Europa-Kommissionen > ERN > Retsorden > Letland

Seneste opdatering : 20-11-2007
Printervenlig version Føj til favoritter

Retsorden - Letland

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Retskildernes hierarki 1.
2. Retlige instrumenter eller retskilder, der fastlægger status for international ret, EU-lovgivning, forfatningen, love og anden lovgivning inden for retssystemet 2.
3. Andre retskilder (generelle retsprincipper, sædvaneret, retspraksis) og deres betydning 3.
3.1. Generelle retsprincipper 3.1.
3.2. Sædvaneret 3.2.
3.3. Retspraksis 3.3.
4. Myndigheder, der kan vedtage lovgivning, og deres ansvarsområde 4.
5. Procedurer for udarbejdelse af lovgivning 5.
6. Regler om ikrafttrædelse af nationale retsregler 6.
7. Forordninger om ikrafttrædelse af forordninger, der indgår i transnationale dokumenter 7.
8. Hvordan finder Letland en løsning på potentielle uoverensstemmelser eller konflikter mellem forskellige retsregler og retskilder? 8.

 

1. Retskildernes hierarki

Den hierarkiske opbygning af den lettiske lovgivning er som følger:

  1. Forfatningen
  2. Love, kabinetsforordninger med lovvirkning
  3. Kabinetsforordninger
  4. Præceptive forordninger udstedt at lokale myndigheder

2. Retlige instrumenter eller retskilder, der fastlægger status for international ret, EU-lovgivning, forfatningen, love og anden lovgivning inden for retssystemet

§ 15, stk. 3, i forvaltningsloven fastsætter, at international lovgivning, uanset kilde, anvendes i overensstemmelse med indplaceringen i hierarkiet for ekstern lovgivnings retskraft. Hvis der opstår en uoverensstemmelse mellem en international lovgivningsbestemmelse og en lettisk lovgivningsbestemmelse med samme retskraft, har den internationale lovgivningsbestemmelse forrang.

Som det er tilfældet med anden form for lovgivning, afhænger en international aftales retskraft af den institution, der har undertegnet eller godkendt aftalen, og under hvilke procedurer det er sket. Således har en international aftale, der er ratificeret af Saeima (parlamentet), samme retskraft som en lov, og en international aftale, der er godkendt af ministerkabinettet, har samme retskraft som en kabinetsforordning.

Hvis en international aftale, der er godkendt af Saeima, fastsætter regler, der er forskellige fra reglerne i lettisk lovgivning, er det imidlertid i henhold til § 13 i loven om internationale aftaler bestemmelserne i den internationale aftale, der skal anvendes. Det siges også i § 16, stk. 9, i loven om forfatningsdomstolen, at mens internationale aftaler skal være i overensstemmelse med forfatningen, har internationale aftaler ikke desto mindre forrang for anden national lovgivning, inklusive love.

TopTop

I henhold til § 15, stk. 4, i forvaltningsloven anvendes bestemmelserne i EU-lovgivningen i overensstemmelse med deres status i hierarkiet for ekstern lovgivnings retskraft. Når de anvender EU-lovgivningen, skal myndigheder og domstole tage hensyn til EF-Domstolens retspraksis. Siden sin tiltrædelse af EU har Letland skullet anvende ikke blot forordninger, men også andre af EU's retsakter direkte eller indirekte: EU's traktater, EU's aftaler med tredjelande, direktiver, EU-institutionernes beslutninger, henstillinger, udtalelser, samarbejdsinstrumenter under søjle 2 (fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik) og søjle 3 (samarbejde om retlige og indre anliggender), medlemsstaternes fælles retsprincipper og endelig de retsprincipper, der er fastlagt ved EF-Domstolens retspraksis.

3. Andre retskilder (generelle retsprincipper, sædvaneret, retspraksis) og deres betydning

3.1. Generelle retsprincipper

Anvendelse af et generelt retsprincip som retskilde er omtalt i § 5 den lettiske civillov og i § 11, stk. 3, i retsplejeloven. § 15, stk. 5, i forvaltningsloven indeholder bestemmelser om anvendelse af generelle retsprincipper, hvis et spørgsmål ikke er reguleret ved ekstern lovgivning og ligeledes ved fortolkning af lovgivningen.

Desuden præciseres det i § 4 i forvaltningsloven, at der gælder følgende principper i forvaltningen, og hvordan de skal fortolkes:

  1. princippet om respekt for den enkeltes rettigheder
  2. lighedsprincippet
  3. retsstatsprincippet
  4. princippet om rimelig anvendelse af lovgivningen
  5. princippet om forbud mod vilkårlighed
  6. princippet om tillid til forvaltningsakters lovmæssighed
  7. legalitetsprincippet
  8. princippet om demokratisk struktur
  9. proportionalitetsprincippet
  10. princippet om loves fortrinsret

Loven om retternes kompetence inkorporerer generelle retsprincipper så som lighed for loven, domstolenes og dommernes immunitet, lige rettigheder for parterne, uskyldsformodning osv.

TopTop

3.2. Sædvaneret

I henhold til § 2 i civilloven kan sædvaneret hverken annullere eller ændre retsakter, og den anvendes i sager, der er nærmere specificeret i lovgivningen. International sædvaneret finder også anvendelse i henhold til Wienerkonventionen om traktatret.

3.3. Retspraksis

Retspraksis er en vigtig retskilde til at sikre en ensartet anvendelse af lovgivningen og dermed skabe retssikkerhed. Retspraksis er en supplerende kilde, der anvendes som et fortolkningsinstrument.

4. Myndigheder, der kan vedtage lovgivning, og deres ansvarsområde

I henhold til § 64 i forfatningen ligger lovgivningsmagten hos Saeima og hos folket (ved folkeafstemning). I henhold § 81 i forfatningen er ministerkabinettet også berettiget til at udstede forordninger, der har lovvirkning. Således har Saeima og folket den primære lovgivningsmagt, og denne magt kan uddelegeres til kabinettet og lokale myndigheder. I henhold til loven om ministerkabinettets struktur kan kabinettet udstede retsakter i form af forordninger, hvis en lov specifikt bemyndiger kabinettet hertil, og det pågældende emne ikke er reguleret ved lov. Lokale myndigheder kan udstede præceptive forordninger i overensstemmelse med loven om lokale myndigheder. Desuden indeholder lovgivningen regler om Saeimas uddelegering af lovgivningsbeføjelser til internationale institutioner.

Saeimas lovgivningsbeføjelser dækker hele Letland, mens de lokale myndigheders lovgivningsbeføjelser er begrænset til det geografiske område, der er omfattet af deres kompetence.

TopTop

5. Procedurer for udarbejdelse af lovgivning

Forslag til love kan forelægges Saeima af:

  • præsidenten
  • ministerkabinettet
  • parlamentsudvalg
  • mindst fem parlamentsmedlemmer
  • en tiendedel af vælgerne
  1. Førstebehandling - Førstebehandlingen af et lovforslag indbefatter notifikation fra det relevante udvalg efterfulgt af en debat om principperne i lovforslaget. Ved debattens afslutning beslutter Saeima, om lovforslaget skal vedtages ved førstebehandlingen. Hvis lovforslaget ikke vedtages ved førstebehandlingen, betragtes det som forkastet og kan kun forelægges til fornyet overvejelse i samme samling, hvis det underskrives af mindst 51 parlamentsmedlemmer, eller hvis der er foretaget ændringer i forslaget.
    Hvis Saeima efter et forslag fra det relevante udvalg eller ti parlamentsmedlemmer vedtager en beslutning om at betragte et lovforslag som hastende, skal det kun gennem en første- og en andenbehandling. Følgende vedtages efter to behandlinger:
    • lovforslag, der betragtes som hastende
    • forslaget til statsbudget og ændringer til budgettet
    • lovforslag om godkendelse af internationale aftaler.
  2. Andenbehandling - lovforslagene forberedes med henblik på andenbehandling af det relevante udvalg, som fremlægger en rapport om de forelagte forslag. Forslag om ændringer af et lovforslag eller et beslutningsforslag, der er vedtaget af Saeima, kan forelægges af:
    • præsidenten
    • et Saeima-udvalg
    • en fraktion eller en politisk blok
    • et parlamentsmedlem
    • premierministeren, vicepremierministeren, en minister eller en viceminister
    • parlamentssekretæren i et ministerium efter bemyndigelse fra ministeren
    • Saeimas juridiske tjeneste, hvis forslagene vedrører tekniske aspekter af lovgivningen eller en kodificering.
    Et forslag betragtes som vedtaget, når det har opnået stemmeflertal blandet de tilstedeværende parlamentsmedlemmer. Efter at alle forslag er gennemgået, går man over til afstemning om lovforslaget i sin helhed, inklusive de vedtagne forslag. Hvis Saeima forkaster lovforslaget ved andenbehandlingen, sendes det tilbage til det relevante udvalg, og det kan derefter på ny forelægges til andenbehandling. Hvis Saeima vedtager  lovforslaget, sendes det tilbage til det relevante udvalg med henblik på forberedelse til tredjebehandling.
  3. Tredjebehandling - under tredjebehandlingen af et lovforslag er det kun de paragraffer, der er stillet forslag om efter andenbehandlingen, der drøftes og stemmes om. Når alle forslag er gennemgået, går man over til afstemning om forslaget i sin helhed, inklusive de vedtagne forslag. Hvis Saeima forkaster forslaget ved tredjebehandlingen, sendes det tilbage til det relevante udvalg og kan genfremsættes til endnu en tredjebehandling.
  4. Anden revision af en lov - hvis præsidenten anmoder om en anden revision af en lov i henhold til forfatningens § 71, forelægger Saeima præsidentens begrundede indsigelser for det relevante udvalg. Reglerne for tredjebehandling af et lovforslag anvendes, hvis loven tages op til fornyet overvejelse, og kun de af præsidenten fremsatte indvendinger og forslag gennemgås. Et lovforslag betragtes som værende vedtaget og bliver til lov, når den har fået to eller tre behandlinger alt efter omstændighederne, og når et absolut flertal af de tilstedeværende parlamentsmedlemmer har stemt for vedtagelse. Love, der vedtages af Saeima kundgøres af præsidenten.

6. Regler om ikrafttrædelse af nationale retsregler

  1. Love - i henhold til loven om kundgørelse, offentliggørelse, ikrafttrædelsesprocedurer og gyldigheden af love og anden lovgivning, der vedtages af Saeima, præsidenten og ministerkabinettet, træder en lov i kraft på fjortendedagen efter kundgørelsen, medmindre andet bestemmes i loven. Denne periode på 14 dage forud for lovens ikrafttrædelse begynder dagen efter dens offentliggørelse.
  2. Kabinetsforordninger - i henhold til loven om ministerkabinettets struktur, offentliggøres instrukser og henstillinger fra kabinettet efter de samme procedurer som love. De træder i kraft dagen efter offentliggørelsen, medmindre der er fastsat en anden dato.
  3. Præceptive forordninger udstedt af lokale myndigheder - i henhold til loven om lokale myndigheder træder bekendtgørelser og instrukser i kraft dagen efter, at de er underskrevet, medmindre der er fastsat en anden dato for ikrafttrædelsen. Lokale myndigheders beslutninger, der vedrører individuelle fysiske eller juridiske personer, træder i kraft ved underskrivelsen. Præceptive forordninger, der udstedes af byråd, offentliggøres i statstidende senest to uger efter vedtagelsen og træder i kraft dagen efter offentliggørelsen. Præceptive forordninger, der udstedes af regionalråd, distriktsråd og kommunalråd, skal være slået op på et synligt sted i eller nær ved den bygning, hvor det pågældende regional-, distrikts- eller kommunalråd holder til, senest to uger efter vedtagelsen og træder i kraft dagen efter opslaget.

7. Forordninger om ikrafttrædelse af forordninger, der indgår i transnationale dokumenter

Internationale aftaler godkendes ved love, der vedtages af Saeima. Love, der vedtages af Saeima, kundgøres af præsidenten. Alle internationale aftaler og deres oversættelse til lettisk offentliggøres i den lettiske statstidende Latvijas Vēstnesis og i kabinetstidende Ziņotājs. En lov træder i kraft på fjortendedagen efter kundgørelsen, medmindre en anden dato er fastsat i loven. Fristen frem til ikrafttrædelsen beregnes fra dagen efter offentliggørelsen.

TopTop

8. Hvordan finder Letland en løsning på potentielle uoverensstemmelser eller konflikter mellem forskellige retsregler og retskilder?

  1. Uoverensstemmelser mellem retsregler (principper) løses ved at genfortolke (og således harmonisere) disse regler (principper) eller ved at anvende et forrangssystem.
  2. Hvis der konstateres en konflikt mellem forskellige retsregler med forskellig retskraft, anvendes retsreglerne med den højeste retskraft.
  3. Hvis der konstateres en konflikt mellem internationale retsregler og nationale retsregler, har de internationale retsregler forrang.
  4. Hvis der konstateres en konflikt mellem generel og særlig lovgivning med samme retskraft, anvendes den generelle lovgivning, for så vidt den ikke begrænses af den særlige lovgivning.
  5. Hvis en tidligere retsregel er uforenelig med en senere retsregel, anvendes den senere retsregel.
  6. Hvis en senere generel retsregel er uforenelig med en tidligere særlig retsregel, har den tidligere særlige retsregel forrang.

I henhold til forvaltningsloven skal der ved afgørelsen af, hvilken af de to retsregler med samme retskraft der har forrang, tages hensyn til den objektive betydning, der efter en samlet vurdering må tillægges disse retsregler, og der bør gives forrang til den bestemmelse, der regulerer et spørgsmål af betydning for et demokratisk samfund og regeringssystemet.

Hvis en myndighed med ansvar for en vis lovgivning desuden har begrundet tvivl om lovgivningens forenelighed med anden form for lovgivning, der har større retskraft, skal den anvende de pågældende bestemmelser, men skal samtidig underrette en overordnet myndighed og justitsministeriet om sine betænkeligheder. Myndigheder og domstole kan ikke nægte at træffe beslutninger om spørgsmål under henvisning til, at de pågældende spørgsmål ikke er reguleret i en retsakt.

« Retsorden - Generelle oplysninger | Letland - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 20-11-2007

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige