Europa-Kommissionen > ERN > Retsorden > Frankrig

Seneste opdatering : 18-10-2007
Printervenlig version Føj til favoritter

Retsorden - Frankrig

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Hvilke instrumenter eller "retskilder" er grundlaget for retsregler (f.eks. internationale traktater, fællesskabsret, forfatningen, love, dekreter, forordninger, gennemførelsesbestemmelser mv.)? 1.
1.1. Internationale retskilder 1.1.
1.1.1. Internationale konventioner 1.1.1.
1.1.2. Fællesskabsretten 1.1.2.
1.2. Nationale retskilder 1.2.
1.2.1. Forfatningen 1.2.1.
1.2.2. Lovgivningen 1.2.2.
1.2.3. Administrative forskrifter 1.2.3.
2. Eventuelle andre retskilder (f.eks. almene retsprincipper, sædvaneret, retspraksis) og deres indbyrdes hierarki? 2.
2.1. Almene retsprincipper 2.1.
2.2. Retspraksis 2.2.
2.2.1. International retspraksis 2.2.1.
2.2.2. Europæisk retspraksis 2.2.2.
2.2.3. National retspraksis 2.2.3.
3. Hvorledes er, i givet fald, hierarkiet mellem de forskellige instrumenter (normhierarki)? 3.
4. Efter hvilke procedurer får regler indeholdt i overnationale instrumenter retskraft på fransk territorium? 4.
4.1. Internationale konventioner 4.1.
4.2. Fællesskabets retsregler 4.2.
5. Hvilke myndigheder kan vedtage retsregler? 5.
5.1. Internationale retsregler 5.1.
5.2. Nationale retsregler 5.2.
6. Hvad er proceduren for vedtagelse af retsreglerne? 6.
6.1. Love 6.1.
6.2. Administrative forskrifter 6.2.
7. Hvilke procedurer gælder for nationale retsreglers ikrafttræden? 7.
7.1. Offentliggørelse 7.1.
7.2. Bekendtgørelse 7.2.
8. Hvordan afgøres eventuelle konflikter mellem forskellige retsregler inden for medlemsstaten? 8.

 

Ved "retskilder" forstås grundlaget for de retsregler, der udgør den franske retsorden.

1. Hvilke instrumenter eller "retskilder" er grundlaget for retsregler (f.eks. internationale traktater, fællesskabsret, forfatningen, love, dekreter, forordninger, gennemførelsesbestemmelser mv.)?

1.1. Internationale retskilder

1.1.1. Internationale konventioner

Der er her tale om traktater og internationale aftaler mellem Frankrig og andre lande, f.eks. den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950, trådte i kraft for Frankrig i 1974 og nu er tiltrådt af ca. 40 af Europarådets medlemsstater.

1.1.2. Fællesskabsretten

Ud over de regler, der følger af fællesskabstraktaterne, er der tale om den såkaldte "afledte ret", som er indeholdt i retsakter, der vedtages af EF- og EU-institutionerne, og som især har hjemmel i Rom-traktaten af 25. marts 1957 og  Maastricht-traktaten af 7. februar 1992. Betegnelserne for disse retsakter omfatter direktiver, afgørelser, beslutninger, forordninger, udtalelser og henstillinger.

1.2. Nationale retskilder

1.2.1. Forfatningen
  • Forfatningen af 4. oktober 1958.
  • Præamblen til forfatningen af 27. oktober 1946, erklæringen om menneskerettighederne og borgernes rettigheder af 26. august 1789 samt de grundlæggende principper, der anerkendes i republikkens lovgivning, og som præamblen henviser til.
  • "Forfatningslove" (lois organiques), som er forudset i forfatningen med henblik på at fastsætte gennemførelsesbestemmelser til visse af forfatningens bestemmelser om indretningen af statens institutioner.
1.2.2. Lovgivningen

Love (lois), som udarbejdes af parlamentet, der er den lovgivende magt, er udtryk for den almene vilje. Artikel 34 i forfatningen afgrænser de områder, hvor lovgiveren har kompetence til at udstede regler i form af love.

TopTop

1.2.3. Administrative forskrifter

Forordninger (règlements) er almengyldige retsakter, som udfærdiges af en administrativ myndighed. I henhold til forfatningens artikel 37 vedtages regler, der ikke vedrører de områder, der er omhandlet i forfatningens artikel 34, i form af følgende instrumenter:

  • anordninger (ordonnances): i henhold til forfatningens artikel 38 kan regeringen anmode parlamentet om tilladelse til at udstede retsakter inden for områder, der er omfattet af love. Sådanne retsakter får midlertidig status som forordninger og indgår som en del af lovgivningen, når de er blevet ratificeret af lovgiver.
  • forordninger (règlements): størstedelen af denne kategori af retsakter udgøres af dekreter (décrets) udstedt af republikkens præsident eller af premierministeren, beslutninger (arrêtés) truffet af ministrene og præfekterne og afgørelser (décisions) truffet af de beslutningstagende eller udøvende organer henhørende under de regionale myndigheder eller disses offentlige institutioner.

2. Eventuelle andre retskilder (f.eks. almene retsprincipper, sædvaneret, retspraksis) og deres indbyrdes hierarki?

2.1. Almene retsprincipper

Der er her tale om principper, der er fastslået af domstolene, og som kan, men ikke behøver, være afledt af bestemmelser i skreven ret. De går forud for forordninger og kan kun fraviges ved lov. Disse principper hidrører for det meste fra menneskerettighedserklæringen fra 1789 (borgernes ligestilling over for den offentlige myndighed, retten til at tænke frit), fra præamblen til forfatningen af 1946, fra samfundslivets krav (de offentlige tjenesters kontinuitet, den overordnedes kontrol med den underordnedes handlinger) og også fra billighedskravet (princippet om ugrundet berigelse).

TopTop

2.2. Retspraksis

I teorien tillader forfatningen ikke domstolene at fastlægge generelle regler, og deres rolle er begrænset til at afgøre de tvister, de bliver forelagt. Men domstolene er ofte nødt til at fortolke den skrevne lovgivning, som de anvender som grundlag for deres afgørelser. Desuden må det tit konstateres, at der ikke foreligger skrevne retsregler, der vil kunne anvendes ved en given tvist. I så tilfælde må dommeren, da han ikke kan afvise at dømme, selv formulere den generelle regel, der sætter ham i stand til at træffe en afgørelse.

Hvis der ikke foreligger nogen generelle retsregler, kan dommeren være nødsaget til at opstille meget komplicerede regelsæt, som det har været tilfældet inden for området for de offentlige myndigheders ansvar.

2.2.1. International retspraksis

Denne retspraksis hidrører fra Den Internationale Domstol (FN's vigtigste retslige organ), Den Internationale Krigsforbryderdomstol vedrørende Det Tidligere Jugoslavien, den internationale krigsforbryderdomstol vedrørende Rwanda og Den Internationale Straffedomstol.

2.2.2. Europæisk retspraksis

Denne retspraksis hidrører fra EF-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I medfør af artikel 234 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab er de nationale retsinstanser underlagt EF-Domstolens retspraksis gennem de præjudicielle spørgsmål, der giver de nationale retsinstanser mulighed for, inden de træffer afgørelse i en sag, at anmode Domstolen om at besvare eventuelle spørgsmål, der rejses i forbindelse med anvendelsen af fællesskabsretten, som borgerne kan gøre gældende over for disse retsinstanser.

TopTop

2.2.3. National retspraksis
  • Forfatningsrådet (Conseil constitutionnel):
  • Rådet kan anmodes om at udtale sig om en lovs forenelighed med forfatningen, inden den udstedes, og ligeledes om traktaters forenelighed. Rådet undersøger systematisk, hvorvidt forfatningslovene (lois organiques) og de parlamentariske forsamlingers beslutninger er i overensstemmelse med forfatningen. Til gengæld udøver det ingen kontrol med love, som er vedtaget direkte af befolkningen ved folkeafstemning.

  • Forvaltningsdomstole:
  • Disse har til opgave at træffe afgørelse i tvister, som involverer offentlige myndigheder. De anvender et specifikt regelsæt, der afviger fra almen ret, og som i vid udstrækning er baseret på retspraksis.

  • Almindelige domstole:
  • De almindelige domstole træffer afgørelse i tvister mellem personer og idømmer straffe for lovovertrædelser mod personer, ejendom og samfundet.

3. Hvorledes er, i givet fald, hierarkiet mellem de forskellige instrumenter (normhierarki)?

I national ret er de forskellige retskilder inddelt efter et bestemt hierarki. Fra oven og nedefter er hierarkiet som følger: forfatningen, forfatningsrådets retspraksis, lovene, forvaltningsdomstolenes og de almindelige domstoles retspraksis, forordninger.

I medfør af princippet om fællesskabsrettens forrang udgør Fællesskabets forordninger og direktiver en del af den franske retsorden og går forud for de nationale love og forordninger efter regler fastlagt i retsakterne eller gennem retspraksis.

I henhold til forfatningens artikel 55 har internationale overenskomster forrang for nationale bestemmelser af ikke forfatningsmæssig karakter. Derimod går de ikke forud for forfatningsbestemmelser, eftersom det i forfatningens artikel 54 fastslås, at hvor forfatningsrådet har fået en lov om ratificering af en internationale overenskomst forelagt og erklærer, at samme lov indeholder en bestemmelse, der er i modstrid med forfatningen, kan tilladelsen til at ratificere eller godkende overenskomsten først gives, efter at forfatningen er blevet ændret.

TopTop

4. Efter hvilke procedurer får regler indeholdt i overnationale instrumenter retskraft på fransk territorium?

4.1. Internationale konventioner

Ikrafttrædelsen i Frankrig af en traktat eller en international aftale forudsætter, at instrumentet er ratificeret eller godkendt samt offentliggjort. Internationale konventioner finder direkte anvendelse i den franske retsorden.

4.2. Fællesskabets retsregler

Visse retsakter finder direkte anvendelse, såsom forordninger, der er almengyldige og bindende i alle enkeltheder, og afgørelser og beslutninger, som er bindende i alle enkeltheder for dem, de er rettet til. Andre fællesskabsregler skal gennemføres i den nationale ret af medlemsstaten. Det drejer sig om direktiver, som er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men som giver de nationale myndigheder kompetence til at bestemme form og midler. Gennemførelsen skal ske inden for den frist, der er fastsat i direktivet, ved hjælp af en lov eller en forordning, alt efter hvilket område bestemmelserne vedrører.

5. Hvilke myndigheder kan vedtage retsregler?

5.1. Internationale retsregler

Hvad angår internationale aftaler, er det i henhold til artikel 52 i forfatningen statschefen, der forhandler og ratificerer sådanne instrumenter.

5.2. Nationale retsregler

Love vedtages af parlamentet og dermed af folkets repræsentanter. Men det kan også ske, at borgerne handler direkte gennem en folkeafstemning i henhold til forfatningens artikel 11 og 89.

TopTop

De myndigheder, der vedtager forordninger, er følgende:

  • premierministeren og republikkens præsident: i henhold til forfatningens artikel 21 er det teoretisk premierministeren, der er den regeludstedende myndighed. Imidlertid skal forordninger, der har form af dekreter fra ministerrådet (Conseil des Ministres), undertegnes af præsidenten. Uanset hvilken myndighed de hidrører fra, skal dekreter kontrasigneres af den minister, der har ansvaret for deres gennemførelse
  • ministrene: de har ingen selvstændig regeludstedende myndighed. Gennem deres kontrasignering deltager de i præsidentens og premierministerens myndighed. Nogle lovtekster giver visse ministre beføjelser til at udstede regler for et givet område. Desuden kan de udøve de beføjelser, der gennem retspraksis er tildelt chefer i anliggender vedrørende den forvaltning, de er ansvarlige for
  • de decentrale myndigheder (præfekter og regionale og lokale organer) har beføjelser til at udstede regler gældende for det territorium, som er omfattet af deres kompetence
  • visse faglige myndigheder (f.eks. lægesammenslutningen) har beføjelser til at udstede regler for den pågældende profession
  • uafhængige administrative myndigheder.

6. Hvad er proceduren for vedtagelse af retsreglerne?

6.1. Love

Initiativretten i forbindelse med love ligger i fællesskab hos premierministeren (regeringsforslag) og medlemmerne af forsamlingerne (lovforslag). Lovforslag drøftes i ministerrådet efter at være behandlet af statsrådet (Conseil d'Etat), og vedtages derefter med samme ordlyd af Nationalforsamlingen og Senatet. Når loven er endeligt vedtaget af Parlamentet, udstedes den af republikkens præsident og offentliggøres i det franske statstidende (Journal officiel) på papir og i elektronisk form.

TopTop

6.2. Administrative forskrifter

For visse administrative forskrifter gælder særlige formaliteter, hvilket f.eks. er tilfældet med dekreter.

  • Dekreter, der er behandlet i ministerrådet, undertegnes af republikkens præsident og kontrasigneres af premierministeren.
  • Dekreter, der ikke er behandlet i ministerrådet, undertegnes af premierministeren.

De såkaldte "statsrådsdekreter" kræver en forudgående udtalelse fra Senatet.

Når dekreter er undertegnet af den eller de kompetente myndigheder, kontrasigneres de af de ministre, der er ansvarlige for deres gennemførelse, og offentliggøres i det franske statstidende, på papir og i elektronisk form.

7. Hvilke procedurer gælder for nationale retsreglers ikrafttræden?

En retsregels ikrafttræden er udgangspunktet for dens anvendelse og retsvirkning og kommer til udtryk gennem offentliggørelsen.

7.1. Offentliggørelse

Love og dekreter skal offentliggøres i Journal officiel de la République française (det franske statstidende). For visse beslutningers vedkommende (arrêtés) er en offentliggørelse i det pågældende ministeriums officielle tidende tilstrækkelig. Lokale myndigheders offentliggørelse af beslutninger kan ske ved opslag eller offentliggørelse i de relevante regelsamlinger.

7.2. Bekendtgørelse

Individuelle beslutninger bekendtgøres ved en meddelelse til den berørte part.

8. Hvordan afgøres eventuelle konflikter mellem forskellige retsregler inden for medlemsstaten?

Hvis en lov, inden den udstedes, forelægges for forfatningsrådet (af republikkens præsident, premierministeren, forsamlingernes formænd, 60 parlamentsmedlemmer eller 60 senatsmedlemmer), skal dette undersøge, om den er i overensstemmelse med forfatningen. Hvis en lov derimod allerede er udstedt, er der ingen procedure, hvorefter den kan anfægtes. Således kan en dommer ikke tilsidesætte en forvaltningsakt, medmindre den er direkte forfatningsstridig. Hvis dens forfatningsstridighed hidrører fra, at den er udstedt i henhold til en lov, der selv er forfatningsstridig, kan en dommer ikke tilsidesætte akten. Loven forhindrer således, at dommeren udøver kontrol.

En forordning, der er i modstrid med en højere retsregel, vil kunne anfægtes ved indbringelse for en forvaltningsdomstol med påberåbelse af magtmisbrug. Dette er en procedure med henblik på annullation, som kan anvendes af enhver borger mod en gennemførelsesbeslutning, der er ulovlig, normalt inden for en frist på to måneder at regne fra ikrafttrædelsesdatoen for den anfægtede retsakt.

En administrativ retsakts ulovlighed kan gøres gældende ved en domstol på ethvert tidspunkt, ikke gennem en anfægtelse af retsakten som sådan, men gennem en indsigelse mod dens lovlighed. En eventuel konstatering af retsaktens ulovlighed medfører således ikke dens annullation, men medfører, at retten betragter den som uden virkning i den tvist, den er blevet forelagt.

« Retsorden - Generelle oplysninger | Frankrig - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 18-10-2007

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige