Europa-Kommissionen > ERN > Retsorden > Belgien

Seneste opdatering : 30-03-2006
Printervenlig version Føj til favoritter

Retsorden - Belgien

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Retsinstrumenter eller retskilder 1.
2. Andre retskilder (generelle retsprincipper, sædvaneret og retspraksis) 2.
3. Retskildernes hierarki 3.
4. Overnationale og internationale reglers ikrafttræden 4.
5. Myndigheder med ansvar for at udstede regler 5.
6. Lovgivningsprocessen 6.
7. Nationale reglers ikrafttræden 7.
8. Lovvalgsregler 8.

 

1. Retsinstrumenter eller retskilder

Ved retskilder forstås de kilder, der bestemmer, hvad der er gældende ret. Der sondres mellem formelle og materielle kilder. Modsat de formelle retskilder omfatter de materielle retskilder ingen egentlige retsregler. Bona fides, billighed og redelighed er eksempler på materielle retskilder.

Der sondres mellem fem kategorier af formelle retskilder. Tre af disse kategorier er de bindende formelle retskilder: lovgivning, sædvaneret og generelle retsprincipper. De to andre kategorier er ikke bindende, men kun vejledende: retspraksis og retslære.

Lovgivning behandles mere indgående under retskildernes hierarki (se nedenfor). Hertil hører per definition skrevne regler, der udstedes af en myndighed. Sædvaneret er per definition uskreven ret, som kan iagttages i skik og brug, specielt hos bestemte erhvervsgrene. De generelle retsprincipper udtrykker de højere værdier, et samfund ønsker at respektere, f.eks. proportionalitetsprincippet, princippet om, at alle borgere er lige, og princippet om, at myndigheder skal handle i overensstemmelse med gældende ret. Mange af disse principper er fastsat i doktriner eller retsgrundsætninger, f.eks. det strafferetlige princip om, at ingen kan dømmes to gange for samme lovovertrædelse, og princippet om, at nyere regler går forud for ældre regler.

Retspraksis og retsvidenskaben er vejledende retskilder. Domme er kun bindende for sagens parter. I Belgien anvender man ikke præcedensbegrebet. De eneste domme, der er universelt bindende, er annullationsdomme fra Arbitragehof/Cour d'arbitrage (forfatningsdomstolen). De øvrige øverste retsinstanser er Raad van State/Conseil d'Etat (statsrådet), som er den øverste forvaltningsdomstol, og Hof van Cassatie/Cour de cassation (kassationsdomstolen), som fastlægger praksis i andre retssager.

TopTop

2. Andre retskilder (generelle retsprincipper, sædvaneret og retspraksis)

Se afsnit 1.

3. Retskildernes hierarki

Indbyggere i Belgien er underkastet forskellige kategorier af retsregler. Det omfatter ikke kun de regler, der udstedes af den belgiske stat, men også de regler, der udstedes af det fællesskab/den region (1), den provins og den kommune, man bor i. Belgien er også medlem af forskellige internationale og overnationale organisationer, bl.a. FN, EU, Europarådet og NATO. De regler, der udstedes af disse organisationer, gælder også for belgiske myndigheder og borgere.

Det er ikke alle regeludstedere, der har et klart afgrænset kompetenceområde, og det er heller ikke alle regler, der har samme retskraft, så regler

kan være i strid med hinanden. Retskilder er derfor opstillet i et hierarki, som bygger på princippet om, at regler på et lavere niveau aldrig må være i strid med regler på et højere niveau.

For så vidt angår Belgiens nationale ret, er Grondwet/Constitution (grundloven) den øverste regel. Kassationsdomstolen har i sin dom af 27. maj 1971 fastslået, at alle internationale og overnationale regler har en højere plads i hierarkiet end nationale regler og også end grundloven. Det betyder f.eks., at er en EU-forordning i strid med den belgiske grundlov, har forordningen forrang.

Efter grundloven kommer tre kategorier af regler: lovbestemmelser, gennemførelsesbestemmelser og regler med lovlignende funktion. Lovbestemmelser går forud for gennemførelsesbestemmelser. Regler med lovlignende funktion, dvs. primært cirkulærer, er kun bindende for myndigheder, men ikke for borgerne.

TopTop

De interne lovbestemmelser og gennemførelsesbestemmelser på øverste niveau findes i Belgien på to sideordnede niveauer: forbundsplanet (tidligere det nationale plan) og fællesskabs-/regionsplanet. De to niveauer er suveræne i forhold til hinanden. Føderale lovbestemmelser kaldes wetten/lois (love), og lovbestemmelser fra de tre fællesskaber – det flamske, det franske og det tysksprogede fællesskab - og fra de to regioner Flandern og Vallonien kaldes decreten/décrets (dekreter). Lovbestemmelser fra hovedstadsregionen Bruxelles kaldes ordonnanties/ordonnances (forordninger). Gennemførelsesbestemmelser til love kaldes koninklijke besluiten/arrêtés royaux (kongelige bekendtgørelser) eller ministeriële besluiten/arrêtés ministériels (ministerielle bekendtgørelser), og gennemførelsesbestemmelser til dekreter og forordninger kaldes regeringsbesluiten/arrêtés gouvernementaux (regeringsbekendtgørelser) eller ministeriële besluiten/arrêtés ministériels (ministerielle bekendtgørelser).

Belgien har andre territoriale områder end fællesskaber og regioner. De vigtigste er provinser og kommuner. De er ikke suveræne. De udsteder verordeningen/règlements (forordninger) og besluiten/décisions (beslutninger og afgørelser), som ikke har lovskraft (se grundlovens artikel 159).

4. Overnationale og internationale reglers ikrafttræden

EU-forordninger har direkte virkning, så den belgiske lovgiver er ikke som sådan involveret i gennemførelsen heraf. Internationale traktater skal derimod godkendes og ratificeres af den belgiske lovgiver. På visse områder skal alle belgiske lovgivende organer deltage i godkendelsen og ratificeringen af traktater, hvad der er en tung og tidskrævende proces. Den belgiske lovgiver er også med til at gennemføre EU-direktiver, som altid skal gennemføres i national ret.

TopTop

5. Myndigheder med ansvar for at udstede regler

Forslag til forbundslov kan fremsættes af et eller flere medlemmer af Kamer van Volksvertegenwoordigers/Chambre des représentants (repræsentantkammeret), et eller flere medlemmer af Senaat/Sénat (senatet) eller kongen (i praksis ministre eller statssekretærer). De tre enheder udgør tilsammen den lovgivende forbundsmyndighed i Belgien.

Lovforslag fremsættes enten af et medlem af senatet som wetsvoorstel/proposition de loi eller af kongen som wetsontwerp/projet de loi. Gennemførelsesbestemmelser til forbundslove udarbejdes af det udøvende organ under kongens ledelse. Bemyndigelsen kan overdrages til en minister. Der sondres derfor mellem kongelige og ministerielle bekendtgørelser.

Forslag og udkast til dekreter eller forordninger fremsættes af et eller flere af det pågældende råds medlemmer eller af regeringen af et fællesskab/en region. Gennemførelsesforanstaltninger udstedes af regeringen for et fællesskab/en region eller en minister i den pågældende regering.

6. Lovgivningsprocessen

Se afsnit 5.

7. Nationale reglers ikrafttræden

Forbundslove træder først i kraft, når de er stadfæstet og forkyndt af kongen. I princippet træder de i kraft ti dage efter offentliggørelsen i Belgisch Staatsblad/Moniteur belge (Belgiens lovtidende), medmindre andet er fastsat (2).

Fællesskabers og regioners lovbestemmelser – dvs. dekreter og forordninger – stadfæstes og forkyndes af regeringen for det pågældende fællesskab/den pågældende region. De træder i kraft ti dage efter offentliggørelsen i lovtidende, medmindre andet er fastsat.

TopTop

8. Lovvalgsregler

Er der på lovlig vis udstedt regler, som er i strid med hinanden, findes der særlige metoder til at løse de lovkonflikter, som det fører med sig. Det hierarki, som reglerne indgår i, er med til at forebygge mange konflikter, men opstår der alligevel en konflikt, må der findes en passende løsning.

Forfatningsdomstolen har ifølge grundlovens artikel 142 enekompetence til at afgøre, om en lovbestemmelse er forenelig med de regler, der regulerer statens, fællesskabernes og regionernes kompetence. Reglerne om kompetencefordelingen er fastsat i grundloven og i lovene om reformen af institutionerne i det føderale Belgien.

Forfatningsdomstolen har også kompetence til at behandle sager med påstand om, at en lovbestemmelse er i strid med de grundlæggende rettigheder og friheder i grundlovens afsnit II (grundlovens artikel 8-32). Det omfatter bl.a. lighedsprincippet (grundlovens artikel 10) og forbuddet mod forskelsbehandling (grundlovens artikel 11). Forfatningsdomstolen har også kompetence til at prøve lovbestemmelsers forenelighed med grundlovens artikel 170 (legalitetsprincippet i skattesager), grundlovens artikel 172 (lighedsprincippet i skattesager) og grundlovens artikel 191 (beskyttelse af udlændinge).

Se også Federale Overheidsdienst Justitie/Service public fédéral Justice Deutsch - français - Nederlands og - under Geconsolideerde wetgeving/Législation consolidée - bijzondere wet op het Arbitragehof/loi spéciale sur la Cour d'arbitrage af 6. januar 1989.

Statsrådet (3) afgør ifølge grundlovens artikel 159 eventuelle konflikter mellem gennemførelsesbestemmelser (forordninger, beslutninger og afgørelser) og lovbestemmelser. Endelig findes der et særligt parlamentarisk samrådsudvalg (Parlementair Overlegcomité/Comité de concertation parlementaire), som behandler sager om interessekonflikter.

Yderligere oplysninger

(1) Se Federale Overheidsdienst Justitie/Service public fédéral Justice (www.just.fgov.be Deutsch - français - Nederlands) og - under Geconsolideerde wetgeving/Législation consolidée - Grondwet/Constitution fra 1994 og bijzondere wet tot hervorming der instellingen/loi spéciale de réformes institutionnelles af 8. august 1980. Se også Federale portaalsite/Portail fédéral Deutsch - English - français - Nederlands, og klik på De Staat/L'Etat til venstre.

Det flamske fællesskab med Det Flamske Råd (også kaldet Det Flamske Parlament)

Det franske fællesskab med Rådet for det Franske Fællesskab

Det tysksprogede fællesskab med Rådet for det Tysksprogede Fællesskab

Regionen Flandern med Det Flamske Råd (se ovenfor)

Regionen Vallonien med Rådet for Regionen Vallonien

Hovedstadsregionen Bruxelles med Rådet for Hovedstadsregionen Bruxelles (også opdelt i nederlandske og franske colleges/collèges med kompetence i fællesskabsspørgsmål)

Fællesskabernes kompetenceområde er:

  1. kulturelle spørgsmål
  2. uddannelse undtagen (…)
  3. samarbejde mellem fællesskaberne og internationalt, herunder også indgåelse af traktater på de områder, der er omfattet af 1. og 2.

Det Flamske Råd og Rådet for det Franske Fællesskab regulerer hvert på sit område personalespørgsmål pr. dekret og – i disse spørgsmål – samarbejdet mellem fællesskaberne og internationalt, herunder også indgåelse af traktater. Rådet for det Tysksprogede Fællesskab har tilsvarende beføjelser.

Regionsrådenes kompetence omfatter fysisk planlægning, monumenter og landskaber, økonomi, landbrug m.v.

(2) Se Federale Overheidsdienst Justitie/Service public fédéral Justice og Deutsch - français - Nederlands – under Geconsolideerde wetgeving/Législation consolidée - wet betreffende het gebruik der talen in wetgevingszaken, het opmaken, bekendmaken en inwerkingtreden van wetten en verordeningen/loi relative à l'emploi des langues en matière législative, à la présentation, à la publication et à l'entrée en vigueur des textes légaux et réglementaires af 31. maj 1961.

(3) Se også Federale Overheidsdienst Justitie/Service public fédéral Justice Deutsch - français - Nederlands og - under Geconsolideerde wetgeving/Législation consolidée - de gecoordineerde wetten op de Raad van State/lois coordonnées sur le Conseil d'Etat af 12. januar 1973.

« Retsorden - Generelle oplysninger | Belgien - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 30-03-2006

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige