 136, stk. 4, i forfatningen).
  6. Offentliggørelse: dette består i offentliggørelse af den vedtagne tekst i Diário da República.

7. Nationale retsreglers ikrafttræden

"En lov bliver først bindende efter offentliggørelse i lovtidende". "Mellem offentliggørelsen og dens ikrafttræden forløber et tidsrum som fastlagt i selve den pågældende lov eller, hvis dette ikke er tilfældet, et tidsrum som foreskrevet i loven om specifik lovgivning", se artikel 5 i den portugisiske borgerlige lovbog.

Endvidere er følgende fastlagt i artikel 2 i lov nr. 74/98 af 11. november, som ændret ved lov nr. 2/2005 af 24. januar:

  1. "Retsakter og andre instrumenter af almen karakter træder i kraft inden for den frist, der er angivet i dem, hvilket under ingen omstændigheder kan være datoen for offentliggørelsen".
  2. "Når der ikke er angivet en bestemt dato, træder foranstaltningerne (…) i kraft på femtedagen efter offentliggørelsen".
  3. "Foranstaltningerne træder imidlertid først i kraft på femtendedagen i de selvstyrende regioner Azorerne og Madeira, og uden for Portugal på tredivtedagen efter offenltiggørelsen".
  4. Disse frister "beregnes fra tekstens offentliggørelsesdato eller faktiske udgivelsesdato, hvis denne er senere".

8. Lovvalgsregler

Den vigtigste rolle på dette område spilles af forfatningsdomstolen, som har til opgave at erklære regler, der strider mod bestemmelserne i Den Portugisiske Republiks forfatning, for forfatningsstridige eller i strid med forfatningens underliggende principper.

I vurderingen af konkrete sager, der indbringes for dem, kan domstolene ikke anvende retsregler, der strider mod bestemmelserne i forfatningen eller mod principper, der affødes af denne.

Domstolene skal i fortolkningen af lovene, når de efterprøver forhold, der indbringes for dem, søge at bilægge eventuelle konflikter, der måtte være mellem forskellige retsregler, altid under henvisning til ovennævnte hierarki blandt retskilderne. Domstolene skal betragte systemet som en helhed og ikke tillade huller eller inkonsistens, navnlig af logisk eller semantisk karakter, samt afveje de underliggende omstændigheder ved fastlæggelsen af retsreglerne og de forhold, der gjorde sig gældende på vedtagelsestidspunktet, og altid kræve et minimum af verbal overensstemmelse, om end ufuldstændigt udtrykt, med den løsning, de når frem til med formodning om, at lovgiveren har valgt den "mest velegnede" løsning og har forstået at "udtrykke sine tanker på hensigtsmæssig vis", se artikel 9 i den portugisiske borgerlige lovbog.

Der kan iværksættes en "særlig forvaltningsprocedure", som har til formål først og fremmest at formulere en "erklæring om en vedtagen regels ulovlighed i medfør af de forvaltningsretlige bestemmelser", se artikel 46, stk. 2, litra c), i forvaltningsretternes retsplejelov.

Med hensyn til lovkonfliktreglerne inden for international privatret henvises til faktabladet "Gældende ret - Portugal".

« Retsorden - Generelle oplysninger | Portugal - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 15-01-2009

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige