Europa-Kommissionen > ERN > Retsorden > Luxembourg

Seneste opdatering : 25-05-2006
Printervenlig version Føj til favoritter

Retsorden - Luxembourg

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Retskilder 1.
1.1. Internationale retskilder 1.1.
1.1.1. Internationale konventioner 1.1.1.
1.1.2. Fællesskabsretten 1.1.2.
1.2. Nationale retskilder 1.2.
1.2.1. Forfatningen 1.2.1.
1.2.2. Lovgivningen 1.2.2.
1.2.3. Administrative forskrifter 1.2.3.
2. Eventuelle andre retskilder og deres indbyrdes hierarki 2.
2.1. Retspraksis 2.1.
2.1.1. International retspraksis 2.1.1.
2.1.2. Fællesskabets retspraksis 2.1.2.
2.1.3. National retspraksis 2.1.3.
2.2. Almindelige retsprincipper 2.2.
3. Retsreglernes eventuelle indbyrdes hierarki 3.
4. Internationale retsreglers ikrafttræden 4.
4.1. Internationale konventioner 4.1.
4.2. Fællesskabets retsregler 4.2.
5. Regeludstedende myndigheder 5.
5.1. Internationale retsregler 5.1.
5.2. Nationale retsregler 5.2.
6. Vedtagelse af retsregler 6.
6.1. Love 6.1.
6.2. Administrative forskrifter 6.2.
7. Nationale retsreglers ikrafttræden 7.
8. Regelkonflikt 8.

 

1. Retskilder

1.1. Internationale retskilder

Storhertugdømmet Luxembourg er bundet af internationale, bilaterale eller multilaterale traktater. Ud over de forpligtelser, som disse aftaler pålægger den luxembourgske stat i forhold til andre lande, gælder en række af disse traktater også som retskilder for borgerne (f.eks. kan unionsborgerne med direkte henvisning til EU-traktaterne påberåbe sig deres rettigheder med hensyn til fri bevægelighed).

1.1.1. Internationale konventioner

Der er her tale om traktater og internationale aftaler mellem Storhertugdømmet Luxembourg og andre lande, f.eks. den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950, eller Benelux-traktaten, der blev undertegnet i Haag den 3. februar 1958, og som omfatter Belgien, Nederlandene og Luxembourg.

1.1.2. Fællesskabsretten

Fællesskabsretten omfatter de egentlige fællesskabstraktater (bl.a. Rom-traktaten af 25. marts 1957, Maastricht-traktaten af 7. februar 1992, Amsterdam-traktaten af 2. oktober 1997 og Nice-traktaten af 26. februar 2001) og den afledte ret, som fastsættes i de retsakter, der vedtages af EU-institutionerne: direktiver, beslutninger/afgørelser, forordninger, udtalelser og henstillinger.

1.2. Nationale retskilder
1.2.1. Forfatningen

Storhertugdømmet Luxembourgs forfatning blev stadfæstet den 17. oktober 1868, og det forfatningssystem, der hermed blev indført, ligner meget det belgiske system fra 1831. Selv om mange små detaljer er forskellige, kan man uden forbehold læse litteraturen om den belgiske forfatningsret, hvis man ønsker et indblik i de generelle principper på området. Til trods for de mange ændringer, som forfatningen har undergået siden den blev vedtaget, svarer den i sin nuværende udgave stort set til teksten fra 1868.

TopTop

Den luxembourgske forfatning kan kun ændres ved en særlig og vanskeligere fremgangsmåde end de almindelige love. En ændring af forfatningen kræver således to afstemninger i parlamentet (Chambre des députés) og et kvalificeret flertal på mindst to tredjedele af dets medlemmer. Det er ikke muligt at afgive sin stemme ved fuldmagt, og de to afstemninger skal afholdes med mindst tre måneders interval.

Hvis mere end en fjerdedel af parlamentsmedlemmerne eller 25 000 vælgere i løbet af de første to måneder efter den første afstemning anmoder herom, skal den tekst, som blev vedtaget ved parlamentets førstebehandling, lægges ud til folkeafstemning. Der foretages i så fald ikke nogen andenbehandling, og ændringen vedtages kun, hvis der er flertal herfor.

1.2.2. Lovgivningen

Luxembourgs love vedtages af parlamentet, hvorefter de underskrives og stadfæstes af Storhertugen. Medmindre forfatningen eller en international retsregel stiller begrænsninger for den luxembourgske lovgivers handlingsfrihed, kan denne frit bestemme, hvorledes forvaltningsretten skal udformes.

I henhold til den luxembourgske forfatning tilhører den lovgivende magt Storhertugen og parlamentet i fællesskab, og enhver lov skal godkendes af begge disse to instanser, der udgør den lovgivende magt.

1.2.3. Administrative forskrifter

Det siger sig selv, at det ikke er muligt ved lov at regulere alle spørgsmål ned i den mindste detalje. Det er i øvrigt ikke altid hensigtsmæssigt at anvende den forholdsvis komplicerede lovgivningsprocedure til at regulere alle forhold, f.eks. når der skal lovgives på et område, der kræver hyppige ændringer af reglerne.

TopTop

Til dette formål gør man brug af administrative forskrifter (règlement grand-ducal), der er gennemførelsesbestemmelser til en lov. Storhertugen har således i henhold til den luxembourgske forfatning til opgave ”at udstede de bekendtgørelser og administrative forskrifter, der er nødvendige for at gennemføre de love, der vedtages, uden dog at kunne ophæve disse love eller undtage fra deres gennemførelse” .

2. Eventuelle andre retskilder og deres indbyrdes hierarki

2.1. Retspraksis

Det lader sig ikke gøre uden videre at betragte retspraksis som en retskilde på lige fod med de øvrige. Luxembourgsk ret anvender således ikke ”reglen om præcedens” ligesom i de angloamerikanske retssystemer, og retterne er som regel ikke bundet af afgørelser i andre sager, selv om de er fuldt ud sammenlignelige. Retterne må desuden ikke afsige deres afgørelser i generelle vendinger, og deres afgørelser skal således altid begrænse sig til den konkrete sag, som de har fået forelagt.

I praksis har det imidlertid stor betydning, hvis man i forbindelse med en retssag kan henvise til retspraksis fra en tilsvarende sag. Når en lovtekst kræver fortolkning, har retterne i øvrigt unægtelig større magt, fordi de i kraft af deres fortolkning kan være med til at forme loven. Det kan også ske, at loven ikke indeholder bestemmelser, der kan finde anvendelse på en konkret situation. Når dette er tilfældet, og det ikke er muligt for den pågældende retsinstans at undlade at træffe en afgørelse, kan den selv udforme den generelle regel, der herefter ligger til grund for dens afgørelse.

TopTop

2.1.1. International retspraksis

Storhertugdømmet Luxembourg anerkender flere internationale retsinstansers direkte myndighed, herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

2.1.2. Fællesskabets retspraksis

I medfør af artikel 234 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab er de nationale retsinstanser underlagt EF-Domstolens retspraksis i kraft af de præjudicielle spørgsmål, der giver de nationale retsinstanser mulighed for, inden de træffer afgørelse i en sag, at anmode Domstolen om at besvare eventuelle spørgsmål, der rejses i forbindelse med anvendelsen af fællesskabsretten, som borgerne kan gøre gældende over for disse retsinstanser.

2.1.3. National retspraksis

Retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område har som regel kun retskraft mellem sagens parter, men påvirker ikke retten som sådan.

Dette gælder ligeledes de fleste forvaltningsafgørelser. Der gælder dog den undtagelse, at når der ved en forvaltningsdomstol indbringes en sag til prøvelse af en administrativ retsakt, vil en afgørelse eller dom blive almengyldig og offentliggjort i Luxembourgs statstidende (Mémorial).

Retsafgørelser fra forfatningsdomstolen (Cour constitutionnelle) er ligeledes almengyldige og offentliggøres i statstidende.

2.2. Almindelige retsprincipper

Blandt de regler, der udledes af retspraksis, skal især nævnes kategorien ”almindelige retsprincipper”, der defineres som ”retsregler, der er bindende for den offentlige forvaltning, og som bekræftes formelt af retsinstanserne”.

TopTop

3. Retsreglernes eventuelle indbyrdes hierarki

I national ret er de forskellige retskilder inddelt efter et bestemt hierarki. Forfatningen er den højst rangerende retskilde efterfulgt af love og administrative forskrifter.

Hvis der ikke findes nogen bestemmelse i forfatningen, afgøres forholdet mellem international ret og national ret af retspraksis.

Udviklingen af den luxembourgske retspraksis på dette område tog for alvor fat i starten af 1950’erne, da først den øverste appeldomstol (Cour de cassation) og herefter forvaltningsrådet (Conseil d’Etat) afskaffede det indtil da gældende princip om, at retterne på grund af magtfordelingsprincippet ikke kunne tage stilling til lovenes overensstemmelse med internationale traktater.

Det fremgår således af en principafgørelse, som forvaltningsrådet traf i 1951, at ”en international traktat, der gennemføres i den nationale lovgivning ved en godkendelseslov, er af højere rang end en lov udstedt af et nationalt organ. Heraf følger, at den internationale traktat har forrang for den nationale lov, hvis der opstår konflikt mellem bestemmelserne i en international traktat og bestemmelserne i en senere national lov (forvaltningsrådet, 28. juli 1951, Pas. lux. t. XV, s. 263).

Denne afgørelse er naturligvis formuleret meget bredt, eftersom det uden sondring bestemmes, at en international retsregel går forud for en regel udstedt af et nationalt organ. De luxembourgske retsinstanser har imidlertid aldrig udtalt sig udtrykkeligt om, hvorvidt de internationale retsregler har forrang for forfatningen.

Det skal derimod bemærkes, at den lovgivende forsamling i forbindelse med en revision i 1956 kategorisk afviste et lovforslag fra regeringen, ifølge hvilket ”de internationale retsregler er en del af det nationale retssystem. De går forud for alle nationale love og øvrige bestemmelser”. Det fremgik tydeligt af kommentarerne til disse artikler, at teksten, således som den var affattet, også omfattede bestemmelser i forfatningen.

TopTop

Forvaltningsrådet har dog i en udtalelse af 26. maj 1992 om forslag til lov om tiltrædelse af EU-traktaten indirekte anerkendt de internationale retsreglers forrang. Det har således påpeget, at ”man skal have tanke for, at de internationale retsregler i medfør af princippet om retsreglernes hierarki går forud for de nationale retsregler, og at retsinstanserne i tilfælde af lovkonflikt giver traktaten forrang for den nationale lovgivning. Da det er vigtigt at undgå uoverensstemmelser mellem vores nationale retsregler og de internationale retsregler, insisterer forvaltningsrådet på, at omtalte revision af forfatningen finder sted hurtigst muligt for at undgå sådanne uoverensstemmelser”. Storhertugdømmet Luxembourg er således tydeligt internationalt orienteret.

Dette er uden tvivl en teknisk konsekvens af manglen på kontrol af lovenes forfatningsmæssighed i Luxembourg. Forfatningsdomstolen, der blev oprettet i 1999 for at kontrollere lovenes overensstemmelse med forfatningen, kan således ikke behandle et spørgsmål om, hvorvidt en lov om godkendelse af en international traktat er i overensstemmelse med forfatningen.

4. Internationale retsreglers ikrafttræden

4.1. Internationale konventioner

Den luxembourgske forfatning er bemærkelsesværdig kortfattet med hensyn til reglerne for godkendelse af internationale traktater, eftersom det blot bestemmes, ”at traktaterne ikke har virkning, før de er blevet godkendt ved lov og offentliggjort i overensstemmelse med de for love gældende regler om offentliggørelse".

Storhertugdømmet er pr. tradition monistisk. Det er med andre ord selve traktaten, der finder anvendelse på samme måde som en national luxembourgsk lov, uden at det er nødvendigt at træffe yderligere gennemførelsesforanstaltninger.

TopTop

En godkendelseslov er således meget kortfattet og omfatter som regel kun en artikel, ifølge hvilken en bestemt traktat godkendes. Godkendelsesloven har intet normativt indhold, idet den blot godkender, men ikke transformerer traktaten. Den har således kun til formål at give regeringen beføjelse til at ratificere traktaten.

Loven vedtages af parlamentet i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure. Der kræves normalt absolut flertal, medmindre traktaten medfører overladelse af beføjelser (jf. nedenfor). Siden revisionen i 1956 indeholder den luxembourgske forfatning en udtrykkelig bestemmelse om, at der ved indgåelse af traktater kan overlades beføjelser til internationale organisationer. Det bestemmes i forfatningens artikel 49 bis, at ”udøvelsen af de beføjelser, der ved forfatningen er forbeholdt den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, midlertidigt kan overlades ved en traktat til folkeretlige institutioner”. Det bestemmes imidlertid i forfatningens artikel 37, stk. 2, at traktater af denne type skal godkendes af parlamentet ved kvalificeret flertal.

Medmindre andet udtrykkeligt er bestemt, medfører vedtagelsen af en godkendelseslov ikke, at traktaten sættes i kraft i det nationale luxembourgske retssystem. Traktaten kan ikke træde i kraft uden en godkendelseslov, men ikrafttrædelsen sker først efter ratificering. I Luxembourg følger man desuden det princip, at regeringen (den udøvende magt) selv efter parlamentets godkendelse bevarer sin fulde skønsbeføjelse med hensyn til at ratificere teksten, og at denne kompetence ikke er omfattet af nogen domstolskontrol.

Der er som regel tre betingelser, der skal opfyldes, før en traktat kan træde i kraft i det nationale retssystem. Det kræves, at (1) Storhertugdømmet har ratificeret traktaten, (2) at traktaten er trådt i kraft på internationalt plan, og (3) at traktaten i sin fulde ordlyd og så samme måde som en lov er blevet offentliggjort i statstidende.

TopTop

Det skal understreges, at traktatens offentliggørelse (i medfør af forfatningens artikel 37) er et separat krav i forhold til kravet om offentliggørelse af den lov, hvormed traktaten godkendes. Som regel opfyldes begge betingelser samtidig, hvilket vil sige, at traktaten offentliggøres i statstidende i umiddelbar fortsættelse af loven. De to retsakter er imidlertid adskilte, og de kan også offentliggøres hver for sig, eftersom traktaten ikke udgør en integrerende del af godkendelsesloven.

4.2. Fællesskabets retsregler

Den luxembourgske forfatning indeholder ingen specifikke bestemmelser om gennemførelsen af den sekundære fællesskabsret i det nationale luxembourgske retssystem.

Fællesskabsdirektiverne gennemføres som regel ved en lov, der vedtages ved almindeligt flertal af parlamentet.

Selv om fællesskabsdirektiverne i princippet skal gennemføres i luxembourgsk ret ved hjælp af en lov, er det ikke altid nødvendigt at anvende en formel lov, når direktivet vedrører et område, der allerede reguleres i en luxembourgsk lov, der er i overensstemmelse med direktivet. I så fald kan gennemførelsen ske ved en administrativ forskrift (règlement grand-ducal), der vedtages på grundlag af forfatningens artikel 33 og 36 om regeringens generelle kompetence til gennemførelse af love. Det er i så fald formelt den luxembourgske lov, som Storhertugen gennemfører, selv om indholdet i denne administrative forskrift i realiteten er hentet fra direktivet.

Man kan ligeledes undlade at anvende lovgivningsproceduren, når det område, der harmoniseres i et direktiv, er omfattet af en bemyndigelseslov, hvormed parlamentet giver regeringen beføjelse til ved hjælp af administrative forskrifter at regulere områder, der normalt skal gøres til genstand for en lov.

TopTop

Disse ”bemyndigelseslove” vedtages siden 1915 årligt af parlamentet, og regeringen har således omfattende beføjelser til at udstede administrative forskrifter på det økonomiske og finansielle område, der, selv uden nogen udtrykkelig henvisning til EU, uden tvivl ville have givet regeringen mulighed for ligeledes at gennemføre en lang række fællesskabsdirektiver.

Gennemførelsen af fællesskabsdirektiver er i dag imidlertid reguleret i en specifik bemyndigelseslov af 9. august 1971, som ændret ved lov af 8. december 1980, der udelukkende har til formål at give regeringen beføjelse til at gennemføre og stadfæste fællesskabsdirektiver på det økonomiske, tekniske, landbrugsmæssige, skovbrugsmæssige, sociale og transportmæssige område. De pågældende administrative forskrifter skal som en undtagelse fra den almindelige lovgivningsprocedure godkendes af parlamentets arbejdsudvalg (Commission de travail de la Chambre des députés).

Proceduren for vedtagelse af administrative forskrifter er ligesom proceduren for vedtagelse af egentlige love kendetegnet ved, at regeringen er forpligtet til at høre forvaltningsrådet (Conseil d’Etat) og de faglige sammenslutninger (Chambres professionnelles). I modsætning til lovgivningsproceduren giver forskriftsproceduren imidlertid regeringen mulighed for at undgå disse høringer ved at henvise til de pågældende foranstaltningers uopsættelighed. Regeringen kan dog ikke benytte sig af denne mulighed for at gennemføre et fællesskabsdirektiv ved hjælp af en administrativ forskrift. Loven af 9. august 1971 supplerer således den almindelige procedure for vedtagelse af administrative forskrifter ved at kræve dels obligatorisk høring af forvaltningsrådet, dels samtykke fra parlamentets arbejdsudvalg.

TopTop

I begge tilfælde vedtages den administrative forskrift af ministerrådet, hvorefter den underskrives af den ansvarlige minister og forelægges for Storhertugen. Den administrative forskrift træder i kraft efter offentliggørelse i statstidende.

5. Regeludstedende myndigheder

5.1. Internationale retsregler

Det bestemmes i den luxembourgske forfatnings artikel 37, at ”traktaterne er underlagt Storhertugens kompetence”. Det tilføjes imidlertid, at ”traktaterne ikke har virkning, før de er blevet godkendt ved lov og offentliggjort i overensstemmelse med de for love gældende regler om offentliggørelse".

Det skal bemærkes, at der kræves godkendelse af alle internationale traktater, uanset deres formål, og at denne godkendelse skal foreligge i form af en lov. Dette blev præciseret i 1956 efter udtrykkelig anmodning fra forvaltningsrådet, der fandt, at ”dette samtykke er knyttet til selve proceduren for udarbejdelse af loven, eftersom forfatningen kun indeholder bestemmelser om denne ene procedure, der finder anvendelse på alle parlamentets viljeserklæringer, uanset emneområde”.

5.2. Nationale retsregler

Lovgivningsmagten udøves i henhold til den luxembourgske forfatning af Storhertugen og parlamentet i fællesskab, og en lov kan ikke gælde uden at begge instanser, der udgør den lovgivende magt, har givet deres samtykke (forfatningens artikel 46).

Hver af disse to instanser, der udgør den lovgivende magt, har ret til at fremsætte lovforslag. Når det er Storhertugen, der fremsætter lovforslag, taler man om et ”udkast til lov” (projet de loi), mens man taler om ”forslag til lov" (proposition de loi), når det kommer fra parlamentet.

TopTop

6. Vedtagelse af retsregler

6.1. Love

Det luxembourgske parlament er et étkammerparlament.

For at undgå den risiko for forhastede beslutninger, som et étkammersystem indebærer, har den luxembourgske lovgiver bestemt, at ethvert lovforslag i princippet først kan vedtages efter en andenbehandling, der tidligst kan finde sted tre måneder efter førstebehandlingen.

Der er imidlertid i medfør af forfatningens artikel 59 mulighed for at afvige fra kravet om andenbehandling (såkaldt “forfatningsmæssig andenbehandling”), “hvis parlamentet i offentligt møde og med samtykke fra forvaltningsrådet bestemmer andet”.

Forvaltningsrådet spiller her en usædvanlig rolle, eftersom det varetager den opgave, der i de øvrige lande påhviler det andet lovgivningskammer (især den rolle, som House of Lords har i Det Forenede Kongerige). Det kommer ind i billedet første gang, inden selve debatten starter i parlamentet, eftersom det bestemmes i forfatningens artikel 83 bis, at forvaltningsrådet skal høres om ethvert forslag eller udkast til lov. Forvaltningsrådet deltager i processen anden gang efter førstebehandlingen i parlamentet for i offentligt møde at beslutte, om det kan dispensere fra kravet om andenbehandling.

I praksis gives der dispensation for andenbehandlingen for de fleste love. Parlamentet giver systematisk sig selv en dispensation efter at have vedtaget en lov, hvilket er naturligt. Forvaltningsrådet har for sit vedkommende valgt en politik, hvorefter dispensationen gives i næsten alle tilfælde, idet en afvisning kun anvendes i særlig alvorlige tilfælde. Eventuelle hindringer for at give dispensation fjernes som regel i løbet af den indledende procedure.

TopTop

Det skal desuden understreges, at den ret, som forvaltningsrådet har, ikke er en egentlig vetoret. En sådan vetoret ville i øvrigt heller ikke være forenelig med den kendsgerning, at forvaltningsrådet er en ikke-demokratisk institution (medlemmerne udpeges af Storhertugen. I tilfælde af et ledigt embede udpeges de nye medlemmer efter følgende orden: det første udpeges direkte af Storhertugen, det andet udpeges ud fra en liste på tre ansøgere, der foreslås af parlamentet, og det tredje udpeges ud fra en liste på tre ansøgere, der foreslås af forvaltningsrådet.) Forvaltningsrådet kan kun udsætte afstemningen af en lov i to måneder og således give lovgiveren en yderligere betænkningstid.

Storhertugen medvirker ikke blot i starten af lovgivningsproceduren (med hensyn til udkast til lov), men også efter parlamentets endelige afstemning om loven. Det bestemmes således i forfatningens artikel 34, at ”Storhertugen godkender og stadfæster lovene. Han offentliggør sin afgørelse senest tre måneder efter parlamentets afstemning”.

6.2. Administrative forskrifter

Den eneste formelle gyldighedsbetingelse for Storhertugens administrative forskrifter , der er fastsat i forfatningen, er kravet om ministeriel medunderskrift.

Forfatningen suppleres imidlertid af andre bestemmelser, herunder lovgivningen om de øverste statsmyndigheders organisation (législation organique) fra forvaltningsrådet, der pålægger Storhertugen - medmindre der henvises til lovens uopsættelighed – at forelægge de administrative forskrifter for forvaltningsrådet til høring.

Det bestemmes desuden i storhertugens bekendtgørelse (arrêté royal grand-ducal) af 9. juli 1857 om ministeriernes organisation, at enhver foranstaltning, der forelægges for Storhertugen, skal behandles i ministerrådet (Conseil des ministres). Hvis denne regel ikke overholdes, betragtes den administrative forskrift som ugyldig.

7. Nationale retsreglers ikrafttræden

I Luxembourg træder love og administrative forskrifter først i kraft efter at være blevet offentliggjort i Luxembourgs statstidende.

8. Regelkonflikt

Det luxembourgske retssystem er indrettet således, at forfatningsdomstolen kan erklære de love, der ikke er i overensstemmelse med forfatningen, for forfatningsstridige. En almindelig domstol eller en forvaltningsdomstol kan i forbindelse med de sager, som de pådømmer, indbringe en sag for forfatningsdomstolen, når der er tvivl om, hvorvidt en bestemt bestemmelse er i overensstemmelse med forfatningen. Det er ikke muligt at indbringe sagen direkte for forfatningsdomstolen.

Det er ligeledes muligt i tilfælde af retsstridige administrative forskrifter at indbringe et annulationssøgsmål for en forvaltningsdomstol i første instans (tribunal administratif) med mulighed for appel til forvaltningsdomstolen i anden instans (cour administrative). Dette søgsmål er dog kun muligt inden for en frist på tre måneder efter forskriftens offentliggørelse. Hvis der ved en almindelig ret eller forvaltningsret stilles spørgsmålstegn ved en administrativ forskrifts gyldighed efter udløbet af denne frist, har den pågældende ret fortsat mulighed for at se bort fra den administrative forskrift og give loven forrang. I modsætning til rettens afgørelser i tilfælde af et direkte søgsmål inden for de første tre måneder efter offentliggørelsen, har disse afgørelser dog ikke almindelig gyldighed.

« Retsorden - Generelle oplysninger | Luxembourg - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 25-05-2006

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige