Europa-Kommissionen > ERN > Retternes kompetence > International ret

Seneste opdatering : 29-07-2004
Printervenlig version Føj til favoritter

Retternes kompetence - International ret

EJN logo

Denne side er ikke længere aktiv. Vi er ved at opdatere siden, som vil blive flyttet til den europæiske e-justice-portal.


Fællesskabets regler om retternes kompetence finder også anvendelse mellem medlemsstater og stater uden for EU.

Hvis De vil føre en retssag mod en virksomhed, forretningsdrivende, Deres arbejdsgiver eller andre uden for EU, må De finde ud af, hvilken stats domstole der skal pådømme den pågældende retssag. Svaret på dette spørgsmål kan have store konsekvenser. Hvis De skal føre sag i udlandet, medfører det ekstra ulemper og udgifter, f.eks. på grund af, at De skal have Deres indlæg oversat, hverve en advokat i den stat, hvor sagen behandles, eller må rejse til retsmøderne.

Lugano-konventionen

EU's medlemsstater og en række andre stater indgik i 1988 Lugano-konventionen (en - fr) om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager. I øjeblikket har, ud over EU's medlemsstater, Schweiz, Norge, Island og Polen tilsluttet sig konventionen. Med Lugano-konventionen udvidedes reglerne i den tidligere Bruxelles-konvention fra 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, om, hvilke medlemsstaters retter der har kompetence, til at omfatte stater uden for EU. I marts 2002 blev Bruxelles-konventionen erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Med forordningen ændredes nogle af kompetencereglerne. Derfor vil Lugano-konventionen snart blive ændret, så den bliver i fuld overensstemmelse med de regler, der gælder inden for EU.

Hvilke hovedprincipper gælder i Lugano-konventionen vedrørende retternes kompetence?

Generelt er den afgørende faktor for, hvilken ret der har kompetence, sagsøgtes bopæl. Personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, sagsøges uanset deres nationalitet, ved retterne i denne stat. Imidlertid indeholder konventionen en række bestemmelser, der muliggør afvigelser fra dette princip og tillader, at retssager kan finde sted i en anden kontraherende stat end den, hvor sagsøgte har bopæl. De vigtigste eksempler herpå bliver kort beskrevet i det følgende:

TopTop

i sager om kontraktforhold kan en person sagsøges ved retterne på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes. F.eks. kan en franskmand, der har solgt en lastbil, sagsøges i Norge, hvis lastbilen skulle leveres dér.
i sager om erstatning er retterne på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, kompetent. Således kan en schweizer indbringe en sag om et trafikuheld, der er sket i Schweiz med en turist med bopæl i Det Forenede Kongerige, for en schweizisk ret. I nogle sager er det sted for hændelsen, som medfører det culpøse ansvar (f.eks. udledning af giftige stoffer i en polsk flod), og det sted, hvor den pågældende begivenhed førte til skade (f.eks. skade på planter, der vandes med vand fra den forurenede flod i Tyskland), ikke placeret i samme stat. I dette tilfælde kan sagsøger frit vælge mellem retterne i begge stater.
i spørgsmål om underholdspligt kan kreditor anlægge sag ved retterne i den kontraherende stat, hvor den pågældende selv har bopæl.
i forbindelse med nogle kontraktforhold, der er karakteristiske ved, at der er en klar skævhed mellem parternes styrke, som f.eks. i spørgsmål om forbrugerkontrakter og forsikring, anses den svage part for at have behov for særlig beskyttelse. Generelt kan den svage part (forbrugeren eller forsikringstageren) kun sagsøges i den stat, hvor den pågældende har bopæl. Den stærke part (forretningen og forsikringsselskabet), kan på den anden side på visse betingelser også sagsøges i den stat, hvor den svage part har bopæl.
De særlige kompetenceregler, der er anført ovenfor, giver sagsøger en yderligere mulighed, idet han også kan vælge at føre sagen ved domstolene i den stat, hvor sagsøgte har bopæl. Der er imidlertid også tilfælde med såkaldt enekompetence, der ikke supplerer, men erstatter kompetencereglerne baseret på sagsøgtes bopæl. I det følgende anføres nogle eksempler herpå.
I sager om ejendomsret eller forpagtning af fast ejendom er kun retterne i den stat, hvor ejendommen ligger, kompetente.
I sager vedrørende rettigheder, der skal registreres, f.eks. patenter eller varemærker, er kun retterne i den stat, hvor registreringen har fundet sted, kompetente.
På bestemte betingelser kan parterne eventuelt også frit vælge den stat, hvis retter skal have kompetencen. En sådan aftale om værneting medfører normalt, at retterne i den valgte stat får enekompetence, medmindre parterne bestemmer noget andet.

TopTop

Med visse undtagelser gælder, at hvis sagsøgte møder i retten, bliver retterne i den pågældende stat kompetente, selv hvis de ikke normalt ville være det.

Bemærk, at denne beskrivelse af konventionens kompetenceregler hverken er udtømmende eller så dybtgående, at de kan bruges som grundlag for en pålidelig vurdering af spørgsmålet om retternes kompetence i konkrete sager.

Hvad sker der, hvis en sag vedrørende samme spørgsmål indbringes for retterne i to kontraherende stater?

Det kan ske, at begge parter i en tvist, anlægger sag om samme spørgsmål i forskellige stater. F.eks. kan man forestille sig, at to personer, der har deres bopæl i henholdsvis Island og Finland, efter et trafikuheld sagsøger hinanden i den anden parts bopælsstat med henblik på at opnå skadeserstatning. I denne situation indeholder forordningen det grundlæggende princip, at det er den ret, for hvilken sagen først blev indbragt, som er kompetent. Den ret, som involveres senere, skal udsætte sin behandling og afvente, at den anden ret træffer afgørelse om, hvor sagen skal pådømmes. Hvis den ret, hvor sagen først indbragtes, betragter sig selv som kompetent, skal den anden afvise sagen. Kun hvis den første ret konkluderer, at den ikke er kompetent, kan processen fortsætte for den anden ret.

Hvorledes løses kompetencespørgsmålet, hvis en EU-medlemsstat og et tredjeland, der ikke har underskrevet Lugano-konventionen, er involveret?

Hvis sagsøgte har bopæl i en EU-medlemsstat, men sagsøger ikke bor i en anden EU-medlemsstat eller i en stat, der har underskrevet Lugano-konventionen, vurderer medlemsstaternes domstole deres internationale kompetence på grundlag af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Hvis sagsøgte har bopæl uden for det område, hvor denne forordning og Lugano-konventionen finder anvendelse, træffer hver medlemsstat på grundlag af sin nationale retspleje afgørelse om, på hvilke betingelser dens domstole er kompetente. Hvis De ønsker at vide besked om, hvad en bestemt medlemsstats retspleje siger om international procesret, så klik på den pågældende medlemsstats flag.

En international organisation fører i øjeblikket under Hager-konferencen om international privatret (en - fr) forhandlinger om en verdensomspændende konvention om international retskompetence og domme, der afsiges i udlandet, i civilretlige sager og handelssager.

Referencedokumenter

  • Lugano-konventionen af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (en - fr)
  • Bruxelles-konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager
  • Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

« Retternes kompetence - Generelle oplysninger | International ret - Generelle oplysninger »

TopTop

Seneste opdatering : 29-07-2004

 
  • EU-ret
  • International ret

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Tjekkiet
  • Danmark
  • Tyskland
  • Estland
  • Irland
  • Grækenland
  • Spanien
  • Frankrig
  • Italien
  • Cypern
  • Letland
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Ungarn
  • Malta
  • Nederlandene
  • Østrig
  • Polen
  • Portugal
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Slovakiet
  • Finland
  • Sverige
  • Det Forenede Kongerige