Europa-Kommissionen > ERN > Retsorden > Østrig

Seneste opdatering : 25-05-2006
Printervenlig version Føj til favoritter

Retsorden - Østrig

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

I. Retskilder I.
II. Retskildernes hierarki II.
1. Forbundsforfatningens grundprincipper 1.
2. Primær og sekundær EU-ret 2.
3. Almindelig forbundsforfatningsret 3.
4. Bundesgesetze (forbundslove) 4.
5. Verordnungen (bekendtgørelser) 5.
6. Bescheide (afgørelser) 6.
III. Lovgivningsprocessen III.

 

I. Retskilder

Østrigsk ret er for størstedelens vedkommende skreven ret. Sædvaneret har derimod kun en meget lille rolle. Afgørelser truffet af de øverste domstole, som udstikker vigtige rettesnore for retsanvendelsen, har stor betydning, men retspraksis anerkendes ikke formelt som retskilde.

Ifølge østrigsk forfatningsret er de alment anerkendte folkeretlige regler en del af østrigsk forbundsret, og traktater gennemføres i østrigsk ret (generel eller specifik gennemførelse). Traktaters placering i det nationale retssystem afhænger af indholdet. Traktater, der ændrer eller supplerer forfatningen, skal vedtages af Østrigs nationalråd (Nationalrat) med samme flertal som Bundesverfassungsgesetze (forbundsforfatnings�love). Traktater, der ændrer eller supplerer loven, vedtages efter de samme regler som almindelige love. De indgås principielt af forbundspræsidenten på forslag af forbundsregeringen eller på forslag af en forbundsminister med bemyndigelse fra regeringen. Traktater, der er af politisk art, eller som ændrer eller supplerer loven, skal forinden godkendes af nationalrådet. Forbundspræsidenten kan bemyndige forbundsregeringen eller de ansvarlige medlemmer af regeringen til at indgå visse former for traktater, der hverken er af politisk art eller ændrer eller supplerer loven.

Østrig er en forbundsrepublik, og ud over den nationale forbunds(forfatnings) ret har de ni delstater en særskilt delstats(forfatnings) ret. Delstatsforfatningsretten skal være i overensstemmelse med forbundsforfatningsretten og er derfor underordnet denne. En sådan rangorden findes dog principielt ikke mellem bestemmelser i forbunds- og delstatslovgivningen. Delstaterne har på de områder, der hører under deres kompetence, siden 1988 også haft beføjelse til at indgå folkeretlige traktater. Østrigs ydre anliggender varetages dog stadig primært på forbundsniveau.

TopTop

II. Retskildernes hierarki

Hierarkiet mellem retskilderne er opstået ved, at de enkelte retskilder har forskellig derogatorisk kraft, dvs. at de i større eller mindre grad kan tilsidesætte andre retsregler. Forfatningsretten har i kraft af den omstændelige lovgivningsprocedure en særlig høj grad af bindende virkning. Forbundsforfatningsregler kræver således i reglen 2/3 flertal af de afgivne stemmer i nationalrådet, og mindst halvdelen af medlemmerne skal være til stede. Den regel, der opstår efter en sådan procedure, betegnes desuden som "Verfassungsgesetz" eller "Verfassungsbestimmung". Til sammenligning kræves der ved bestemmelser i forbundslovgivningen, at mindst 1/3 af nationalrådets medlemmer er til stede, og at der er et simpelt flertal af de afgivne stemmer.

1. Forbundsforfatningens grundprincipper

Øverst i retskildernes hierarki står grundprincipperne i Østrigs forbundsforfatning: det demokratiske princip, princippet om magtens deling, retsstatsprincippet, det republikanske princip, forbundsstatsprincippet og det liberale princip. Tilsammen danner de den forfatningsretlige grundstruktur. Konkret forfatningsretlig betydning får de ved, at enhver grundlæggende ændring af forbundsforfatningen skal godkendes ved en folkeafstemning inden for rammerne af lovgivningsproceduren. Ved en grundlæggende ændring af forbundsforfatningen forstås, at ændringen indebærer, at der brydes med et af grundprincipperne, eller at der ændres væsentligt ved det indbyrdes forhold mellem grundprincipperne.

2. Primær og sekundær EU-ret

Med Østrigs tiltrædelse af EU den 1. januar 1995 var det nødvendigt med en sådan ændring af den østrigske forbundsforfatning. Østrigs retssystem har siden tiltrædelsen ikke kun være bestemt af østrigsk forfatningsret alene, men også af EU-retten (såkaldt dualisme). Efter den fremherskende opfattelse går EU-retten forud for national ret, også almindelig forbundsforfatningsret, men ikke forud for forbundsforfatningens grundprincipper.

TopTop

3. Almindelig forbundsforfatningsret

Forfatningsretten opstiller "spillereglerne" for den politiske proces, idet den fastsætter lovgivningsproceduren, de øverste organers stilling i staten, det indbyrdes forhold mellem forbund og delstater, når det gælder lovgivning og håndhævelse, og de offentligretlige domstoles tilsyn med statens handlinger.

4. Bundesgesetze (forbundslove)

Forbundsforfatningens retsstatslige grundprincip binder alle aspekter af håndhævelsen (forvaltning og retspleje) til loven. Forbundsforfatningen fastsætter fordelingen af lovgivningsbeføjelser mellem forbund og delstater.

5. Verordnungen (bekendtgørelser)

Verordnungen er generelle retsforskrifter, der udstedes af forvaltningsmyndigheder, og som er rettet til borgerne. Den generelle hjemmel i forfatningen dækker kun gennemførelsesbestemmelser, der skal præcisere andre generelle regler (oftest almindelige love). Verordnungen, der ændrer eller supplerer loven, kræver en udtrykkelig hjemmel i forfatningen.

6. Bescheide (afgørelser)

Bescheide er primært forvaltningsakter, der er rettet til en eller flere nærmere angivne personer.

III. Lovgivningsprocessen

Lovgivningsarbejdet er fordelt på forskellige organer i overensstemmelse med den kompetencefordeling, forfatningsretten fastsætter mellem forbund og delstater. På forbundsniveau er det nationalrådet (Nationalrat) , der lovgiver sammen med forbundsrådet (Bundesrat). De 183 medlemmer af nationalrådet vælges ved direkte valg, mens landdagene vælger forbundsrådet, der som hovedregel kun har indsigelsesret i lovgivningsprocessen. Landdagene lovgiver på delstatsniveau.

TopTop

Forslag til forbundslov kan fremsættes for nationalrådet

  • af dets medlemmer
  • af forbundsregeringen
  • af forbundsrådet.

Derudover skal ethvert forslag, der fremsættes af 100 000 stemmeberettigede borgere eller af 1/6 af de stemmeberettigede borgere i hver af tre delstater, forelægges nationalrådet til behandling.

I den realpolitiske dagligdag har forslag fremsat af forbundsregeringen størst betydning. Sådanne regeringsforslag kræver enstemmighed i forbundsregeringen (Ministerrat). Inden forbundsregeringen træffer afgørelse, skal den ansvarlige forbundsministers lovforslag godkendes af de kompetente organer (delstater, interesseorganisationer).

Love, der udstedes af nationalrådet, skal, når de er færdigbehandlet i forbundsrådet (forbundsfinanslove skal ikke behandles i forbundsrådet, jf. nationalrådets forbundskompetence) , af forbundskansleren forelægges forbundspræsidenten til stadfæstelse. Enhver lov, der udstedes af nationalrådet, skal til folkeafstemning, inden den stadfæstes, hvis nationalrådet bestemmer det, eller hvis et flertal af nationalrådets medlemmer kræver det. Derudover skal enhver grundlæggende ændring af forbundsforfatningen til folkeafstemning. Forbundspræsidenten bekræfter med sin underskrift, at den pågældende forbundslov er blevet til i overensstemmelse med forfatningen. Loven kontrasigneres af forbundskansleren. Forbundslove bekendtgøres, når de er stadfæstet, i Østrigs lovtidende (Bundesgesetzblatt) af forbundskansleren. En forbundslov får "bindende virkning" - medmindre andet udtrykkelig er fastsat i den pågældende lov (hvis den har tilbagevirkende kraft, eller hvis den træder i kraft på et senere tidspunkt) - efter den dag, hvor den udgave af lovtidende, der indeholder bekendtgørelsen, offentliggøres og udsendes.

En lov kan ophæves udtrykkeligt ved formel ophævelse eller ved udstedelse af en retsregel, der indholdsmæssigt er i strid med den ældre regel ("lex posterior derogat legi priori"). En specialregel går forud for en generel regel ("lex specialis derogat legi priori"). Derudover kan det fastsættes i retsforskriften, hvornår den er gyldig.

« Retsorden - Generelle oplysninger | Østrig - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 25-05-2006

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige