Europa-Kommissionen > ERN > Retsorden > Italien

Seneste opdatering : 06-11-2007
Printervenlig version Føj til favoritter

Retsorden - Italien

Italiens retssystem er fastsat i Den Italienske Republiks forfatning, der trådte i kraft i 1948. Da der er tale om en forfatning, kan den ikke ændres ved almindelige love. Den kan kun ændres og suppleres ved en særlig - meget kompleks - procedure, der er fastsat i selve forfatningen (artikel 138).

Forfatningen fastsætter, at det skal kontrolleres, at love og anordninger med retskraft opfylder forfatningens krav. Et særligt forfatningsorgan, forfatningsdomstolen, har eneansvaret for denne kontrol.

Visse bestemmelser i forfatningen kan ikke ændres under nogen omstændigheder. Dette gælder den republikanske styreform, der ikke kan ændres forfatningsmæssigt. Det gælder endvidere generelt, at bestemmelser, der udgør fundamentale elementer i forfatningssystemet (friheds- og lighedsprincippet, det parlamentariske system, princippet om, at forfatningen er uforanderlig, samt et forfatningsmæssigt retsvæsen) ikke kan ændres.

Forfatningen indeholder de generelle principper, der betragtes som værdier af fundamental betydning for statens funktion. Den dikterer, hvilke principper parlamentet, regionerne og alle andre offentlige institutioner, der har beføjelser til at udstede dekreter og andre bestemmelser med generelt eller specifikt indhold, skal følge ved udfærdigelsen af retsregler. Den fastlægger grundtrækkene i udenrigspolitikken og forholdet til EU's retssystem.



 

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Kilderne til italiensk privatret 1.
1.1. Primære kilder 1.1.
1.2. Sekundære kilder 1.2.
1.3. Sædvaneret 1.3.
1.4. Billighedsret 1.4.
1.5. De generelle principper bag retssystemet 1.5.
1.6. Retspraksis 1.6.
1.7. Cirkulærer 1.7.
2. Parlamentets lovgivende magt 2.
3. Regionernes, provinsernes, kommunernes og hovedbyernes beføjelser til at udstede love og forskrifter 3.
4. Frister i forbindelse med retsreglers ikrafttræden 4.
5. Procedure for tilpasning af landets lovgivning til international ret 5.
6. EU-retten og dens forrang for landets egne retsregler 6.
7. Kildehierarkiet og anvendelseskonflikter 7.

 

1. Kilderne til italiensk privatret

Den italienske privatret har følgende kilder: love, forskrifter (korporative retsregler: det fascistiske korporative retssystem blev dog afskaffet i 1943), samt sædvaneret (artikel 1-8 i de indledende bestemmelser).

Disse kilder opstilles i et hierarki på basis af deres retskraft og de deraf afledte forskrifter.

1.1. Primære kilder

Bortset fra forfatningslove har den primære lovgivning følgende kilder:

  1. almindelige statslove (artikel 1 i de indledende bestemmelser). Lovenes forrangstilling i det statslige retssystem fremgår af, at en ved lov fastsat retsregel kun kan ophæves eller ændres ved en ny lov, idet en almindelig lov kan ændre eller ophæve enhver retsregel i retssystemet, med undtagelse af retsregler af forfatningsmæssig art; disse kan kun ophæves eller ændres ved forfatningslove
  2. bekendtgørelser, dvs. bestemmelser, som regeringen udsteder på grundlag af en forudgående bemyndigelse fra parlamentets kamre
  3. lovdekreter; de udstedes af regeringen i særlige tilfælde og skal forelægges for parlamentets kamre samme dag med henblik på omsætning til lov. Hvis de ikke omsættes inden for en frist på tres dage regnet fra offentliggørelsestidspunktet, bortfalder deres virkning med tilbagevirkende kraft. Parlamentets kamre kan ved lov regulere forhold, der er opstået som følge af uomsatte dekreter
  4. statutter vedtaget af de almindelige regioner og godkendt ved italiensk lov og love godkendt af de regionale råd (regionallove) og af provinsrådene i Trento og Bolzano (provinslove).

Statutter og regionallove (samt provinslove) er begrænset i henseende til emne og geografisk område, jf. artikel 123 og 117 i forfatningen. For regioner med særligt selvstyre er der fastsat begrænsninger for lovgivningsbeføjelser i forskellige statutter, der er godkendt ved forfatningslove.

TopTop

Inden for de primære kilder må bekendtgørelser (lovdekreter) og regionallove klassificeres som subprimære, da lovdekreter er underlagt begrænsninger i medfør af de vejledende principper og kriterier, der er fastsat i den delegerende lov, eftersom regionallove og provinslove skal afspejle de principper, der ligger til grund for den statslige lovgivning på de individuelle emneområder, hvor der ikke gælder 'enekompetence'.

Som subprimære kilder vil en overskridelse af rammerne for dem indebære en brist i den forfatningsmæssige legitimitet.

De vigtigste privatretlige love i Italien er de såkaldte lovbøger; deres særlige betydning ligger ikke i en større rækkevidde end de enkelte love, men i at indholdet er mere omfattende og mere sammenhængende. Af italienske lovbøger med betydning for det privatretlige område kan nævnes den civile lovbog og søfartslovbogen, for sidstnævntes vedkommende dog kun den privatretlige del.

1.2. Sekundære kilder
  1. Sekundære kilder med retskraft omfatter alle forskrifter (eller enkeltbestemmelser heri) af almen og abstrakt karakter; sådanne forskrifter kan ændre eksisterende retsregler, men kan selv kun ændres af andre retsregler med retskraft.

    Man plejer i denne forbindelse at tale om 'frie' retsregler, dvs. retsregler, der kan vedtages af de administrative myndigheder. Eksempler herpå er bestemmelser udstedt af regeringen, tværministerielle instanser, ministerier og præfekturer, hvorved der fastlægges obligatoriske priser og takster på varer og tjenesteydelser, kommunale forskrifter samt reguleringsplaner med byggenormer, der afviger fra rammebestemmelserne i den civile lovbog.

    TopTop

  2. Sekundære kilder uden retskraft omfatter gennemførelsesbestemmelser (hvis formål er at give lovens principper konkret og specifikt indhold) og andre administrative retsregler, der vedtages af statens administrative myndigheder (såvel centralstyre som lokalstyre) eller af offentlige myndigheder på et lavere niveau (kommuner og provinser), og som ikke kan afvige fra bestemmelser med retskraft.

    Sådanne retsakter er kun gyldige - og dermed kun bindende - hvis de opfylder kravene i samtlige (primære og sekundære) kilder med retskraft.

1.3. Sædvaneret

Den i retssystemet accepterede sædvaneret opdeles alt efter funktion i sædvaneret secundum legem og sædvaneret praeter legem.

Sædvaneret baseret på secundum legem er sædvaneret, der supplerer de skrevne retsregler (love eller forskrifter) på felter, hvor disse ikke er komplette. Sædvaneret indgår med andre ord i gældende ret. Den får herved samme retskraft som den bestemmelse, der refererer til sædvaneret, og sidestilles derved - i tilsyneladende modsætning til det kildehierarki, der er beskrevet i artikel 1 i de indledende bestemmelser - med kilder af første eller anden grad.

Sædvaneret baseret på praeter legem fungerer på den måde, at den udfylder lakunerne i den skrevne lov, og gælder uafhængigt af, om der i loven specifikt henvises hertil.

Sædvaneretten fungerer dermed som en parallel kilde, der på en måde er sidestillet med loven i den forstand, at de udfærdigede bestemmelser ikke kan ændres ved andre sekundære kilder, som ikke er retsakter med retskraft.

TopTop

1.4. Billighedsret

Billighedsret er kun en retskilde i exceptionelle tilfælde, nemlig på områder, hvor det er fastsat, at domstolen - hvis der ikke findes allerede fastsatte retsregler - kan basere sig på billighedsretten, når den skal fastslå, hvilke principper der skal lægges til grund.

Billighedsret er derimod ikke retskilde, hvis den anvendes som fortolkningskriterium med det formål at opnå en mindre rigid fortolkning af skriftlige bestemmelser.

1.5. De generelle principper bag retssystemet

I visse fagkredse gælder det synspunkt, at de uskrevne kilder også omfatter 'de generelle principper i retssystemet', der henvises til i artikel 12 i de indledende bestemmelser, og at disse kan lægges til grund ved løsning af tvister, der ikke afgøres ved fortolkning i form af analogi eller ekstrapolation.

Omvendt fremføres også det synspunkt, at uskrevne principper (hvad enten der er tale om principper, der ligger til grund for emneområdet, eller de generelle principper i retssystemet) ikke udgør (selvstændige) kilder ved udfærdigelse af retsregler, men at de tværtimod selv udgør retsregler, fordi de er afledt af én eller flere retsakter, der viser princippets eksistens.

1.6. Retspraksis

Retspraksis danner ikke nye juridiske retsregler, da den bevæger sig inden for de rammer, der er fastsat af den lovgivende forsamling.

De 'regler', som opstår i kraft af retspraksis, vedrører konkrete sager. Der er ikke tale om varige regler, da de til enhver tid kan ændres, når en ny sag tages op til behandling.

TopTop

Retspraksis er ikke bundet af de regler, den selv skaber, og retten kan ikke henvise hertil for at begrunde afgørelser. Retspraksis kan til enhver tid omlægges, eftersom præcedensreglen ikke gælder.

Med den seneste reform (lovdekret nr. 40 af 2006), der vedrørte kassationsrettens procedurer, blev det fastsat, at appelbeslutninger i tilfælde, hvor en enkelt afdeling af retten er uenig i et retsprincip, der er vedtaget af afdelingerne i fællesskab, skal forelægges disse med en begrundet udtalelse. Formålet med denne bestemmelse er at støtte højesterets rolle som lovens vogter og samtidig sikre, at der fortsat er mulighed for at følge en ny og anderledes retspraksis.

1.7. Cirkulærer

Cirkulærer er ikke kilde til retsregler, men består af instruktioner fra en højere administrativ myndighed til en lavere, hvilket forudsætter et hierarkisk forhold mellem de to myndigheder.

2. Parlamentets lovgivende magt

Ifølge forfatningen har parlamentet - dvs. senatet og deputeretkammeret - til opgave at udfærdige love; love er den primære kilde til det statslige retssystem.

Statslove bliver til på den måde, at begge parlamentets kamre vedtager et lovforslag, der opfylder kravene i forfatningen. Loven stadfæstes af landets præsident inden for en frist på en måned efter vedtagelsen. Efter stadfæstelsen kundgøres loven i Italiens statstidende og indsættes derpå i den officielle lov/dekretsamling. Præsidenten kan sende til parlamentets kamre en begrundet meddelelse med anmodning om fornyet behandling af loven, men hvis den igen vedtages af kamrene, skal den stadfæstes.

TopTop

I visse tilfælde kan lovgivningsfunktionen overdrages til regeringen, idet denne bemyndiges til at udstede lovdekreter på grundlag af forhåndsfastsatte retningslinjer og kriterier, men kun for en begrænset periode og kun på de felter, der er specificeret (i den delegerende lov).

Hvis et lovdekret overskrider de grænser, der er fastsat i de delegerede beføjelser, kan der opstå et spørgsmål om forfatningsstridighed.

3. Regionernes, provinsernes, kommunernes og hovedbyernes beføjelser til at udstede love og forskrifter

De 20 italienske regioner udøver den lovgivende magt på de felter, som ikke eksplicit er forbeholdt staten, jf. bestemmelserne i forfatningens artikel 117; dette sker under overholdelse af forfatningen og de forpligtelser, der følger af Fællesskabets lovgivning og internationale aftaler.

Regionerne og de selvstyrende provinser Trento og Bolzano deltager på de felter, hvor de har beføjelser, i beslutninger, der tager sigte på udfærdigelse af regionale retsakter, og de gennemfører og håndhæver internationale aftaler og EU's retsakter under overholdelse af bestemmelserne i statens love; disse indeholder bestemmelser om udskiftning i tilfælde af manglende overholdelse.

Regioner med særstatus (Friuli Venezia Giulia, Sardegna, Sicilia, Trentino Alto Adige, Valle d’Aosta) har særligt vidtgående lovgivningsbeføjelser.

Kommuner, provinser og hovedbyer har beføjelser til at udstede forskrifter, som er fastlagt i det organisationssystem og den handlemåde, der gælder for dem.

4. Frister i forbindelse med retsreglers ikrafttræden

Lovbestemmelser (dvs. love og forskrifter) træder i kraft efter:

TopTop

  1. offentliggørelse i landets statstidende
  2. udløbet af et vist tidsrum, den såkaldte 'vacatio legis', der går fra retsreglens offentliggørelsestidspunkt til dens ikrafttræden. Medmindre andet er fastsat, træder bestemmelserne i kraft 15 dage efter offentliggørelsen. Efter vacatio-periodens udløb er loven/forskriften bindende, og det uanset om de personer, der skal overholde den, har - eller har kunnet få - kendskab hertil eller ej.

Retsbestemmelser mister deres retsvirkning, når de ophæves, hvad enten dette sker udtrykkeligt eller implicit (f.eks. hvis de er uforenelige med nye rammebestemmelser, eller hvis den lovgivende forsamling har udstedt nye bestemmelser for hele området).

5. Procedure for tilpasning af landets lovgivning til international ret

Landets lovgivning tilpasses til international ret ved, at den internationale bestemmelse automatisk finder anvendelse, som det er tilfældet med sædvaneretlige bestemmelser, jf. forfatningens artikel 10, eller ved den normale procedure, der indebærer, at der udstedes en lov om den internationale bestemmelses indarbejdelse i landets lovgivning.

Spørgsmålet om, hvor internationale bestemmelser indgår i lovgivningens rangorden, bestemmes af den lov, hvorved bestemmelserne indarbejdes. Det vil således i det første tilfælde sige, at også sædvaneretlige bestemmelser får forfatningsmæssig rang. I det andet tilfælde får internationale traktater samme rang som indenlandske bestemmelser; den generelle opfattelse er dog, at internationale bestemmelsers særlige iboende karakter gør det nødvendigt at foretrække de fortolkningsløsninger, der ligger meningsmæssigt tættest på de internationale bestemmelser.

TopTop

6. EU-retten og dens forrang for landets egne retsregler

Forordninger er EU-retsakter, der finder direkte anvendelse i landenes egne retssystemer. Alle EU-bestemmelser, som kan få direkte retlig virkning for de berørte personer, betragtes imidlertid som retsregler med direkte virkning.

Direktiver forudsætter, at landets myndigheder omsætter bestemmelserne i den nationale lovgivning. Direktiver, som er komplette og som kan stå alene, kan imidlertid også have direkte virkning, i det mindste i vertikal forstand. Hermed menes, at bestemmelserne i et direktiv, som ikke er omsat i national lovgivning, kan gøres gældende over for den stat, der har forsømt denne forpligtelse (dvs. i vertikal forstand), men ikke over for andre private retssubjekter (i horisontal forstand).

Afgørelser/beslutninger er retsakter med bindende virkning for en udtrykkeligt anført eller præcist identificerbar modtager (medlemsstaterne eller fysiske eller juridiske personer).

Henstillinger og udtalelser har ikke bindende virkning.

Forholdet mellem EU's retssystem og de nationale retssystemer er kendetegnet ved, at førstnævnte systematisk har forrang over sidstnævnte; dette indebærer, at nationale bestemmelser (såvel forudgående som efterfølgende), der strider mod en EU-bestemmelser med direkte retsvirkning, ikke må anvendes.

Efter længere overvejelser har forfatningsdomstolen fastslået, at konflikter mellem EF-retsregler og nationale retsregler løses ved, at sidstnævnte ikke bringes i anvendelse. Herved undgås en indskudt kontrol af, hvorvidt nationale inkompatible retsregler opfylder de forfatningsmæssige krav, medmindre de bevidst er vedtaget i strid med traktaten.

TopTop

EU-retsreglernes uomtvistelige forrang udgør også en uoverstigelig begrænsning i forfatningens grundprincipper, men i et sådant tilfælde vil kontrollen ikke gælde EU-retsreglen, men derimod den nationale lov, hvorved traktaten er blevet tiltrådt, som følge af forfatningsdomstolens princip om retssystemernes adskillelse.

Forfatningsdomstolen har også fastslået muligheden for at afklare en konflikt mellem italienske regionale retsregler og EU's retsregler ved et egentligt søgsmål.

Den netop gennemførte konstitutionalisering af EU-forpligtelsen (ved ændringen af forfatningens artikel 117) berører ikke det forhold, at uforenelige italienske retsregler ikke anvendes, men er en klar illustration af den uomvendelige tendens til at omdanne det nationale retssystem til en del af et samlet EU-retssystem.

7. Kildehierarkiet og anvendelseskonflikter

Forfatningens retsregler har forrang for alle andre, da de er udtryk for de basale principper, der ligger til grund for samfundslivet og statens organisation.

Næste trin er de primære og sekundære kilder, samt sædvaneretten, som illustreret i det ovenfor beskrevne hierarki.

Retsregler har ikke tilbagevirkende kraft, men gælder kun for fremtidige forhold, medmindre bestemmelsen ifølge sin ordlyd har tilbagevirkende kraft. Eventuelle konflikter mellem love, der følger efter hinanden, løses ifølge det princip, at en senere lov har forrang for tidligere love (lex posterior derogat prior).

Kildehierarkiet indebærer, at primære kilder har forrang for sekundære kilder og naturligvis også for lavere rangerende kilder.

En domstol kan indbringe en konflikt mellem en retsakt med retskraft og forfatningen for forfatningsdomstolen, hvis den mener, at spørgsmålet ikke er ubegrundet og har betydning for dommen. En erklæring om, at den anfægtede retsregel strider mod forfatningen, indebærer, at regelens retsvirkning bortfalder helt fra begyndelsen - i modsætning til hvad der sker ved en ophævelse - dette gælder dog ikke for retsforhold, der allerede er afgjort ved, at en domstol har taget stilling.

Konflikter mellem landsdækkende og regionale retsregler, hvor statens eller regionens kompetenceområde er blevet krænket, indebærer en overskridelse af de grænser, der er fastlagt i forfatningen for udøvelsen af offentlige beføjelser; sådanne konflikter vedrørende kompetenceområder kan indbringes for forfatningsdomstolen.

For så vidt angår konflikter mellem nationale retsregler og EU's retsregler, henvises til pkt. 6.

Ajourført den 30.4.2007

« Retsorden - Generelle oplysninger | Italien - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 06-11-2007

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige