Europa-Kommissionen > ERN > Retsorden > EU-ret

Seneste opdatering : 02-08-2007
Printervenlig version Føj til favoritter

Retsorden - EU-ret

EU-retten i borgernes hverdag.

EU-retten udgør en særskilt retsorden, der giver alle EU- borgere en række rettigheder og forpligtelser.

På det indre marked øges samhandlen uophørligt mellem EU- landene. EU- borgerne tager i stadig højere grad til et andet EU- land for at arbejde, handle, holde ferie eller gifte sig.
Antallet af situationer, der involverer personer, der ikke har bopæl i samme EU- land, er vokset, med hvad det indebærer af risici for retlige konflikter.

Disse sager er mere ømtålelige end andre sager, fordi der vil opstå en række problemer, inden sagens indhold kan behandles, f.eks. i hvilket EU- land domstolene er kompetente til at behandle tvisten, hvilken lov og hvilket retssystem der skal anvendes, og hvorledes en retsafgørelse afsagt i ét EU- land kan fuldbyrdes i et andet.

For at lette borgernes liv og bistå fagfolk i retsvæsnet har EU vedtaget eller har til hensigt at vedtage en række bestemmelser, der vil være med til at løse alle disse problemer.

Siden Amsterdam-traktatens ikrafttræden i 1999 har EU kunnet fastsætte bestemmelser på det civil- og handelsretlige område.

EU kan således vedtage bl.a.:

  • forordninger
  • direktiver
  • afgørelser/beslutninger.
I lighed med traktaterne indgår disse retsakter i EU's retskilder.

Det civilretlige samarbejde indgår som en del af EU's retssystem.

EU's retssystem kan fuldt ud betegnes som en retsorden, fordi der er tale om en selvstændig retsorden, der er forskellig fra EU-landenes, og som bygger på egne retskilder.

Modsat klassisk international ret, der hovedsagelig er rettet mod stater, er EU-retten også rettet mod enkeltpersoner og virksomheder.

Derudover er der to særlige forhold ved EU-retten, der gør den forskellig fra international ret:

  • Den direkte virkning
Forordninger finder direkte anvendelse i alle EU-lande, hvilket har to vigtige følger:
  • Alle kan gøre bestemmelserne i en forordning gældende ved en domstol, som skal anvende dem.
  • Forordninger finder anvendelse på samme måde i hele EU, hvilket naturligvis gør det lettere at træffe en afgørelse i forbindelse med tvister mellem borgere med bopæl i forskellige lande.
Direktiver skal derimod "gennemføres i national ret", dvs. at EU-landene inden en bestemt frist skal inkorporere principperne heri i national lovgivning. Landene har en vis frihed til selv at bestemme, hvordan dette skal gøres.

Direktiver har ikke samme direkte virkning som forordninger, idet de ikke i sig selv direkte giver enkeltpersoner en række rettigheder og forpligtelser. De nationale love skal imidlertid fortolkes i overensstemmelse med principperne i direktiverne, selv om de er vedtaget forud for direktiverne.

  • EU-rettens forrang
Forordninger og direktiver indgår som en del af EU-landenes retsorden og har forrang for nationale love og andre retlige bestemmelser. Dette indebærer, at en domstol kan tilsidesætte national lov, der er i strid med EU-retten.

Referencedokumenter

« Retsorden - Generelle oplysninger | EU-ret - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 02-08-2007

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige