Europa-Kommissionen > ERN > Retsorden > Tyskland

Seneste opdatering : 27-12-2006
Printervenlig version Føj til favoritter

Retsorden - Tyskland

De nationale skrevne retskilder udgøres i det væsentligste af forfatningen og lovene samt bekendtgørelser og vedtægter; hertil kommer uskrevne retskilder i form af folkerettens almindelige regler, sædvane og dommerskabt ret.

Disse retskilder findes i konsekvens af Forbundsrepublikken Tysklands føderale struktur så at sige „dobbelt“, såvel på føderalt niveau (Bund) som i de enkelte delstater (Länder). Disse to retssfærers indbyrdes forhold er fastlagt i artikel 31 i den tyske grundlov (som er forfatningen på føderalt niveau). Heraf fremgår det, at føderal ret har forrang, hvis den er i strid med delstatsret. Dette gælder uafhængigt af de modstridende retsreglers rangforhold; således vil eksempelvis vedtægter, som er baseret på føderal ret, have forrang for en delstatsforfatning.

Uanset at føderal ret generelt har forrang, er udgangspunktet for retsnormernes placering i hierarkiet altid deres kilde, dvs. deres status er afhængig af, hvilket organ der udsteder dem.

Dette indebærer, at den tyske grundlov (Grundgesetz, GG) er den højeste form for tysk føderal ret og dermed er placeret øverst i det nationale regelhierarki, da den i kraft af at være Tysklands forfatning danner grundlag for hele det tyske stats- og retssystem og kun kan ændres, hvis ændringen vedtages med et flertal på to tredjedele af medlemmerne i Forbundsdagen (det nationale parlament) og to tredjedele af stemmerne i Forbundsrådet (delstatsparlamentet) (GG artikel 79, stk. 2). For visse af grundlovens centrale elementer gælder, at ændring ikke er mulig under nogen omstændigheder (GG artikel 79, stk. 3). Alle retsforskrifter skal i såvel formel som materiel henseende være i overensstemmelse med forfatningen. Både i lovgivningen, hos den udøvende magt og i retspraksis er man i særlig grad forpligtet til at respektere de grundlæggende rettigheder, som er umiddelbart gældende ret (GG artikel 1, stk. 3). De berørte personer kan gøre sådanne rettigheder gældende ad rettens vej, i sidste instans ved at indgive en såkaldt forfatningsklage til den føderale forfatningsdomstol.

Folkerettens almindelige regler er indplaceret mellem forfatningen og lovene. Det er udtrykkeligt bestemt i grundloven, at de er en integreret del af tysk føderal ret, samt at de står over lovene og direkte hjemler rettigheder og forpligtelser for borgere med bopæl på tysk territorium (GG artikel 25). De almindelige folkeretlige regler, som ikke blot er orienteret mod staten, men også af betydning for det enkelte individ, omfatter blandt andet bestemmelser, som garanterer en passende retsbeskyttelse for udlændinge, samt den såkaldte specialitetsregel, som indebærer, at strafforfølgelse er begrænset til de forhold, som er omfattet af den fremmede stats udleveringstilladelse.

TopTop

Lovene (Gesetze) er underordnet forfatningen. Lovgivningskompetencen på føderalt niveau er systematisk fastlagt i grundloven (særligt i GG artikel 73-75). Lovene vedtages af Forbundsdagen under medvirken af Forbundsrådet. Lovforslag kan fremsættes af forbundsregeringen, Forbundsrådet eller af medlemmer af Forbundsdagen (en parlamentsgruppe eller 5 % af medlemmerne). I nogle tilfælde, som er eksplicit fastlagt i grundloven (gælder p.t. ca. 60 % af alle love), er Forbundsrådets samtykke en forudsætning for lovens vedtagelse i Forbundsdagen. I alle andre tilfælde kan Forbundsrådet kun gøre indsigelse mod, at loven vedtages, og Forbundsdagen kan afvise denne indsigelse. I tilfælde af uenighed mellem Forbundsdagen og Forbundsrådet kan sagen behandles i et forligsudvalg, som er sammensat af medlemmer fra Forbundsdagen og Forbundsrådet (der hver især p.t. bidrager med 16 medlemmer). Forligsudvalget har til opgave at udarbejde forligsforslag, men har ikke selv kompetence til at træffe beslutninger i stedet for Forbundsdagen og Forbundsrådet (lovgivningsproceduren er nærmere beskrevet i GG artikel 76 til 78).

Føderale love stadfæstes – efter at være kontrasigneret af de ansvarlige regeringsmedlemmer – af forbundspræsidenten og offentliggøres i tysk lovtidende. Medmindre der er truffet anden bestemmelse, træder de i kraft 14 dage efter udgivelsesdatoen for den pågældende udgave af lovtidende (GG artikel 82).

Spørgsmålet om, hvorvidt en lov er i overensstemmelse med forfatningen, kan behandles af de almindelige domstole i forbindelse med en konkret sag. Men domstolene kan ikke selv erklære en lov forfatningsstridig. Hvis en domstol anser en lov, som er af afgørende betydning for udfaldet af den konkrete retssag, for forfatningsstridig, skal den i så fald udsætte sagen og indbringe spørgsmålet til afgørelse ved den føderale forfatningsdomstol (GG artikel 100). Dermed kan den føderale forfatningsdomstol træffe en bindende afgørelse om, hvorvidt parlamentet som demokratisk valgt lovgivningsorgan har handlet forfatningsstridigt.

Bekendtgørelser (Rechtsverordnungen) er underordnet lovene. De udstedes af den udøvende magt (forbundsregeringen, forbundsregeringens ministre, delstatsregeringer og i påkommende tilfælde også andre administrative myndigheder) på grundlag af en lovbemyndigelse, som skal være tilstrækkeligt defineret med hensyn til indhold, formål og omfang. Da de står under lovene, må de ikke være i modstrid med disse (loven har forrang).

TopTop

Grundlæggende beslutninger, som er af væsentlig betydning for de berørte personer, kan ikke træffes i en bekendtgørelse, men kun i selve loven (forbehold for lovgrundlag).

Føderale bekendtgørelser kræver Forbundsrådets samtykke, hvis en af de betingelser, der er stipuleret i grundloven, foreligger, eller hvis det følger af lovbemyndigelsen (GG artikel 80, stk. 1, 2).

Bekendtgørelser kundgøres af det udstedende organ. Føderale bekendtgørelser offentliggøres som regel i tysk lovtidende eller statstidende. Bekendtgørelser, som offentliggøres i statstidende, anføres til informationsformål i lovtidende med angivelse af publicerende organ og ikrafttrædelsesdato (GG artikel 82, stk. 1, sammenholdt med § 1 i lov om offentliggørelse af bekendtgørelser).

De berørte personer kan – i det mindste indirekte i forbindelse med indgivelse af klage over en konkret administrativ afgørelse, der er baseret på bekendtgørelsen, og ved bekendtgørelser inden for delstatsrettens område til dels også direkte (§ 47 i lov om forvaltningsdomstoles organisation) – indbringe spørgsmål om, hvorvidt en bekendtgørelse er retsstridig, for retten.

Vedtægter (Satzungen) er retsforskrifter, som fastsættes af en offentligretlig juridisk person i statsregi (offentligretlig korporation, institution eller fond med egen retsevne). De anvendes hovedsageligt inden for de kommunale, akademiske, brancherelaterede og sociale selvforvaltningsområder (eksempelvis kommunale gebyrvedtægter for gaderenholdelse og renovation eller vedtægter for universiteter). Vedtægter kaldes også ofte „Ordnungen“.

Beføjelsen til at fastsætte vedtægter har til dels (først og fremmest inden for den kommunale selvforvaltning, GG artikel 28, stk. 2, første punktum) hjemmel i forfatningen. I øvrigt er denne beføjelse som ved bekendtgørelserne baseret på en lovbemyndigelse. Men i modsætning til, hvad der gælder for udstedelsen af bekendtgørelser, giver loven her ikke (blot) bemyndigelse til at fastsætte enkelte forskrifter med et foruddefineret indhold, men hjemler en vidtgående regelkompetence inden for rammerne af det respektive selvforvaltningsområde (vedtægtsautonomi). Vedtægter udgør således en retskilde, der har sit udspring i staten. De indeholder imidlertid ikke statsretlige, men autonome bestemmelser, som dog skal holdes inden for de statsretlige rammer. Beføjelsen til at fastsætte vedtægter er indholdsmæssigt begrænset til at omfatte den pågældende institutions egne anliggender og har kun bindende virkning for dennes medlemmer og/eller personer, som er underlagt dennes myndighed.

TopTop

Vedtægterne vedtages af den bemyndigede juridiske persons kollegiale (og i reglen demokratisk legitimerede) organ. De skal ofte godkendes af den ansvarlige tilsynsmyndighed, der kontrollerer de juridiske aspekter og derved sikrer, at vedtægterne holder sig inden for selvforvaltningens rammer og ikke er i strid med statslige love. Den relevante statslov indeholder de nærmere bestemmelser om udfærdigelse og offentliggørelse af vedtægterne.

Også her gælder, at de berørte personer – indirekte i forbindelse med indgivelse af klage over en konkret administrativ afgørelse, der er baseret på vedtægterne, og til dels også ved en såkaldt normkontrolsag (§ 47 i lov om forvaltningsdomstoles organisation) – kan indbringe spørgsmål om, hvorvidt vedtægter er retsstridige, for retten.

Delstatsret svarer med hensyn til retsnormernes art og hierarki til føderal ret, og ovenstående redegørelse gælder derfor tilsvarende herfor. Dog findes der på delstatsniveau ingen regler, der modsvarer den føderale lovfæstelse af folkerettens almindelige regler.

Det er principielt de føderale organer, der varetager udenrigsanliggender og dermed har kompetencen til at indgå folkeretlige aftaler. Sådanne aftaler indgås derfor af forbundsregeringen.

Indgåelse af folkeretlige aftaler, som regulerer føderale politiske forhold eller angår forhold omfattet af føderal lovgivning, kræver samtykke fra eller medvirken af det organ, som er ansvarligt for den føderale lovgivning, i form af en føderal lov. Forbundsrådet skal medvirke i lovgivningsprocessen i henhold til de almindelige regler, hvilket vil sige, at Forbundsrådets samtykke i et vist omfang er påkrævet.

Hvis føderale organer indgår aftaler, som angår andre forhold end de ovenfor nævnte, er en lov fra Forbundsdagen ikke nødvendig; sådanne aftaler implementeres ved hjælp af de instrumenter, der står til rådighed for den udøvende magt (bekendtgørelser, administrative bestemmelser og forvaltningsakter).

Også delstaterne kan – såfremt de har den fulde lovgivningskompetence – med forbundsregeringens godkendelse indgå aftaler med fremmede stater. Såfremt forhold, som er omfattet af delstatslovgivning, berøres af aftalen, vil godkendelse i delstatsparlamentet i overensstemmelse med den pågældende delstatsforfatning bevirke, at aftalen implementeres i delstatsret. Delstaterne kan endvidere indgå aftaler på områder, hvor delstatsregeringerne har bemyndigelse til at udstede bekendtgørelser.

« Retsorden - Generelle oplysninger | Tyskland - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 27-12-2006

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige