Retsorden - Polen

I den polske forfatning sondres der mellem almindeligt gældende retsforskrifter og internt gældende retsforskrifter.

Almindeligt gældende retsforskrifter er bindende for alle i Polen; de regulerer alle retlige forhold for borgere og andre (juridiske personer, erhvervsforetagender, sammenslutninger, organisationer osv.) og fastsætter deres rettigheder og pligter.

Internt gældende retsforskrifter regulerer kun de retlige forhold inden for den organisation, der udsteder disse forskrifter.

I kapitel III i forfatningen (artikel 87-94) er retskilderne for almindeligt gældende retsforskrifter anført. Disse er:

forfatningen
lovene
de ratificerede internationale aftaler
bekendtgørelserne
de lokale retsforskrifter (er kun gældende inden for ressortområdet for det organ, der har udstedt dem, inden for de ved lov foreskrevne beføjelser).

Foruden ovennævnte retsforskrifter betegnes i artikel 234 i forfatningen også bekendtgørelser med lovskraft udstedt af den polske præsident som almindeligt gældende retsforskrifter; de anvendes kun under omstændigheder, der er nøje defineret i forfatningen (f.eks. i forbindelse med krigsretstilstand eller andre omstændigheder, hvor Sejmen - parlamentets ene kammer - er forhindret i at samles).

Blandt kilderne til almindeligt gældende retsforskrifter findes også lovgivning vedtaget af internationale organisationer, hvis den internationale aftale, hvorved sådanne organisationer er oprettet, fastsætter, at den lovgivning, organisationerne vedtager, skal være gældende i national ret (artikel 91, stk. 3, i forfatningen). Denne bestemmelse vedrører afledt EU-ret.

En betingelse for at love, bekendtgørelser og lokale retsforskrifter kan træde i kraft, er at de offentliggøres i deres fulde ordlyd i et lovtidende (artikel 88 i forfatningen). For tiden eksisterer der tre sådanne lovtidender: Dziennik Ustaw Rzeczypospolitej Polskiej, Dziennik Urzędowy RP ("Monitor Polski") og Dziennik Urzędowy RP ("Monitor Polski B"). Almindeligt gældende retsforskrifter offentliggøres i Dziennik Ustaw.

Top

Den Polske Republiks forfatning (fra den 2. april 1997) er den vigtigste kilde til almindeligt gældende retsforskrifter i Polen. Forfatningen er en lov, dvs. en almindeligt gældende retsforskrift. Vedtagelse og ændring af forfatningen er forskellig fra vedtagelse og ændring af almindelige love (artikel 235 i forfatningen). På grund af sit særlige indhold og sin form og retskraft betragtes den som en grundlæggende lov. Den regulerer Polens politiske, sociale og økonomiske forhold og fastsætter polske borgeres grundlæggende rettigheder og friheder. Forfatningen har den højeste status i hierarkiet af polske retskilder. Den fastsætter andre retskilder, deres anvendelsesområde og deres karakter af selvstændige retsakter eller gennemførelsesbestemmelser. Alle andre normative instrumenter skal være i overensstemmelse med forfatningen. Forfatningsdomstolen kontrollerer, at andre normative instrumenter er i overensstemmelse med forfatningen, og at hierarkisk underordnede normative instrumenter er i overensstemmelse med hierarkisk overordnede. Desuden har enhver, hvis konstitutionelle rettigheder eller friheder er blevet krænket, ret til at indgive klage til forfatningsdomstolen vedrørende foreneligheden med forfatningen af en lov eller et andet normativt instrument, som en domstol eller offentlig myndighed har lagt til grund for en endelig afgørelse, den har truffet om vedkommendes friheder, rettigheder og pligter i henhold til forfatningen.

Internationale aftaler ratificeres af Polens præsident. Hvis en international aftale vedrører grundlæggende spørgsmål som fred, politiske eller militære systemer, borgernes friheder, rettigheder og forpligtelser, medlemskab af internationale organisationer, større finansielle forpligtelser fra statens side og spørgsmål reguleret ved lov, eller hvor der i henhold til forfatningen kræves lovgivning, er ratificering betinget af forudgående bemyndigelse hertil i den pågældende lov (artikel 89 i forfatningen). Når en ratificeret international aftale er offentliggjort i Dziennik Ustaw RP, indgår den i national ret og er dermed umiddelbart gældende, medmindre dette kræver, at der først vedtages en lov. Desuden går en international aftale, der er ratificeret i henhold til forudgående bemyndigelse i en lov, forud for en lov, hvis denne ikke er i overensstemmelse med aftalen. Lovgivning vedtaget af internationale organisationer er desuden direkte gældende og går forud for andre love i tilfælde af uoverensstemmelse med disse, hvis dette er fastsat i den af Polen ratificerede aftale, hvorved denne organisation er oprettet (artikel 91 i forfatningen).

Top

I artikel 91 fastsættes fællesskabsrettens rolle i den nationale retsorden. Den primære fællesskabsret i form af internationale aftaler udgør en del af den nationale retsorden, er direkte anvendelig og går forud for de nationale love. Den afledte EU-ret er direkte anvendelig og går forud i tilfælde af en konflikt med de nationale love.

Lovene er hierarkisk underordnet forfatningen og de internationale aftaler , som er ratificeret i henhold til forudgående bemyndigelse i en lov, og de er hierarkisk overordnet bekendtgørelserne . Der kan vedtages love om alle spørgsmål, idet dog de vigtigste spørgsmål kun kan reguleres ved lov (f.eks. finansloven , love om borgeres retlige status, love om det lokale selvstyres politiske system og virkefelt). Normative instrumenter udstedt af regeringsorganer kan kun vedtages i kraft af bemyndigelse i love om disses gennemførelse. Forfatningen kræver sommetider, at der vedtages en tilsvarende lov, som beskriver de vedtagne løsninger.

Lovgivningsproceduren er reguleret ved forfatningen (artikel 118-124) og ved forretningsordenerne for Sejmen og Senatet.

Initiativretten med hensyn til lovgivning: initiativer til ny lovgivning kan tages af kabinettet, af en gruppe bestående af mindst 15 parlamentsmedlemmer, af Senatet , af præsidenten og af en gruppe bestående af mindst 100 000 borgere. Lovforslag forelægges for Sejmen, hvor de gennemgår tre behandlinger. Under dette behandlingsforløb undersøger Sejmen de fremlagte lovforslag og videresender dem til de relevante parlamentsudvalg med henblik på ændringer. Lovforslaget returneres derefter til Sejmen, der stemmer om ændringerne til lovforslaget og lovforslaget som helhed. Sejmen vedtager lovforslaget ved simpelt flertal, idet mindst halvdelen af det lovbestemte antal medlemmer skal være til stede. Når lovforslaget er vedtaget af Sejmen, videresendes det til Senatet, som har 30 dage til at vedtage det uden ændringer, ændre det eller forkaste det. Hvis et lovforslag ændres eller forkastes af Senatet, skal det genbehandles af Sejmen. I dette tilfælde kræves der absolut flertal i Sejmen blandt medlemmerne, idet mindst halvdelen af det lovbestemte antal medlemmer skal være til stede, for at kunne tilsidesætte en anbefaling fra Senatet. Hvis parlamentet fuldfører lovgivningsprocessen, overføres lovforslaget til præsidenten, som inden for 21 dage skal underskrive det og foranledige dets offentliggørelse i Dziennik Ustaw RP. Før præsidenten underskriver lovforslaget, kan han benytte sig af muligheden for at forelægge det for forfatningsdomstolen med henblik på at få undersøgt dets forenelighed med forfatningen. Hvis forfatningsdomstolen finder lovforslaget foreneligt med forfatningen, kan præsidenten ikke nægte at underskrive det. Præsidenten kan også uden at forelægge lovforslaget for forfatningsdomstolen sende det tilbage til Sejmen med henblik på fornyet behandling (det såkaldte præsidentveto). Sejmen kan også forkaste et præsidentielt veto med et flertal på 3/5, idet mindst halvdelen af det lovbestemte antal medlemmer skal være til stede. Hvis lovforslaget ved denne procedure igen vedtages af Sejmen, skal præsidenten i løbet af 7 dage underskrive det og foranledige dets offentliggørelse.

Top

Bekendtgørelser udstedes af de i forfatningen angivne organer med hjemmel i særlig bemyndigelse i en lov om dennes gennemførelse. Bemyndigelsen skal specificere, hvilket organ der har beføjelse til at udstede bekendtgørelsen, og hvilke forhold der skal reguleres, samt give retningslinjer for retsaktens indhold (artikel 92 i forfatningen). Følgende er i henhold til forfatningen bemyndiget til at udstede bekendtgørelser: præsidenten , kabinettet , formanden for kabinettet , ministeren med ansvar for regeringsadministrationen, den af kabinettet udpegede udvalgsformand og det nationale radio- og tv-råd . Organer , der er bemyndiget til at udstede bekendtgørelser, kan ikke overføre denne bemyndigelse til andre organer. Formålet med en bekendtgørelse er at gennemføre en lov; bekendtgørelsen må derfor ikke være i uoverensstemmelse med denne lov eller være mere vidtgående end de heri fastsatte beføjelser.

Bekendtgørelser er underkastet domstolskontrol. De kan derfor prøves ved forfatningsdomstolen samt ved almindelige domstole og forvaltningsdomstole. Hvis en domstol i forbindelse med en konkret sag finder, at en bekendtgørelse eller dens bestemmelser ikke er i overensstemmelse med hierarkisk overordnede retsakter (love), kan den undlade at anvende bekendtgørelsen i forbindelse med denne sag og betragte den som ugyldig.

Internt gældende retsforskrifter (f.eks. cirkulærer) har karakter af interne forskrifter, og de er kun bindende for de organisatoriske enheder, der administrativt er underordnet det organ, der udsteder sådanne forskrifter (artikel 93 i forfatningen). Internt gældende retsforskrifter kan f.eks. være kabinettets resolutioner og præsidentielle eller ministerielle cirkulærer. Cirkulærer kan kun udstedes med lovhjemmel. De kan ikke danne grundlag for afgørelser vedrørende borgere, juridiske personer eller andre.

Top

Lokale retsforskrifter udstedes på grundlag af beføjelser fastsat i en lov og inden for rammerne af dette mandat af lokale myndigheder (f.eks. kommunale resolutioner) eller statslige myndigheder, f.eks. provinsernes bekendtgørelser og reglementer (artikel 94 i forfatningen). Disse retsakter er kun bindende på ressortområderne for de organer, der har udstedt dem, men ud fra deres generelt bindende natur kan de rettes til alle personer og dermed fastsætte rettigheder og forpligtelser for disse.

Retspraksis er ikke en retskilde i Polen. I henhold til artikel 178, stk. 1, i forfatningen, er polske dommere kun underlagt forfatningen, lovene og internationale aftaler ratificeret efter forudgående bemyndigelse i en lov. Det betyder, at de polske domstole har pligt til at anvende bestemmelserne i forfatningen, lovene og nævnte internationale aftaler. Domstolene kan ikke undlade at anvende disse normative instrumenter med henvisning til, at de ikke er i overensstemmelse med forfatningen. I henhold til artikel 193 kan de imidlertid rette juridiske forespørgsler til forfatningsdomstolen vedrørende et normativt instruments overensstemmelse med forfatningen, med ratificerede internationale aftaler eller med love, hvis udfaldet af sager ved disse domstole afhænger af svarene på sådanne juridiske spørgsmål. Dommerne er imidlertid ikke bundet af retsakter, der hierarkisk er underordnet lovene, f.eks. bekendtgørelser, og de kan i forbindelse med en foreliggende sag på egen hånd undersøge sådanne retsakters overensstemmelse med lovene og forfatningen. Hvis det fastslås, at en retsakt ikke er i overensstemmelse med lovene eller forfatningen, kan domstolene undlade at anvende den i deres domme.

Retspraksis, især højesterets praksis, spiller imidlertid en yderst vigtig rolle ved domstolenes fortolkning af skreven ret.